Mel Gibson ser rødt i tam genindspilning
2.0
Mel Gibson gør comeback som skuespiller i denne filmudgave af den fremragende BBC-miniserie af samme navn, som jeg husker som én af 80'ernes allerbedste tv-serier.
Handlingen er hængt op på samme skelet som serien, men flyttet til nutidens USA: En politimands datter bliver skudt og dør i armene på ham, og efter lidt forvirring går det op for ham, at hendes død har forbindelse til hendes arbejde på et nukleart forskningscenter, og at sagen trækker tråde til et kynisk, betændt samarbejde mellem politikere og erhvervsliv.
Så langt, så godt, selv om plottet er blevet lidt fjollet og knap så aktuelt i denne moderne opdatering. Filmen får faktisk etableret noget af den snigende fornemmelse af konspirationer og ondskab, som gjorde serien til en så fantastisk politisk thriller. Desværre er der nogle, som har glemt at fortælle Mel Gibson, hvad pointen er, for han spiller fra start til slut med den samme bitre hævnermaske, vi tidligere har set i "Ransom" og "Payback". Og med Gibsons actionmand i spidsen slår "Edge of Darkness" knuder på sig selv og vælter pludselig over i ren selvtægtsfilm. Endda med nogle pænt store plothuller, lidt for kraftig understregning af hovedpersonens savn og en ekstremt klistret slutning.
"Edge of Darkness" var derfor en mærkelig oplevelse for mig. Gibson gør det sådan set udmærket, men han spiller bare slet ikke med i den politiske thriller, jeg forventede. Det er sjovt, at filmen pludselig skrider så langt væk fra forlæggets gode ideer, for instruktør Martin Campbell lavede faktisk også den oprindelige tv-serie. Gibson får dog i øvrigt konsekvent stjålet rampelyset af Ray Winstone, hver gang han er på lærredet som en kynisk, lettere udbrændt black ops-ekspert. Han kunne nærmest have fortjent sin egen film.
Hvis bare anden halvdel af filmen havde kunnet matche første halvdels stille, effektive spændingsopbygning, kunne "Edge of Darkness" på film være blevet en udmærket actionthriller. Nu går den i stedet død i lidt for meget retfærdig hævn og en jævnt dårlig slutsekvens.
Handlingen er hængt op på samme skelet som serien, men flyttet til nutidens USA: En politimands datter bliver skudt og dør i armene på ham, og efter lidt forvirring går det op for ham, at hendes død har forbindelse til hendes arbejde på et nukleart forskningscenter, og at sagen trækker tråde til et kynisk, betændt samarbejde mellem politikere og erhvervsliv.
Så langt, så godt, selv om plottet er blevet lidt fjollet og knap så aktuelt i denne moderne opdatering. Filmen får faktisk etableret noget af den snigende fornemmelse af konspirationer og ondskab, som gjorde serien til en så fantastisk politisk thriller. Desværre er der nogle, som har glemt at fortælle Mel Gibson, hvad pointen er, for han spiller fra start til slut med den samme bitre hævnermaske, vi tidligere har set i "Ransom" og "Payback". Og med Gibsons actionmand i spidsen slår "Edge of Darkness" knuder på sig selv og vælter pludselig over i ren selvtægtsfilm. Endda med nogle pænt store plothuller, lidt for kraftig understregning af hovedpersonens savn og en ekstremt klistret slutning.
"Edge of Darkness" var derfor en mærkelig oplevelse for mig. Gibson gør det sådan set udmærket, men han spiller bare slet ikke med i den politiske thriller, jeg forventede. Det er sjovt, at filmen pludselig skrider så langt væk fra forlæggets gode ideer, for instruktør Martin Campbell lavede faktisk også den oprindelige tv-serie. Gibson får dog i øvrigt konsekvent stjålet rampelyset af Ray Winstone, hver gang han er på lærredet som en kynisk, lettere udbrændt black ops-ekspert. Han kunne nærmest have fortjent sin egen film.
Hvis bare anden halvdel af filmen havde kunnet matche første halvdels stille, effektive spændingsopbygning, kunne "Edge of Darkness" på film være blevet en udmærket actionthriller. Nu går den i stedet død i lidt for meget retfærdig hævn og en jævnt dårlig slutsekvens.
14/02-2010
