an Apatow prod. joint
4.0
Den unge instruktør David Gordon Green har med sine tidligere film hovedsagligt opereret indenfor den smallere amerikanske filmscene, hvor hans værker har været af en mere introvert og eksperimenterende stil, tydeligvis inspireret af den sanselige instruktør-bror Terence Malick. At Green blev udpeget til at videreføre stimen af lavhumoristiske, men hjertefyldte hits efter den nylige komedierevolutions Godfather, Judd Apatow, kan derfor forekomme som noget af en overraskelse. Et spændende, men ikke fuldt ud vellykket valg.
Pineapple Express indledes med et flashback, hvori den amerikanske hær har opdaget et unikt euforiserende stof, der lukker ned for rationaliteten og op for den sanselige nydelse. Med en cameo fra altid fantastiske Bill Hader, fremlægges den humoristiske tone fra starten. Hvis man ikke er vild med hash-humor eller avanceret infantilitet, så kan man ligeså slukke, og det virker på instruktøren som om, han egentlig er ligeglad. Skid eller hop af potten (så at sige).
Klip til nutiden, hvor stoffets effekt udvises. Seth Rogen spiller med vanlig sympatiskabelse den hashrygende samfundstaber Dale Denton, der er en stenet processtævner uden mål i livet. Dagene går med det nemme job, en lidt for ung kæreste og et regelmæssigt besøg hos pusheren Saul Silver, spillet med en herlig absurditet af den normalt så stive James Franco. Denton er egentlig godt tilfreds med tilværelsen, så det er med stor irritation, at han overværer et mord begået af en højtstående narkobaron og en skinger politikvinde. Denton hiver sin pusher med i de fatale begivenheder, og sammen er de nu på flugt fra den koldblodige forretningsmand, politiet og to sensitive lejemordere.
Plottet i Pineapple Express er tyndere end gennemskåret papir, og man kommer hurtig til at savne det klare mål og fremdrift, der var at finde i tidligere film som de mere vellykkede Superbad og Knocked Up. Green er, som tidligere i nogle af hans værker, mere interesseret i de enkeltstående sekvenser end helheden. De lange scener lader omhyggeligt de veloplagte skuespillere improvisere sig fremad, mens karaktererne står stærkt i centrum. Green har tidligere udvist en forkærlighed for outsidere, og ud fra dette aspekt er han på hjemmebane med Pineapple Express. Denton og Silver er tabere af nederste skuffe, inkompetente, virkelighedsfraværende og meget morsomme. Spillet mellem Rogen og Franco slår komiske gnister, og man føler sig i fremragende selskab blandt disse evindeligt afslappede herrer, der aldrig helt forstår, hvor farlig deres situation er. Rogen (der også er medforfatter på filmen) er helt igennem fantastisk til at skildre den heteroseksuelle affektion mellem mænd, og Pineapple Express er ikke kun en film om hashrygende tabere, det er også en varmende historie om et spirende venskab, og heri ligger filmens charmerende og yndefulde kerne. Blandt de tunge tåger ses dette element dog desværre for sporadisk.
Pineapple Express er en komisk genfortolkning af den klicheprægede amerikanske actionfilm, og når først holdet går i gang med at affektionsnaragtiggøre konventionerne, stopfodres man med humorguldkorn af den mest skinnende slags. Chefen, der vil have en større kniv. Saul, der sparker ruden i stykker, men i stedet får foden sat fast i glasset. De ulogisk placerede våben, som hjælper karaktererne under det store actionklimaks, der er en Die Hard film værdig. Det er intelligent og rammende bedrevet, men desværre bliver de euforiserende morsomheder aldrig konsekvente. Pineapple Express er en meget ujævn komedie, der har en herlig besat rollebesætning og masser af mindeværdige punchlines og scener (en to-mod-en slagsmål, der veksler mellem hårdtslående maskulinitet og patetisk depravering, glemmes i særdeleshed sent), men den sammenhængende tråd syes aldrig, og man efterlader filmen uden desværre at være blevet revet hele manegen rundt. Pineapple Express er dog langt over niveau i forhold til majoriteten af andre amerikanske komedier, der er forfaldet til et repetitivt mønster af kunstnerisk og kreativt lavblus og intetsigende enfoldighed. Man er utvivlsomt i godt og morsomt selskab med Green og co., men oplevelsen fastsømmes ultimativt ikke gnidningsfrit.
Pineapple Express indledes med et flashback, hvori den amerikanske hær har opdaget et unikt euforiserende stof, der lukker ned for rationaliteten og op for den sanselige nydelse. Med en cameo fra altid fantastiske Bill Hader, fremlægges den humoristiske tone fra starten. Hvis man ikke er vild med hash-humor eller avanceret infantilitet, så kan man ligeså slukke, og det virker på instruktøren som om, han egentlig er ligeglad. Skid eller hop af potten (så at sige).
Klip til nutiden, hvor stoffets effekt udvises. Seth Rogen spiller med vanlig sympatiskabelse den hashrygende samfundstaber Dale Denton, der er en stenet processtævner uden mål i livet. Dagene går med det nemme job, en lidt for ung kæreste og et regelmæssigt besøg hos pusheren Saul Silver, spillet med en herlig absurditet af den normalt så stive James Franco. Denton er egentlig godt tilfreds med tilværelsen, så det er med stor irritation, at han overværer et mord begået af en højtstående narkobaron og en skinger politikvinde. Denton hiver sin pusher med i de fatale begivenheder, og sammen er de nu på flugt fra den koldblodige forretningsmand, politiet og to sensitive lejemordere.
Plottet i Pineapple Express er tyndere end gennemskåret papir, og man kommer hurtig til at savne det klare mål og fremdrift, der var at finde i tidligere film som de mere vellykkede Superbad og Knocked Up. Green er, som tidligere i nogle af hans værker, mere interesseret i de enkeltstående sekvenser end helheden. De lange scener lader omhyggeligt de veloplagte skuespillere improvisere sig fremad, mens karaktererne står stærkt i centrum. Green har tidligere udvist en forkærlighed for outsidere, og ud fra dette aspekt er han på hjemmebane med Pineapple Express. Denton og Silver er tabere af nederste skuffe, inkompetente, virkelighedsfraværende og meget morsomme. Spillet mellem Rogen og Franco slår komiske gnister, og man føler sig i fremragende selskab blandt disse evindeligt afslappede herrer, der aldrig helt forstår, hvor farlig deres situation er. Rogen (der også er medforfatter på filmen) er helt igennem fantastisk til at skildre den heteroseksuelle affektion mellem mænd, og Pineapple Express er ikke kun en film om hashrygende tabere, det er også en varmende historie om et spirende venskab, og heri ligger filmens charmerende og yndefulde kerne. Blandt de tunge tåger ses dette element dog desværre for sporadisk.
Pineapple Express er en komisk genfortolkning af den klicheprægede amerikanske actionfilm, og når først holdet går i gang med at affektionsnaragtiggøre konventionerne, stopfodres man med humorguldkorn af den mest skinnende slags. Chefen, der vil have en større kniv. Saul, der sparker ruden i stykker, men i stedet får foden sat fast i glasset. De ulogisk placerede våben, som hjælper karaktererne under det store actionklimaks, der er en Die Hard film værdig. Det er intelligent og rammende bedrevet, men desværre bliver de euforiserende morsomheder aldrig konsekvente. Pineapple Express er en meget ujævn komedie, der har en herlig besat rollebesætning og masser af mindeværdige punchlines og scener (en to-mod-en slagsmål, der veksler mellem hårdtslående maskulinitet og patetisk depravering, glemmes i særdeleshed sent), men den sammenhængende tråd syes aldrig, og man efterlader filmen uden desværre at være blevet revet hele manegen rundt. Pineapple Express er dog langt over niveau i forhold til majoriteten af andre amerikanske komedier, der er forfaldet til et repetitivt mønster af kunstnerisk og kreativt lavblus og intetsigende enfoldighed. Man er utvivlsomt i godt og morsomt selskab med Green og co., men oplevelsen fastsømmes ultimativt ikke gnidningsfrit.
22/03-2010
