Bidsk politisk satire i højt tempo

4.0
I 2005 var instruktør Armando Iannucci én af bagmændene bag BBC-serien "The Thick of It", som er en slags moderne "Yes Minister" om spindoktorer, embedsmænd og politikere i aktion. Serien har indtil videre kørt i tre sæsoner, og Iannucci løfter nu konceptet ind i denne spillefilm, hvor især én person fra serien går igen.

Nemlig Peter Capaldi i en helt fantastisk rolle som den britiske premierministers spindoktor - en ondskabsfuld, kynisk manipulator, der ikke kan tale med nogen uden både at svine dem til og true dem. Han er kendetegnende for hele filmens politiske univers, for "In the Loop" er en virkelig sortsynet satire over det politiske system. Som i "Yes Minister" er det embedsmændene (og spindoktorerne), der styrer showet, mens ministrene er nogle vattede fjolser. Til forskel fra Sir Humphreys dage styres tingene dog ikke ud fra noget embedsmandsideal - her handler det udelukkende om magt.

"In the Loop" foregår over nogle få dage i London og Washington, hvor luskede kræfter i den amerikanske administration skubber landet mod en krig i Mellemøsten. Den britiske udviklingsminister bliver sendt over for at finde ud af, hvad der foregår, men hverken han eller hans grønne kommunikationsrådgiver har helt styr på, hvad de foretager sig i det politiske spil. Plottet hentyder åbenlyst til krigserklæringen mod Irak, inklusive forfalskede efterretningsrapporter og meget andet godt. Og man kan vist ikke påstå, at Armando Iannucci er fan af hverken Bush- eller Blair-regeringen.

"In the Loop" er en meget morsom film, hvis man er til den her form for sort satire, der drøner over lærredet i højt tempo. Samtlige medvirkende vælter rundt som hunde i et stort spil kegler, og den ene bizarre samtale afløser den anden. Det er så også ved at blive lidt for meget, for filmen kører kun i ét spor, men dens kyniske vid holder den trods alt oven vande.

Og Capaldi er som nævnt fantastisk i spidsen for en samling skuespillere, der mestendels er bedst kendt fra tv - bl.a. Gina McKee, Mimi Kennedy, James Gandolfini og Anna Chlumsky er også underholdende skarpe i deres roller.

"In the Loop" er ikke en film for enhver smag, men hvis du er til politisk satire, er den klart værd at se.
In the Loop