"De gode gamle dage"
5.0
Måske den mest relevante film om dén fortid, som stort set alle vore olde- og bedsteforældre selv har oplevet og som sådan også den måske mest kulturelt relevante fortælling, jeg har set på film nogensinde. Det er på ingen måde 'fascinerende'. Det er modbydeligt i al sin menneskelige umenneskelighed, som måske / måske ikke var en nødvendighed for, at de gamle landsbyfællesskaber kunne eksistere.
Men ligeså modbydelig en virkelighed, Haneke opridser, ligeså malerisk er filmens sort-hvide billedside, som med sine lange, rolige klip, hvor den faktiske vold stort set hele tiden er off-screen, hører til Hanekes måske mest fængslende.
Filmens slutning er den totale mangel på forløsning, som man som tilskuer - til trods for Hanekes klarlægning fra starten - let frustreres eller endog provokeres af: [SPOILER] Læreren retter ind og holder kæft, og fællesskabet enes om, at de skyldige er de, som flygtede, eller som gik til grunde [/SPOILER] ... Men hvorfor irriteres vi alligevel over, at Haneke skildrer virkeligheden? Hvorfor er vor trang til at bedrage os selv med usandsynlige håb og drømme så stærk, så vi gerne lader os forføre af floromvundne postulater om fortidens velsignelser?
Men ligeså modbydelig en virkelighed, Haneke opridser, ligeså malerisk er filmens sort-hvide billedside, som med sine lange, rolige klip, hvor den faktiske vold stort set hele tiden er off-screen, hører til Hanekes måske mest fængslende.
Filmens slutning er den totale mangel på forløsning, som man som tilskuer - til trods for Hanekes klarlægning fra starten - let frustreres eller endog provokeres af: [SPOILER] Læreren retter ind og holder kæft, og fællesskabet enes om, at de skyldige er de, som flygtede, eller som gik til grunde [/SPOILER] ... Men hvorfor irriteres vi alligevel over, at Haneke skildrer virkeligheden? Hvorfor er vor trang til at bedrage os selv med usandsynlige håb og drømme så stærk, så vi gerne lader os forføre af floromvundne postulater om fortidens velsignelser?
08/02-2010
