Enestående claymation-mesterværk
6.0
Enestående. Det er ikke et ord, jeg tit bruger om film, men denne claymation-perle har fortjent det.
"Mary and Max" er historien om otte-årige, ensomme australske Mary, der har skodforældre og føler sig kikset og grim og derfor skriver et brev til en tilfældig amerikaner, hun finder i en telefonbog. Han hedder Max og er en midaldrende særling fra New York, som er præcis lige så ensom, men elsker chokolade ligesom Mary. De bliver et umage par pennevenner, som filmen via deres breve følger igennem op- og nedture i de næste knap 20 år.
Forfatter-instruktør Adam Elliot fortæller historien i bedste børnefilmstil. I roligt tempo med en rund fortællerstemme af Barry Humphries (aka Dame Edna), som forklarer om Mary og Max' følelser og fortrædeligheder.
Det geniale er bare, at "Mary and Max" overhovedet ikke er en børnefilm. Den handler om emner som alkoholmisbrug, forældresvigt, mobning, psykiske lidelser, selvmord, systemsvigt og ensomhed og er i virkeligheden en sort, sort historie. Hvis den var lavet som 'rigtig' film, ville den have været nærmest ubærlig. Men fordi den er pakket ind i claymation og uden selvmedlidenhed fortæller historien fra sine hovedpersoners synspunkter, bliver "Mary and Max" i stedet et groteskt morsomt syn på, hvor sært det er at være normal.
Den ene bizarre scene afløser den anden med et stort ironisk glimt i øjet og et væld af sære, sjove detaljer. Det er et godt stykke tid siden, jeg har grinet så meget af en film. Og samtidig er det utroligt, at nogle lerfigurer kan være så rørende og i den grad ramme ind i hjertet. Der er sekvenser, hvor man helt bogstaveligt græder og griner på samme tid af den her sørgelige, men samtidig absurd livsglade historie. Som i øvrigt er inspireret af Adam Elliots egen mangeårige relation til en penneven (hvilket gør det indledende skilt med "Based on a true story" lidt suspekt - men det er så tilgivet).
Barry Humphries er som nævnt en fin fortæller, og Toni Collette er glimrende som Mary, men filmens absolut bedste stemmearbejde leveres af Philip Seymour Hoffman som Max. Det er speak af høj klasse, hvor han flot får formidlet Max' besværlige følelser, men hvor man endda også kan høre på hans stemmeføring, at Max bliver ældre i løbet af filmen. Men well, Hoffman er jo én af verdens bedste skuespillere, så selvfølgelig kan han også finde ud af at lægge stemme til en lerfigur.
"Mary and Max" er en fuldstændig fantastisk film, et claymation-mesterværk skabt af en sjældent unik kreativ vision. Der er næsten ikke en finger at sætte på filmen, men Elliots største triumf er i virkeligheden nok, at han har taget nogle svære og tunge emner og gjort dem enormt simple. Dermed skærer han direkte ind til benet i en historie, som først og fremmest handler om venskab og medmenneskelighed.
"Mary and Max" er historien om otte-årige, ensomme australske Mary, der har skodforældre og føler sig kikset og grim og derfor skriver et brev til en tilfældig amerikaner, hun finder i en telefonbog. Han hedder Max og er en midaldrende særling fra New York, som er præcis lige så ensom, men elsker chokolade ligesom Mary. De bliver et umage par pennevenner, som filmen via deres breve følger igennem op- og nedture i de næste knap 20 år.
Forfatter-instruktør Adam Elliot fortæller historien i bedste børnefilmstil. I roligt tempo med en rund fortællerstemme af Barry Humphries (aka Dame Edna), som forklarer om Mary og Max' følelser og fortrædeligheder.
Det geniale er bare, at "Mary and Max" overhovedet ikke er en børnefilm. Den handler om emner som alkoholmisbrug, forældresvigt, mobning, psykiske lidelser, selvmord, systemsvigt og ensomhed og er i virkeligheden en sort, sort historie. Hvis den var lavet som 'rigtig' film, ville den have været nærmest ubærlig. Men fordi den er pakket ind i claymation og uden selvmedlidenhed fortæller historien fra sine hovedpersoners synspunkter, bliver "Mary and Max" i stedet et groteskt morsomt syn på, hvor sært det er at være normal.
Den ene bizarre scene afløser den anden med et stort ironisk glimt i øjet og et væld af sære, sjove detaljer. Det er et godt stykke tid siden, jeg har grinet så meget af en film. Og samtidig er det utroligt, at nogle lerfigurer kan være så rørende og i den grad ramme ind i hjertet. Der er sekvenser, hvor man helt bogstaveligt græder og griner på samme tid af den her sørgelige, men samtidig absurd livsglade historie. Som i øvrigt er inspireret af Adam Elliots egen mangeårige relation til en penneven (hvilket gør det indledende skilt med "Based on a true story" lidt suspekt - men det er så tilgivet).
Barry Humphries er som nævnt en fin fortæller, og Toni Collette er glimrende som Mary, men filmens absolut bedste stemmearbejde leveres af Philip Seymour Hoffman som Max. Det er speak af høj klasse, hvor han flot får formidlet Max' besværlige følelser, men hvor man endda også kan høre på hans stemmeføring, at Max bliver ældre i løbet af filmen. Men well, Hoffman er jo én af verdens bedste skuespillere, så selvfølgelig kan han også finde ud af at lægge stemme til en lerfigur.
"Mary and Max" er en fuldstændig fantastisk film, et claymation-mesterværk skabt af en sjældent unik kreativ vision. Der er næsten ikke en finger at sætte på filmen, men Elliots største triumf er i virkeligheden nok, at han har taget nogle svære og tunge emner og gjort dem enormt simple. Dermed skærer han direkte ind til benet i en historie, som først og fremmest handler om venskab og medmenneskelighed.
13/02-2010
