Clash of The Effects

2.0
Der er en scene omkring halvvejs inde i denne big-budget opdateringen af originalen fra '81, hvor vores helt Perseus (Sam Worthington) og et par knapt definerede gør sig klar til at begive sig ud for at slagte den frygtelige Kraken og de ser en mekanisk ugle, der på mærkværdigvis skiller sig ud fra resten af filmens visuelle side og de andre soldater beder Perseus om at lade den være. Denne scene vil fortælle os, at Hollywood nu er 100% klar til at smide disse forældede effekter væk og begynde på noget mere storartet. Der er bare lige det at filmen, ligesom originalen, er et værre miksmaks af den populære mytologi.

Sam Worthington aka Perseus vil have hævn over Onkel Hades (Ralph Fiennes i en rolle, der minder mistænkeligt meget om Voldemort) for at have dræbt sin plejefar. Så er det frygteligt klicheprægede hævn-motiv på plads og man kan kun sidde og vente på, hvornår Perseus finder ud af at, uanset hvor meget han vil, kan han ikke vinde uden hjælp fra sin forhadte gude-far Zeus (Liam Nesson, der nærmest ligner en starlet fra 40'erne i sit kostume fremfor en respektindgydende over-gud).

Filmen er en stor opblæst ballon på bristepunktet. Actionscenerne er så forjagede filmet, klippet og fyldt med så meget effekt-gejl, at det er svært at skelne det ene fra det andet. Dette behøvede dog ikke at være en dårlig ting, da mytologien bag filmen er fyldt med modige krigere, grufulde og fantastiske skabninger, lande langt væk osv. Men denne film falder simpelthen på røven i sin "the noisier, the better" tankegang. Måske ikke overraskende, siden det jo er manden bag "The Incredible Hulk" der arbejder bag de store kameraer.

Der er ellers action nok til at skabe en god blockbuster, men computer-effekterne samt de påklistrede 3D-effekter reducerer klarheden over scenarierne en hel del og får biledet til at fremstå en smule mudret.

Nu er det jo heldigvis aldrig effekterne, men historien, der skal fænge publikum, men på trods af det store potentiale går manuskriptforfatterne alligevel galt i byen. Det hjælper heller ikke meget, at der hviler en utilsigtet følelse af 'camp' over hele projektet i skikkelse af både svulstig dialog og en desperat trang til konstant at forklare og genopfriske hvem der er hvem.

Så er der Sam Worthingtons meget flade præstation, der, på trods af to store succeser stadig befinder sig i den ironiske situation at mange publikummer endnu ikke ved hvem manden egentlig er. Faktisk er det mest interessante ved hans præstation at man kan høre, hvornår hans amerikanske accent smutter og ryger over i det australske modersmål.

Det lykkedes kort sagt ikke på nogen som helst fronter at føre publikum ind i den fantastiske verden og hvad der er tilbage, er en stor opsat computerspilslignende opsætning, hvor vores venner undervejs på deres 'quest' skal kæmpe hårdt mod de mørke kræfter. Dette er, på godt og ondt, en del af den originale mytologi, men når vi får det hele severet på et sølvfad med effekt-klister som tilbehør bliver bliver hele affæren uengagerende.

Jeg var ikke fanget, på noget tidspunkt. Men hold øje med Mads Mikkelsen, der sparker røv i en tør action-rolle, der ser ud til at passe ham vældig godt.

2 stjerner til hvad, der kunne være blevet så meget mere.
Clash Of The Titans - Titanernes Kamp