Skuffende Alice
3.0
Den her film havde jeg glædet mig til i lang tid. Kombinationen af Lewis Carrolls klassiske vrøvleunivers og Tim Burtons visuelle galskab virkede perfekt. Men desværre er resultatet klart mere Burton-liret end Carroll-skævt.
Instruktør Burton har ikke direkte filmatiseret Carrolls bog, for filmen bygger på et manuskript af Linda Woolverton, der bl.a. var medforfatter på "Beauty and the Beast" og "The Lion King". Hendes historie udspiller sig 13 år efter Alices første møde med Eventyrland, hvor hovedpersonen igen dratter ned i et hul og møder en verden, der trækker på elementer fra både "Alice's Adventures in Wonderland" og "Through the Looking-Glass".
Den onde Røde Dronning har taget magten i Eventyrland, og Alice viser sig at være en nøgleperson i Den Hvide Dronnings kamp for kronen. Og den eventyrlige handling har klare paralleller til Alices liv over jorden, hvor hendes familie forsøger at presse hende til at gifte sig mod sin vilje.
Jeg vil gerne give Woolverton point for overhovedet at turde genskrive Carroll, men ét eller andet sted mellem hendes historie og Burtons instruktion går filmen galt i byen. Manuskriptet har mange sjove indslag og referencer, men det reducerer også Alice til en slags actionheltinde, der først skal på en quest og derefter vinde et stort fantasyslag. I det hele taget betyder den overordnede kamp mellem godt og ondt, at flere af Eventyrland-figurerne bliver meget mere logisk motiverede. Det var altså ikke meningen hos Carroll.
Og samtidig formår Tim Burton ikke helt at knytte filmen sammen til en spændende helhed. Visuelt er den - selvfølgelig - fantastisk, fyldt med sære indslag i flot detaljerede billeder. Det bliver bare aldrig til det charmerende, men også dystre vanvid, som Lewis Carroll fremmanede i sine bøger. Mere et sødt, stilistisk flot fantasitivoli.
Jeg er selvfølgelig stærkt farvet af, at jeg synes, "Alice's Adventures in Wonderland" er en forrygende bog. Men jeg var altså skuffet over, at filmen ikke lever op til forlæggets vrøvlestil, men tværtimod hiver det ned til mere ordinær underholdning. Det er ikke helt skidt, men heller ikke godt nok - på trods af, at Alan Rickman er en god Caterpillar, Stephen Fry en fin Cheshire Cat, det er fedt at høre Johnny Depp recitere Jabberwocky-digtet, og Helena Bonham Carter er imponerende god til at skrige "Off with their heads!".
Instruktør Burton har ikke direkte filmatiseret Carrolls bog, for filmen bygger på et manuskript af Linda Woolverton, der bl.a. var medforfatter på "Beauty and the Beast" og "The Lion King". Hendes historie udspiller sig 13 år efter Alices første møde med Eventyrland, hvor hovedpersonen igen dratter ned i et hul og møder en verden, der trækker på elementer fra både "Alice's Adventures in Wonderland" og "Through the Looking-Glass".
Den onde Røde Dronning har taget magten i Eventyrland, og Alice viser sig at være en nøgleperson i Den Hvide Dronnings kamp for kronen. Og den eventyrlige handling har klare paralleller til Alices liv over jorden, hvor hendes familie forsøger at presse hende til at gifte sig mod sin vilje.
Jeg vil gerne give Woolverton point for overhovedet at turde genskrive Carroll, men ét eller andet sted mellem hendes historie og Burtons instruktion går filmen galt i byen. Manuskriptet har mange sjove indslag og referencer, men det reducerer også Alice til en slags actionheltinde, der først skal på en quest og derefter vinde et stort fantasyslag. I det hele taget betyder den overordnede kamp mellem godt og ondt, at flere af Eventyrland-figurerne bliver meget mere logisk motiverede. Det var altså ikke meningen hos Carroll.
Og samtidig formår Tim Burton ikke helt at knytte filmen sammen til en spændende helhed. Visuelt er den - selvfølgelig - fantastisk, fyldt med sære indslag i flot detaljerede billeder. Det bliver bare aldrig til det charmerende, men også dystre vanvid, som Lewis Carroll fremmanede i sine bøger. Mere et sødt, stilistisk flot fantasitivoli.
Jeg er selvfølgelig stærkt farvet af, at jeg synes, "Alice's Adventures in Wonderland" er en forrygende bog. Men jeg var altså skuffet over, at filmen ikke lever op til forlæggets vrøvlestil, men tværtimod hiver det ned til mere ordinær underholdning. Det er ikke helt skidt, men heller ikke godt nok - på trods af, at Alan Rickman er en god Caterpillar, Stephen Fry en fin Cheshire Cat, det er fedt at høre Johnny Depp recitere Jabberwocky-digtet, og Helena Bonham Carter er imponerende god til at skrige "Off with their heads!".
16/03-2010
