The Wolfman

Af natur er jeg altid nysgerrig, når der står monstre på plakaten, men det har den konsekvens, at man også får det rigtig mange film og derved bliver lidt af en kræsenpind. Når man har set det meste, ligefra filmhistoriens måske mest gennemførte monster i Alien, over den gumpetunge favorit Godzilla (dog skal man holde sig langt fra den fæle stinker fra Hollywood), til de bizare og direkte hysterisk morsomme versioner i eksempelvis The Stuff og Reptilicus, så begynder man at danne sig et klart indtryk af, hvad en monsterfilm skal kunne, Det skal, for mit vedkommende, kunne fascinere og have et psykologisk aspekt, som rent faktisk gør filmen "troværdig". Som førnævnte Alien, der på original vis piller ved den tidsløse forstilling om liv i rummet. Vi kan reelt ikke vide, om de virkelig eksisterer.

The Wolfman piller som sådan også ved vores psyke. Dog er det den del af psyken, som nemt bliver overvundet af fornuften og derfor bliver det aldrig skræmmende. Det er ganske enkelt for urealistisk. Disse historier om mennesker der forvandler sig til blodtørstige monstre, har helt sikkert været lige til at skide i bukserne af skræk over, dengang hvor lys ikke kom fra en elpære og videnskaben endnu mente, at jorden var flad.
Personligt finder jeg intet skræmmende eller fascinerende ved denne nye version af den gamle klassiker. Tilgengæld tog jeg mig selv i at grine lidt ind imellem. For mig ligner filmens fortolkning af varulve (omend den er ganske tro imod de klassiske films kostumer), mere en slags arrig koala. Stik den da noget eucalyptus, så vi kan få lidt fred!

Dette er med andre ord ikke filmen, som revolutionerer genren. Til det er den simpelthen for forudsigelig, klodset og fordummende. Find hellere Silence og the Lambs frem fra samlingen og se Anthony Hopkins vise et ægte monster.