Hanekes absolutte mesterværk
6.0
Michael Hanekes Guldpalme-vinder er fantastisk. Simpelt hen. En mesterlig film, hvor alt går op i en højere enhed, inklusive Hanekes vanligt mystiske stil, som tvinger publikum til selv at tage stilling til, hvad der egentlig skete i filmen.
"Det hvide bånd" foregår i en tysk landsby, kort før 1. Verdenskrig. Landsbyen er tilsyneladende et fredeligt og ordentligt sted, hvor alt er, som det har været i mange år. Men så begynder der at ske mærkelige ting. Nogen spænder en snor ud, så lægen styrter af sin hest og kommer alvorligt til skade. Godsejerens søn bliver bortført og gennempryglet. Der sker flere og flere skumle ting, uden at de skyldige bliver fundet. Men den tiltagende stemning af paranoid mistænksomhed afslører også, at alt ikke er så lykkeligt i de små familier.
Som flere af Hanekes andre film handler "Det hvide bånd" om ondskab og skyld, om menneskers villighed til at påføre skade for egen vinding. Umiddelbart under overfladen lurer nazismen, for filmens symbolske handling er ret tydeligt en optakt til Hitlers Tyskland. Et autoritært, strikst samfund, der regerer med straf og dermed skaber grobunden for noget endnu værre. Symboliseret gennem landsbyens børn, der på mystisk vis bevæger sig rundt i samlet flok og altid er i nærheden, når der sker noget. Filmens sarkastiske undertitel, "Eine deutsche Kindergeschichte", er selvsagt ikke tilfældigt valgt.
Men forfatter-instruktør Haneke graver også et spadestik dybere i sit portræt af et på overfladen pænt og ordentligt, men reelt gennemråddent lille samfund. Byens førende borgere fejler ultimativt, når pilen med ansvaret indirekte peger i deres retning. Og filmens fortællerstemme, den dannede og flinke skolelærer, gør heller ikke noget ved udviklingen, selv om han ser tegnene.
På den måde bliver "Det hvide bånd" en virkeligt sortsynet, nærmest menneskefjendsk analyse af civilisationens fejlbarlighed. Michael Haneke er som vanligt ultrakøligt analyserende i sin stil, og han tror stadig ikke på det gode i mennesket. Tværtimod.
Nu lyder det måske som en trist og dyster omgang intellektualisering, men "Det hvide bånd" er altså en virkelig fantastisk film. Fængende, provokerende og særdeles tankevækkende. Og fremragende filmet i kølig, smuk sort-hvid - fotograf Christian Berger er helt fortjent nomineret til en Oscar for den.
Filmen er også vanvittigt imponerende i iscenesættelsen af førkrigstidens landsbysamfund. Production design på højt, højt niveau, som også hjælper skuespillerne med at glide helt ind i rollerne. De virker nemlig også enormt troværdige, hver og én, i en lang række scener, som på skræmmende vis udstiller den distancerede, formelle tyske omgangsform.
Jeg tænkte flere gange på "Matador", mens jeg så "Det hvide bånd". Fordi den på samme overbevisende måde som Lise Nørgaards store serie lader os opleve og forstå en anden tid. "Det hvide bånd" er så bare langt mere stiliseret og symbolsk og efterlader i sidste ende én med en isnende kulde, som det hyggelige danske købstadsliv aldrig kom i nærheden af.
"Det hvide bånd" foregår i en tysk landsby, kort før 1. Verdenskrig. Landsbyen er tilsyneladende et fredeligt og ordentligt sted, hvor alt er, som det har været i mange år. Men så begynder der at ske mærkelige ting. Nogen spænder en snor ud, så lægen styrter af sin hest og kommer alvorligt til skade. Godsejerens søn bliver bortført og gennempryglet. Der sker flere og flere skumle ting, uden at de skyldige bliver fundet. Men den tiltagende stemning af paranoid mistænksomhed afslører også, at alt ikke er så lykkeligt i de små familier.
Som flere af Hanekes andre film handler "Det hvide bånd" om ondskab og skyld, om menneskers villighed til at påføre skade for egen vinding. Umiddelbart under overfladen lurer nazismen, for filmens symbolske handling er ret tydeligt en optakt til Hitlers Tyskland. Et autoritært, strikst samfund, der regerer med straf og dermed skaber grobunden for noget endnu værre. Symboliseret gennem landsbyens børn, der på mystisk vis bevæger sig rundt i samlet flok og altid er i nærheden, når der sker noget. Filmens sarkastiske undertitel, "Eine deutsche Kindergeschichte", er selvsagt ikke tilfældigt valgt.
Men forfatter-instruktør Haneke graver også et spadestik dybere i sit portræt af et på overfladen pænt og ordentligt, men reelt gennemråddent lille samfund. Byens førende borgere fejler ultimativt, når pilen med ansvaret indirekte peger i deres retning. Og filmens fortællerstemme, den dannede og flinke skolelærer, gør heller ikke noget ved udviklingen, selv om han ser tegnene.
På den måde bliver "Det hvide bånd" en virkeligt sortsynet, nærmest menneskefjendsk analyse af civilisationens fejlbarlighed. Michael Haneke er som vanligt ultrakøligt analyserende i sin stil, og han tror stadig ikke på det gode i mennesket. Tværtimod.
Nu lyder det måske som en trist og dyster omgang intellektualisering, men "Det hvide bånd" er altså en virkelig fantastisk film. Fængende, provokerende og særdeles tankevækkende. Og fremragende filmet i kølig, smuk sort-hvid - fotograf Christian Berger er helt fortjent nomineret til en Oscar for den.
Filmen er også vanvittigt imponerende i iscenesættelsen af førkrigstidens landsbysamfund. Production design på højt, højt niveau, som også hjælper skuespillerne med at glide helt ind i rollerne. De virker nemlig også enormt troværdige, hver og én, i en lang række scener, som på skræmmende vis udstiller den distancerede, formelle tyske omgangsform.
Jeg tænkte flere gange på "Matador", mens jeg så "Det hvide bånd". Fordi den på samme overbevisende måde som Lise Nørgaards store serie lader os opleve og forstå en anden tid. "Det hvide bånd" er så bare langt mere stiliseret og symbolsk og efterlader i sidste ende én med en isnende kulde, som det hyggelige danske købstadsliv aldrig kom i nærheden af.
25/02-2010
