Ingenting bliver godt af at være så fortænkt
1.0
*spoilers*
Christoffer Boe fortsætter i hardcore metafilm-stil med "Alting bliver godt igen", hvor hovedpersonen er en stresset filminstruktør, som kæmper for at få et manuskript færdigt til tiden. En nat bliver han helt afsporet, da han kommer til at køre en mand ned. Det viser sig, at trafikofferet har været tolk ved den danske styrke i Afghanistan, og pludselig står instruktøren med beviser for, at danske soldater har brugt tortur.
Alt er bare slet ikke, som det ser ud til i "Alting bliver godt igen". Godt nok handler det meste af filmen om hovedpersonens jagt på sandheden, mens vi samtidig får tolkens historie i flashbacks. Men til sidst viser det sig, at der er tale om et metalag i fortællingen, og at filmen i virkeligheden er en rejse ind i en mands dybe sorg.
Det her er en på alle måder langhåret film, som arbejder med et kæmpe twist. Problemet for mig var bare, at forfatter-instruktør Boe markerer metalaget visuelt allerede i filmens første sekunder, og jeg fangede det dér og havde dermed fra start gennemskuet, hvad der foregik. For det første tager det fuldstændig slagkraften ud af twistet. For det andet betød det, at jeg undervejs lagde mærke til, at relationen mellem rammehistorie og metalag ikke er særligt overbevisende.
Lad gå med, at Boe gerne vil lave de her ekstremt konstruerede plot. Her er der bare ikke bund i hans idé, og det springer i øjnene, at historien i "Alting bliver godt igen" basalt set er den præcis den samme, som han for fem år siden filmatiserede i "Allegro". Det var så en meget bedre film. Plus at jeg faktisk synes, det er lidt usmageligt at tage et så alvorligt emne som tortur som gidsel i, hvad Ebbe Iversen meget rammende kaldte et "kunstnerisk bluffnummer" i Berlingeren.
Min oplevelse blev så heller ikke bedre af Jens Albinus' overdrevent maniske spil i hovedrollen - eller af, at supergode skuespillere som Paprika Steen og Nicolas Bro er under normalt niveau i deres biroller. På skuespillerfronten er der reelt kun et plus for Özlem Saglanmak, som har en fin lille rolle som tolkens kæreste. Til gengæld er det en teknisk flot produktion, ikke mindst på grund af Manuel Alberto Claros nydelige fotoarbejde. Men et stilfuldt ydre er langtfra nok til at redde filmen.
Jeg plejer ellers at kunne lide Christoffer Boes idiosynkratiske kunstfilm. Den her var bare møgirriterende.
Christoffer Boe fortsætter i hardcore metafilm-stil med "Alting bliver godt igen", hvor hovedpersonen er en stresset filminstruktør, som kæmper for at få et manuskript færdigt til tiden. En nat bliver han helt afsporet, da han kommer til at køre en mand ned. Det viser sig, at trafikofferet har været tolk ved den danske styrke i Afghanistan, og pludselig står instruktøren med beviser for, at danske soldater har brugt tortur.
Alt er bare slet ikke, som det ser ud til i "Alting bliver godt igen". Godt nok handler det meste af filmen om hovedpersonens jagt på sandheden, mens vi samtidig får tolkens historie i flashbacks. Men til sidst viser det sig, at der er tale om et metalag i fortællingen, og at filmen i virkeligheden er en rejse ind i en mands dybe sorg.
Det her er en på alle måder langhåret film, som arbejder med et kæmpe twist. Problemet for mig var bare, at forfatter-instruktør Boe markerer metalaget visuelt allerede i filmens første sekunder, og jeg fangede det dér og havde dermed fra start gennemskuet, hvad der foregik. For det første tager det fuldstændig slagkraften ud af twistet. For det andet betød det, at jeg undervejs lagde mærke til, at relationen mellem rammehistorie og metalag ikke er særligt overbevisende.
Lad gå med, at Boe gerne vil lave de her ekstremt konstruerede plot. Her er der bare ikke bund i hans idé, og det springer i øjnene, at historien i "Alting bliver godt igen" basalt set er den præcis den samme, som han for fem år siden filmatiserede i "Allegro". Det var så en meget bedre film. Plus at jeg faktisk synes, det er lidt usmageligt at tage et så alvorligt emne som tortur som gidsel i, hvad Ebbe Iversen meget rammende kaldte et "kunstnerisk bluffnummer" i Berlingeren.
Min oplevelse blev så heller ikke bedre af Jens Albinus' overdrevent maniske spil i hovedrollen - eller af, at supergode skuespillere som Paprika Steen og Nicolas Bro er under normalt niveau i deres biroller. På skuespillerfronten er der reelt kun et plus for Özlem Saglanmak, som har en fin lille rolle som tolkens kæreste. Til gengæld er det en teknisk flot produktion, ikke mindst på grund af Manuel Alberto Claros nydelige fotoarbejde. Men et stilfuldt ydre er langtfra nok til at redde filmen.
Jeg plejer ellers at kunne lide Christoffer Boes idiosynkratiske kunstfilm. Den her var bare møgirriterende.
12/02-2010
