Kommercielt bras
1.0
Denne film må være blevet født i New Line Cinemas marketingafdeling. Det er i hvert fald et 110% kommercielt udgangspunkt, når man laver en romantisk komedie ved navn "Valentine's Day", sørger for at den får premiere i Valentine's Day-weekenden, hyrer næsten to dusin stjerner ind til den og lader manden bag "Pretty Woman", Garry Marshall, instruere.
Med sådan en bunke store navne om bord kan man selvsagt kun lave en ensemblefilm, og målet har da også tydeligvis været at lave noget i stil med "Love Actually". Problemet er bare, at den her har endnu flere personer og dermed endnu flere handlingstråde, så "Valentine's Day" kommer ikke i nærheden af forbilledets charme. Man lærer aldrig nogen af personerne ordentligt at kende, og eftersom hele filmen naturligvis udspiller sig på Valentine's Day, er handlingstrådene reelt bare en masse korte, sammenklippede vignetter.
Derfor hæver historierne i filmen sig heller ikke over de gængse romantiske klicheer, og man bliver aldrig tilnærmelsesvis grebet af den, ligesom den egentlig heller ikke er specielt morsom. Det hele foregår i et småkedeligt, jævnt hyggeligt luntetrav, hvor absolut ingen kan blive fornærmet over, hvad de ser. Men det er vel meget typisk for Garry Marshalls film. Den her satser tilsyneladende på, at publikum bliver glade, bare de kan genkende en snert af den gnist af forelskelse, de engang selv har oplevet.
"Valentine's Day" er nemlig pæn og poleret og gennemført ufarlig. De mange stjerner hopper ind og ud af scenerne uden at kunne gøre hverken fra eller til, men også uden at have tid nok til at falde igennem. Ashton Kutcher gør det o.k. som den blomsterhandler, der binder det meste af filmen sammen, men ellers var det Anne Hathaway og Jessica Biel, der sprang mest i øjnene hos mig. Biel udstiller bare samtidig filmens store problem: Den vil på få sekunders opbygning have os til at tro på, at en succesfuld, sexet karrierekvinde i Biels skikkelse hader Valentine's Day, fordi hun aldrig har oplevet dagen sammen med en kæreste ...
En film ved navn "Valentine's Day" kunne både være blevet kækt charmerende og gennemført sukkersød. Men den er ingen af delene, bare larmende ligegyldig. Som the great, but not yet late Roger Ebert skrev i sin anmeldelse: "Valentine's Day is being marketed as a date movie. I think it's more of a first-date movie. If your date likes it, do not date that person again."
Men marketingafdelingens plan virkede. "Valentine's Day" trak folk i biografen i stimer, og det gav det næsthøjeste omsætningstal nogensinde for en romantisk komedie på en amerikansk åbningsweekend, kun overgået med nogle få tusind dollars af "Sex and the City".
Med sådan en bunke store navne om bord kan man selvsagt kun lave en ensemblefilm, og målet har da også tydeligvis været at lave noget i stil med "Love Actually". Problemet er bare, at den her har endnu flere personer og dermed endnu flere handlingstråde, så "Valentine's Day" kommer ikke i nærheden af forbilledets charme. Man lærer aldrig nogen af personerne ordentligt at kende, og eftersom hele filmen naturligvis udspiller sig på Valentine's Day, er handlingstrådene reelt bare en masse korte, sammenklippede vignetter.
Derfor hæver historierne i filmen sig heller ikke over de gængse romantiske klicheer, og man bliver aldrig tilnærmelsesvis grebet af den, ligesom den egentlig heller ikke er specielt morsom. Det hele foregår i et småkedeligt, jævnt hyggeligt luntetrav, hvor absolut ingen kan blive fornærmet over, hvad de ser. Men det er vel meget typisk for Garry Marshalls film. Den her satser tilsyneladende på, at publikum bliver glade, bare de kan genkende en snert af den gnist af forelskelse, de engang selv har oplevet.
"Valentine's Day" er nemlig pæn og poleret og gennemført ufarlig. De mange stjerner hopper ind og ud af scenerne uden at kunne gøre hverken fra eller til, men også uden at have tid nok til at falde igennem. Ashton Kutcher gør det o.k. som den blomsterhandler, der binder det meste af filmen sammen, men ellers var det Anne Hathaway og Jessica Biel, der sprang mest i øjnene hos mig. Biel udstiller bare samtidig filmens store problem: Den vil på få sekunders opbygning have os til at tro på, at en succesfuld, sexet karrierekvinde i Biels skikkelse hader Valentine's Day, fordi hun aldrig har oplevet dagen sammen med en kæreste ...
En film ved navn "Valentine's Day" kunne både være blevet kækt charmerende og gennemført sukkersød. Men den er ingen af delene, bare larmende ligegyldig. Som the great, but not yet late Roger Ebert skrev i sin anmeldelse: "Valentine's Day is being marketed as a date movie. I think it's more of a first-date movie. If your date likes it, do not date that person again."
Men marketingafdelingens plan virkede. "Valentine's Day" trak folk i biografen i stimer, og det gav det næsthøjeste omsætningstal nogensinde for en romantisk komedie på en amerikansk åbningsweekend, kun overgået med nogle få tusind dollars af "Sex and the City".
25/02-2010
