En Tur I Mørket Med Mel Gibson
4.0
Et gammelt ordsprog lyder "Hell Hath No Fury Like A Woman Scorned". Dette postulat holder måske i den virkelige verden, men i filmens verden bliver vreden tit kanaliseret gennem en mandlig figur, hvadenten vi snakker om hævn over bankrøvere, voldsmænd eller mordere. Disse film har været til stede i lang tid og genren peakede i 70'erne i med Charles Bronson i 'Death Wish'. i nyere tid har vi haft den ubehagelige, men også ret så ligegyldige 'Death Sentence' og det franskproducerede hit 'Taken'.
Det nyeste skud på stammen er Edge of Darkness med Mel Gibson (der ikke har spillet en hovedrolle siden 2002 i M. Night Samaylan's 'Signs'). Filmen er baseret på en mini-serie fra 1985 af samme navn iscenesat af Martin Campbell, der også står bag denne spillefilmsudgave.
Det hele er set før. En 24-årig kvinde bliver skudt ned foran sit hus og hendes politi-far (Gibson) begiver sig ud på en farefuld færd for at finde grunden. På denne rejse medvirker datterens chef, hendes kæreste samt en suspekt CIA-agent. Loven vil blive brudt, der vil blive delt øretæver ud til højre og venstre og inden det hele er slut vil vi stå med et forholdsvist højt body count. Som sagt er det hele set før, og det er rimelig nemt at regne ud, hvem skurkene er og som publikum ved vi inderst inde godt, hvorledes jagten slutter.
Alligevel er der noget dragende over den måde hvordan Campbell, manusforfatter William Monahan og skuespillerne vælger at gribe materialet an og får hele affæren til at glide ubesværet ned. Specielt hvis man er i humør til det nyeste i 'selvtægtsgenren'.
Campbell og hans skriver ved nemlig lige præcis, hvad det brede publikum leder efter i denne type film. En god del actionscener, emotionelle øjeblikke og et lille stænk af humor hist og her, og med sin 'R' rating er man sikker på at få tilfredsstillet sin indre, voldshungrende djævel og mere til.
Hans CV er gennemsyret af rigtige handlingens mænd, og derfor kunne man ikke forestille sig nogen bedre end Mel Gibson til at spille den hævngerrige fader. Figuren er, ligesom genren selv, meget slidt, men Gibson kan sit håndværk til fingerspidserne og formår at bringe rigeligt med nuancer til sin rolle.
Ray Winstone er, som altid, fremragende som den mystiske CIA-agent, man ikke rigtig ved, hvor man har henne, men som man ved er indblandet i hele misæren. Danny Huston er tilpas skummel som den store direktør.
Nogen vil ganske givet anse plottet som værende mere kompliceret end nødvendigt, og filmen indeholder da også op til flere langstrakte (og brutale) ideer, som ikke altid harmonerer med filmens realistiske tone.
På trods af dette, gør filmen hvad den skal det meste af tiden både takket være Campbells stilsikre instruktion, der sørger for at holde filmen i konstant fremdrift og Mel Gibsons præstation, der bringer brudstykker af Martin Riggs og Mad Max til hans hævntogt på bedste Gibson-manér. Det er godt og solidt, men også barskt.
Det nyeste skud på stammen er Edge of Darkness med Mel Gibson (der ikke har spillet en hovedrolle siden 2002 i M. Night Samaylan's 'Signs'). Filmen er baseret på en mini-serie fra 1985 af samme navn iscenesat af Martin Campbell, der også står bag denne spillefilmsudgave.
Det hele er set før. En 24-årig kvinde bliver skudt ned foran sit hus og hendes politi-far (Gibson) begiver sig ud på en farefuld færd for at finde grunden. På denne rejse medvirker datterens chef, hendes kæreste samt en suspekt CIA-agent. Loven vil blive brudt, der vil blive delt øretæver ud til højre og venstre og inden det hele er slut vil vi stå med et forholdsvist højt body count. Som sagt er det hele set før, og det er rimelig nemt at regne ud, hvem skurkene er og som publikum ved vi inderst inde godt, hvorledes jagten slutter.
Alligevel er der noget dragende over den måde hvordan Campbell, manusforfatter William Monahan og skuespillerne vælger at gribe materialet an og får hele affæren til at glide ubesværet ned. Specielt hvis man er i humør til det nyeste i 'selvtægtsgenren'.
Campbell og hans skriver ved nemlig lige præcis, hvad det brede publikum leder efter i denne type film. En god del actionscener, emotionelle øjeblikke og et lille stænk af humor hist og her, og med sin 'R' rating er man sikker på at få tilfredsstillet sin indre, voldshungrende djævel og mere til.
Hans CV er gennemsyret af rigtige handlingens mænd, og derfor kunne man ikke forestille sig nogen bedre end Mel Gibson til at spille den hævngerrige fader. Figuren er, ligesom genren selv, meget slidt, men Gibson kan sit håndværk til fingerspidserne og formår at bringe rigeligt med nuancer til sin rolle.
Ray Winstone er, som altid, fremragende som den mystiske CIA-agent, man ikke rigtig ved, hvor man har henne, men som man ved er indblandet i hele misæren. Danny Huston er tilpas skummel som den store direktør.
Nogen vil ganske givet anse plottet som værende mere kompliceret end nødvendigt, og filmen indeholder da også op til flere langstrakte (og brutale) ideer, som ikke altid harmonerer med filmens realistiske tone.
På trods af dette, gør filmen hvad den skal det meste af tiden både takket være Campbells stilsikre instruktion, der sørger for at holde filmen i konstant fremdrift og Mel Gibsons præstation, der bringer brudstykker af Martin Riggs og Mad Max til hans hævntogt på bedste Gibson-manér. Det er godt og solidt, men også barskt.
08/02-2010
