Livet på bunden
5.0
Claireece Precious Jones er 16 år gammel. Sort. Fed. Analfabet. Gravid for anden gang - ligesom den første efter at være blevet voldtaget af sin far. Og med en hverdag, der mest består af at knokle for sin dominerende, ondskabsfulde og voldelige mor.
Det er udgangspunktet for "Precious", som er baseret på en roman af Sapphire, der selv er vokset op i et lignende miljø i bl.a. Harlem. "Precious" er, som det fremgår, en forfærdelig historie om misbrug, fattigdom og social arv i den amerikanske underklasse, fortalt med lige så forfærdende troværdighed.
Filmens største styrke er nemlig, at den uden illusioner skildrer de mekanismer, som fastholder underklassen som underklasse. Nøglerollen i historien er Precious' mor, som selv er et sølle socialt tilfælde, men hakker nedad på datteren, som hun bl.a. beskylder for selv at være skyld i faderens incest. Spillet med en fuldstændig gigantisk præstation af Mo'Nique, der er uhyggeligt overbevisende som det her onde, onde, onde og i sidste ende også ynkelige menneske. Mo'Nique har i de seneste måneder vundet stort set alle priser, der findes i kategorien "bedste kvindelige birolle", og hun vinder også en Oscar. Yderst fortjent - jeg vil umiddelbart mene, at hendes spil er det bedste, der blev leveret i nogen film i 2009.
Som kontrast til moderen har filmen så Precious selv. På trods af sit forfærdelige liv rækker hun nemlig ud efter chancen for at blive mønsterbryder, da hun får et tilbud om at komme på en specialskole for socialt udsatte. Og deri ligger filmens håb; at de her mennesker kan få et bedre liv, hvis man giver dem målrettet hjælp. "Precious" bevæger sig på det punkt i en fin balance, hvor historien på den ene side er meget amerikansk drøm og alle-kan-blive-til-noget, men på den anden side heller ikke er naiv. Når stemningen bliver rosenrød, kommer virkeligheden nemlig tilbage og sparker Precious igen.
Også den positive side af filmen er virkelig godt spillet. Kæmpekvinden Gabourey Sidibe er strålende som Precious - det er værd at bemærke, at Sidibe slet ikke er skuespiller, men studerede psykologi, da hun blev castet til filmen. Hun har så yderligere to flotte biroller at spille op imod i henholdsvis Paula Patton som lærerinde og Mariah Carey som socialrådgiver.
"Precious" har utroligt mange kvaliteter, men er samtidig en overraskende ujævn film. Instruktør Lee Daniels har valgt at iscenesætte Precious' drømme om at blive kendt og attrået i en række drømmesekvenser, som jeg simpelt hen ikke synes fungerer. De er givetvis tænkt som et opløftende brud på den tungsindige stemning, men jeg synes, de alt for kraftigt bryder filmens rytme. Der er også nogle af snapshot-scenerne fra Precious' hverdag, som godt kunne have været klippet fra. Men til gengæld sparker filmen så utroligt hårdt og præcist, når den for alvor tager fat.
Så på trods af sin ujævnhed er "Precious" en virkelig god film. Den er et for spillefilm usædvanligt ærligt og trøstesløst blik på USA's nederste underklasse, båret af imponerende godt skuespil.
Det er udgangspunktet for "Precious", som er baseret på en roman af Sapphire, der selv er vokset op i et lignende miljø i bl.a. Harlem. "Precious" er, som det fremgår, en forfærdelig historie om misbrug, fattigdom og social arv i den amerikanske underklasse, fortalt med lige så forfærdende troværdighed.
Filmens største styrke er nemlig, at den uden illusioner skildrer de mekanismer, som fastholder underklassen som underklasse. Nøglerollen i historien er Precious' mor, som selv er et sølle socialt tilfælde, men hakker nedad på datteren, som hun bl.a. beskylder for selv at være skyld i faderens incest. Spillet med en fuldstændig gigantisk præstation af Mo'Nique, der er uhyggeligt overbevisende som det her onde, onde, onde og i sidste ende også ynkelige menneske. Mo'Nique har i de seneste måneder vundet stort set alle priser, der findes i kategorien "bedste kvindelige birolle", og hun vinder også en Oscar. Yderst fortjent - jeg vil umiddelbart mene, at hendes spil er det bedste, der blev leveret i nogen film i 2009.
Som kontrast til moderen har filmen så Precious selv. På trods af sit forfærdelige liv rækker hun nemlig ud efter chancen for at blive mønsterbryder, da hun får et tilbud om at komme på en specialskole for socialt udsatte. Og deri ligger filmens håb; at de her mennesker kan få et bedre liv, hvis man giver dem målrettet hjælp. "Precious" bevæger sig på det punkt i en fin balance, hvor historien på den ene side er meget amerikansk drøm og alle-kan-blive-til-noget, men på den anden side heller ikke er naiv. Når stemningen bliver rosenrød, kommer virkeligheden nemlig tilbage og sparker Precious igen.
Også den positive side af filmen er virkelig godt spillet. Kæmpekvinden Gabourey Sidibe er strålende som Precious - det er værd at bemærke, at Sidibe slet ikke er skuespiller, men studerede psykologi, da hun blev castet til filmen. Hun har så yderligere to flotte biroller at spille op imod i henholdsvis Paula Patton som lærerinde og Mariah Carey som socialrådgiver.
"Precious" har utroligt mange kvaliteter, men er samtidig en overraskende ujævn film. Instruktør Lee Daniels har valgt at iscenesætte Precious' drømme om at blive kendt og attrået i en række drømmesekvenser, som jeg simpelt hen ikke synes fungerer. De er givetvis tænkt som et opløftende brud på den tungsindige stemning, men jeg synes, de alt for kraftigt bryder filmens rytme. Der er også nogle af snapshot-scenerne fra Precious' hverdag, som godt kunne have været klippet fra. Men til gengæld sparker filmen så utroligt hårdt og præcist, når den for alvor tager fat.
Så på trods af sin ujævnhed er "Precious" en virkelig god film. Den er et for spillefilm usædvanligt ærligt og trøstesløst blik på USA's nederste underklasse, båret af imponerende godt skuespil.
28/02-2010
