Filmmediet er ikke dødt endnu

Ja det er vel den største ros, man kan give denne film: at den holder liv i den transcendentale og meditative filmtradition. Der er jo ingen tvivl om at billedsiden og de stemninger, filmen opbygger, er forsøg på at skabe kunst og det lykkes også isoleret set. Den forekommer måske prætentiøs, men jeg tror ikke, man skal tage dialogerne og deres latterlige forløb seriøst. Det er i meget høj grad en barok film, der nærmest ligesom i Kafkas romaner opretholder en kynisk og ironisk distance til begivenhedernes gang.

Filmen tager ikke sig selv seriøst og den er i meget høj grad en parodi på sin egen vision: den er ikke ufrivilligt komisk, den er bare komisk. Det synes jeg er vigtigt at tage med: en instruktør behøver ikke nødvendigvis at være enig med de holdninger og stemninger vedkommendes film indeholder. Det overdrevent prætentiøse skal ikke ses som et oppustning eller en forfængelig skrøbelighed, vi kan benægte og afvise som "selvhævdende", "pseudo-intellektuel", osv. - snarere skal disse elementer ses som studier, afspejlinger og parodier. For mig er der ikke langt fra Tarantino og hans "hvad-nu-hvis"-drengerøvshumor i f.eks. Kill Bill eller Inglourious Basterds til Valhalla Rising og dens storslåede absurditet og selvironi.

Men som alle ved er kunstnere dumme og det bære denne film også præg af. Det fortærskede tema om kultur og natur, der med større virkning (men mindre kunstnerisk føling!) blev præsenteret i Triers Antichrist, er også det bærende tema i Valhalla Rising. One-Eye er et naturligt, dionysisk menneske, hvis interaktion med kristne, appolinske kulturopbyggere vi følger. Jerusalem er de kulturelle længsler og civilisationen, som de kristne for tågen aldrig finder. Naturen er stærkest og deres kultur- og civilisationsopbyggende indstilling må bugge under for en stadig barbarisk, grå og uåndelig verden. I en kristen allegori bliver de i stedet bragt til helvede (naturen) af One-Eye, der i sin kontakt hermed nok er satan selv uden naturligvis af den grund at være ond.

Der er fantastiske scener i filmen, der er sjove og sigende: fx. da en af de kristne bestemmer sig for at grundlægge et nyt Jerusalem i nordamerikas skove. Det er stemningsfuldt og meget interessant at følge disse kristne kulturmennesker og deres færden i en grusom natur, hvor viljen til selvopretholdelse er den eneste gældende moral. Filmen har på den måde et interessant udgangspunkt, men dyrker ikke sig selv nok: havde man droppet personificeringen af naturen i One-Eye og blot fulgt de kristne i deres håbløse forsøg på at opbygge kultur i natur var filmen nok blevet mere underholdende og sandsynligvis bedre. Det er det, der er filmens originale og bærende tanke - ikke forherligelsen af naturmennesket, som man har set så mange gange før. Drengens rolle i filmen må derudover siges at være rimeligt irriterende og patetisk.

Afslutningsvis skal man, uagtet filmens andre kvaliteter, se den på grund af dens stemninger og billeder. Nicolas Winding Refn viser i denne film at han til enhver tid er i stand til at skabe flottere billeder og mere intense stemninger end f.eks. Trier. Jeg ved ikke om jeg synes særligt om Valhalla Rising, men den viser en entusiasme og begejstring, der er sjælden og overgår de fleste nutidsinstruktører, jeg kan komme i tanke om. Derudover er filmen en af de flotteste, jeg overhovedet har set.