Forrygende Freeman, langtfra forrygende film
3.0
Nelson Mandela og rugby. Det virker måske som to mærkelige ting at kombinere, men Clint Eastwoods seneste film er netop historien om Mandelas første år som Sydafrikas præsident, hvor han brugte det sydafrikanske rugbylandshold som symbol på forsoning og national selvfølelse. Rugbylandsholdet bestod traditionelt kun af hvide afrikaanere og var derfor et symbol på apartheid i de sortes øjne. Men Mandela stillede sig meget synligt bag holdet og sørgede for, at det blev en fælles folkefest, da Sydafrika på hjemmebane vandt VM i 1995.
Det er sådan set hele historien i "Invictus", som først og fremmest er et portræt af en usædvanligt begavet, fremsynet politisk figur. Mandelas fredselskende linje skildres som kontrast til mere rabiate ANC-folks ønske om hævn - og det er altså også imponerende, at manden kunne holde et så køligt overblik og konsekvent søge fred og forsoning, efter at apartheid-styret havde holdt ham fængslet i 27 år. Filmens helt store oplevelse er derfor også Morgan Freemans afdæmpet suveræne spil som Mandela. Freeman rammer ham utroligt præcist med en underspillet charme og intelligens, som gør rollen virkelig troværdig.
Men "Invictus" er så reelt heller ikke mere end et helteportræt af Mandela. Matt Damon blegner til sammenligning i filmens anden store rolle som rugbylandsholdets anfører, og scenerne fra rugby-VM er ærligt talt heller ikke særligt interessante. Instruktør Eastwood får ikke engang opbygget overbevisende spænding i den store finale mod de newzealandske kæmpefavoritter (det var sjovere at se kampene live på Eurosport i 1995 :-). Plus at der rundt om hovedpersonerne er mere end rigeligt med scener, der symbolsk viser forvandlingen fra mistænksomhed til forsoning mellem sorte og hvide.
"Invictus" har et overordnet budskab, som det er svært at være uenig i, og som ikke kan gentages ofte nok. At man skal søge forsoning og konstruktivt samarbejde frem for hævn og had. Men derudover mangler den altså noget skarphed og drama, som kunne hæve filmen over en småkedelig totaloplevelse, som kun kan komme op på tre små stjerner. Bille Augusts Mandela-film, "Goodbye Bafana", var i mine øjne klart bedre og et langt mere interessant billede af Sydafrikas mentale tilstand i tiden omkring apartheids endeligt.
Det er sådan set hele historien i "Invictus", som først og fremmest er et portræt af en usædvanligt begavet, fremsynet politisk figur. Mandelas fredselskende linje skildres som kontrast til mere rabiate ANC-folks ønske om hævn - og det er altså også imponerende, at manden kunne holde et så køligt overblik og konsekvent søge fred og forsoning, efter at apartheid-styret havde holdt ham fængslet i 27 år. Filmens helt store oplevelse er derfor også Morgan Freemans afdæmpet suveræne spil som Mandela. Freeman rammer ham utroligt præcist med en underspillet charme og intelligens, som gør rollen virkelig troværdig.
Men "Invictus" er så reelt heller ikke mere end et helteportræt af Mandela. Matt Damon blegner til sammenligning i filmens anden store rolle som rugbylandsholdets anfører, og scenerne fra rugby-VM er ærligt talt heller ikke særligt interessante. Instruktør Eastwood får ikke engang opbygget overbevisende spænding i den store finale mod de newzealandske kæmpefavoritter (det var sjovere at se kampene live på Eurosport i 1995 :-). Plus at der rundt om hovedpersonerne er mere end rigeligt med scener, der symbolsk viser forvandlingen fra mistænksomhed til forsoning mellem sorte og hvide.
"Invictus" har et overordnet budskab, som det er svært at være uenig i, og som ikke kan gentages ofte nok. At man skal søge forsoning og konstruktivt samarbejde frem for hævn og had. Men derudover mangler den altså noget skarphed og drama, som kunne hæve filmen over en småkedelig totaloplevelse, som kun kan komme op på tre små stjerner. Bille Augusts Mandela-film, "Goodbye Bafana", var i mine øjne klart bedre og et langt mere interessant billede af Sydafrikas mentale tilstand i tiden omkring apartheids endeligt.
28/02-2010
