Ulven kommer som i gamle dage
4.0
Benicio del Toro går i fodsporene på én af de store klassiske gyserskuespillere i denne genindspilning af Hollywoods første store varulvefilm. "The Wolf Man" kom første gang på film i 20'erne, men det er udgaven fra 1941 med Lon Chaney Jr., som huskes bedst i dag.
Den nye film følger trofast den gamle historie. Vi er i England i 1891, hvor en fortabt søn vender tilbage til sit fædrende gods for at hjælpe med at begrave sin bror. Broderen blev brutalt tilredt af et ukendt dyr, og landsbyboerne vil gerne skyde skylden på en omrejsende gruppe sigøjnerne. Men da hovedpersonen undersøger sagen nærmere, går det op for ham, at det har forbindelse til en familieforbandelse.
"The Wolfman" er victoriansk horror af den gode, gamle gotiske skole, flot afviklet i genretro stil af instruktør Joe Johnston. Jeg har ellers ikke været imponeret over hans tidligere film, men den her fungerer fint. Det er bl.a. godt klaret, at handlingen kommer i et elegant flow, selv om filmen faktisk udspiller sig over en periode på ca. tre måneder.
Billedsiden er effektivt mørk og dyster, og stemningen er ikke slasher/chok-horror, men en mere snigende fornemmelse af ondskab og råddenskab. Filmen bliver godt nok særdeles gory, når ulven slippes løs, og forvandlingsscenerne er naturligvis flot lavet med moderne animationsteknik. Men det er mere skummelheden end splatter-effekterne, som sætter sig i én, indtil den når frem til en klassisk tragisk slutning. Som dog bliver skæmmet en smule af et lidt for fjollet actionklimaks.
Der spilles også solidt i samtlige roller - del Toro er en fin nervøs og plaget helt, Emily Blunt en rigtig god romantic interest, og Anthony Hopkins er også o.k. som del Toros far, selv om han overspiller lidt. Filmens bedste rolle ligger dog helt klart hos Hugo Weaving som skarpsynet, bister Scotland Yard-kommissær.
"The Wolfman" er et virkelig solidt gensyn med det victorianske horror-univers på film. Lavet med respekt for sine forgængere og opdateret med moderne filmtricks - absolut seværdig.
Den nye film følger trofast den gamle historie. Vi er i England i 1891, hvor en fortabt søn vender tilbage til sit fædrende gods for at hjælpe med at begrave sin bror. Broderen blev brutalt tilredt af et ukendt dyr, og landsbyboerne vil gerne skyde skylden på en omrejsende gruppe sigøjnerne. Men da hovedpersonen undersøger sagen nærmere, går det op for ham, at det har forbindelse til en familieforbandelse.
"The Wolfman" er victoriansk horror af den gode, gamle gotiske skole, flot afviklet i genretro stil af instruktør Joe Johnston. Jeg har ellers ikke været imponeret over hans tidligere film, men den her fungerer fint. Det er bl.a. godt klaret, at handlingen kommer i et elegant flow, selv om filmen faktisk udspiller sig over en periode på ca. tre måneder.
Billedsiden er effektivt mørk og dyster, og stemningen er ikke slasher/chok-horror, men en mere snigende fornemmelse af ondskab og råddenskab. Filmen bliver godt nok særdeles gory, når ulven slippes løs, og forvandlingsscenerne er naturligvis flot lavet med moderne animationsteknik. Men det er mere skummelheden end splatter-effekterne, som sætter sig i én, indtil den når frem til en klassisk tragisk slutning. Som dog bliver skæmmet en smule af et lidt for fjollet actionklimaks.
Der spilles også solidt i samtlige roller - del Toro er en fin nervøs og plaget helt, Emily Blunt en rigtig god romantic interest, og Anthony Hopkins er også o.k. som del Toros far, selv om han overspiller lidt. Filmens bedste rolle ligger dog helt klart hos Hugo Weaving som skarpsynet, bister Scotland Yard-kommissær.
"The Wolfman" er et virkelig solidt gensyn med det victorianske horror-univers på film. Lavet med respekt for sine forgængere og opdateret med moderne filmtricks - absolut seværdig.
24/02-2010
