Blowing In The Wind, Gone?
3.0
SPOILERS
Australia er en fremragende film, navnlig i kraft at filmens to store, fint antydede temaer, der reelt er ét: Nemlig et tema om at miste sine nære og om at lære at leve med det, acceptere det. Australia er symbolet på tab for Sarah. Sarah mister, først sin mand (uden særlig smerte, dog), dernæst så nok "sit" barn i en smuk, bittersød, skæbneironisk slutning, hvor drengen med virkeliggørelsen af filmens store politiske tema genforenes med sin slægt med smertelige følger for Sarah. At kunne ramme en dobbelttydig slutning på den måde er selvfølgelig ren weltklasse fra Luhrmann. Det er også en film om Drovers selvdestruktive had til den hvide race som følge af et tilsvarende tab og hans lange vej gennem eskapismen, flugten fra følelserne og til at genvinde troen på de samme mennesker, personificeret af Sarah, som han længe ikke kan elske.
De to store temaer binder filmen storladent og elegangt sammen med et politisk statement og med en superkitschet retrostil, der henlægger filmen til 40'erne rent scenografisk, fotografisk, i sin dialog og på alle mulige andre tænkelige måder. Luhrmann har sat alle sejl til i en fiktiv historie om Australiens fødsel som moderne nation, længe før regeringen undskyldte fortidens overgreb.
Det er også en hyldest til alle store film, f.eks. Once Upon A Time In The West (hustruens ankomst lige efter drabet på manden), Hombre (Drovers had til den hvide race), Wizard Of Oz (overalt), Gone With The Wind (overalt), Dances With Wolves (hånden berører kornet), Romeo + Juliet (Drover tror Sarah er død), The Man Who Knew Too Much (barnet, der genfinder sin mor ved hjælp af musikken). Selv lidt Kitano fra Kikujiro kan en Kitano-elsker som jeg indfortolke i filmens sidste scene, hvor Sarah med øjnene tager endeligt afsked med det familieliv, hun aldrig fik.
Navnlig én ting imponerer filmisk: Og det er hvor flot og uinsisterende Luhrmann med sin slutning (hvor Sarah må sige farvel til sin "søn") på én og samme tid og i én scene genopliver Gone With The Wind og får virkeliggjort både Scarletts tab af sine to børn og hendes ultimative nedtur fra da Rhett forlader hende. Og efter at have set Australia sidder man, præcis som efter Gone With The Wind, tilbage og tænker, hvordan skal det nu gå dem alle sammen? Kommer drengen tilbage? Hvad har Sarah og Drover tilbage at kæmpe for i livet? Deres kærlighed? Eller overmandes de af bitterhed? Svarene tages af blæsten. Borte? Eller er det ikke bare helt op til os selv, hvordan det hele slutter.
Australia er en fremragende film, navnlig i kraft at filmens to store, fint antydede temaer, der reelt er ét: Nemlig et tema om at miste sine nære og om at lære at leve med det, acceptere det. Australia er symbolet på tab for Sarah. Sarah mister, først sin mand (uden særlig smerte, dog), dernæst så nok "sit" barn i en smuk, bittersød, skæbneironisk slutning, hvor drengen med virkeliggørelsen af filmens store politiske tema genforenes med sin slægt med smertelige følger for Sarah. At kunne ramme en dobbelttydig slutning på den måde er selvfølgelig ren weltklasse fra Luhrmann. Det er også en film om Drovers selvdestruktive had til den hvide race som følge af et tilsvarende tab og hans lange vej gennem eskapismen, flugten fra følelserne og til at genvinde troen på de samme mennesker, personificeret af Sarah, som han længe ikke kan elske.
De to store temaer binder filmen storladent og elegangt sammen med et politisk statement og med en superkitschet retrostil, der henlægger filmen til 40'erne rent scenografisk, fotografisk, i sin dialog og på alle mulige andre tænkelige måder. Luhrmann har sat alle sejl til i en fiktiv historie om Australiens fødsel som moderne nation, længe før regeringen undskyldte fortidens overgreb.
Det er også en hyldest til alle store film, f.eks. Once Upon A Time In The West (hustruens ankomst lige efter drabet på manden), Hombre (Drovers had til den hvide race), Wizard Of Oz (overalt), Gone With The Wind (overalt), Dances With Wolves (hånden berører kornet), Romeo + Juliet (Drover tror Sarah er død), The Man Who Knew Too Much (barnet, der genfinder sin mor ved hjælp af musikken). Selv lidt Kitano fra Kikujiro kan en Kitano-elsker som jeg indfortolke i filmens sidste scene, hvor Sarah med øjnene tager endeligt afsked med det familieliv, hun aldrig fik.
Navnlig én ting imponerer filmisk: Og det er hvor flot og uinsisterende Luhrmann med sin slutning (hvor Sarah må sige farvel til sin "søn") på én og samme tid og i én scene genopliver Gone With The Wind og får virkeliggjort både Scarletts tab af sine to børn og hendes ultimative nedtur fra da Rhett forlader hende. Og efter at have set Australia sidder man, præcis som efter Gone With The Wind, tilbage og tænker, hvordan skal det nu gå dem alle sammen? Kommer drengen tilbage? Hvad har Sarah og Drover tilbage at kæmpe for i livet? Deres kærlighed? Eller overmandes de af bitterhed? Svarene tages af blæsten. Borte? Eller er det ikke bare helt op til os selv, hvordan det hele slutter.
30/03-2010
