overvurderet skildring af generationsbyrde
4.0
Thomas Vinterbeg er manden bag en af de bedste og mest succesrige danske film nogensinde, Festen. Med Submarino forsøger han at skyde rampelyset væk fra denne film, og vise at han ikke bare bør være kendt som' instruktøren bag festen".
Dette lykkes til dels. Submarino vil uden tvivl opnå lige så meget omtale som festen, i den periode den er aktuel. Den har dog ikke de samme klassiker egenskaber som Festen besidder, og den vil derfor heller aldrig kunne forme en generation af danske film på samme måde som Festen gjorde. Til gengæld er Submarino en yderst samfundsrelevant film, der sætter fokus på emner som ikke er blevet berørt siden Nordkraft.
Filmen er en rå og troværdig beskrivelse af Københavns Nordvest kvarter. Nordvest er udstillet som et trøstesløst sted, hvor narkomaner og bander er den primære befolkning. Nordvest er bopæl for vores første hovedperson, Nick. De depressive omgivelser medvirker til en nedsat livskvalitet og lyst, der forsager i en modvilje til at udvikle sig selv som person.
Vores anden hovedperson, er Nicks bror. Han lider af narkomani, og sælger stoffer til dagen og vejen. midt i alt dette befinder hans søn sig. I modsætning til Nick, besidder han viljen til at komme videre, men vælger de forkerte veje og ender i forkerte hænder.
Submarinos omdrejningspunkt, er den alt overdøvende beskrivelse af barndommens naivitet og uskyld. Man følger to drenge, der gennem modgang og svigt udvikler sig til det de selv har frygtet. Det samme frygter man som seer for vores ene hovedpersons søn, som lever i en ligeså rå hverdag af svigt, som hans far gjorde. Til gengæld har denne dreng fået skænket en gave af faderkærlighed, der gør at man aldrig mister håbet for ham.
Hvis filmen skulle have fungeret hundrede procent for mig, ville jeg have ønsket en endnu mere rå kerne. Jeg fornemmer til tider at enkelte scener er blevet blødgjort, og hårdhed er blevet fravalgt. Submarino er stadig barsk, men for mig fungerede den ikke som den øjenåbner den tydeligvis er ment til at skulle være. Man sidder som seer med et lille håb, og en forventning om noget bedre når filmen slutter. Det ville jeg gerne have undværet, for på den måde ville filmen have kunnet opnå sit fulde potentiale.
Stjernerne går til de fremragende skuespiller præstationer, specielt fra den unge side, som sjældent er set bedre på dansk film. Jeg vil også give min respekt til instruktøren, som uden tvivl har styr på hvor han vil hen med sin film, men som ikke har turdet at gå hele vejen. Filmen er baseret på en bog, som jeg ikke har læst, hvilket måske bidrager til min opfattelse af filmen.
Dette lykkes til dels. Submarino vil uden tvivl opnå lige så meget omtale som festen, i den periode den er aktuel. Den har dog ikke de samme klassiker egenskaber som Festen besidder, og den vil derfor heller aldrig kunne forme en generation af danske film på samme måde som Festen gjorde. Til gengæld er Submarino en yderst samfundsrelevant film, der sætter fokus på emner som ikke er blevet berørt siden Nordkraft.
Filmen er en rå og troværdig beskrivelse af Københavns Nordvest kvarter. Nordvest er udstillet som et trøstesløst sted, hvor narkomaner og bander er den primære befolkning. Nordvest er bopæl for vores første hovedperson, Nick. De depressive omgivelser medvirker til en nedsat livskvalitet og lyst, der forsager i en modvilje til at udvikle sig selv som person.
Vores anden hovedperson, er Nicks bror. Han lider af narkomani, og sælger stoffer til dagen og vejen. midt i alt dette befinder hans søn sig. I modsætning til Nick, besidder han viljen til at komme videre, men vælger de forkerte veje og ender i forkerte hænder.
Submarinos omdrejningspunkt, er den alt overdøvende beskrivelse af barndommens naivitet og uskyld. Man følger to drenge, der gennem modgang og svigt udvikler sig til det de selv har frygtet. Det samme frygter man som seer for vores ene hovedpersons søn, som lever i en ligeså rå hverdag af svigt, som hans far gjorde. Til gengæld har denne dreng fået skænket en gave af faderkærlighed, der gør at man aldrig mister håbet for ham.
Hvis filmen skulle have fungeret hundrede procent for mig, ville jeg have ønsket en endnu mere rå kerne. Jeg fornemmer til tider at enkelte scener er blevet blødgjort, og hårdhed er blevet fravalgt. Submarino er stadig barsk, men for mig fungerede den ikke som den øjenåbner den tydeligvis er ment til at skulle være. Man sidder som seer med et lille håb, og en forventning om noget bedre når filmen slutter. Det ville jeg gerne have undværet, for på den måde ville filmen have kunnet opnå sit fulde potentiale.
Stjernerne går til de fremragende skuespiller præstationer, specielt fra den unge side, som sjældent er set bedre på dansk film. Jeg vil også give min respekt til instruktøren, som uden tvivl har styr på hvor han vil hen med sin film, men som ikke har turdet at gå hele vejen. Filmen er baseret på en bog, som jeg ikke har læst, hvilket måske bidrager til min opfattelse af filmen.
29/03-2010
