Kompromisløs kunstfilm
4.0
Jeg tror, at éns oplevelse af "Valhalla Rising" afhænger meget af de forventninger, man går ind med. Er det en historisk korrekt vikingesaga? Absolut ikke. Er det vikinge-fantasy/action med store skæg og store økser? Heller ikke, selv om filmen delvist maskerer sig som B-action med sin visuelle stil og hårde voldsscener.
Nej, "Valhalla Rising" er tværtimod hardcore kunstfilm af den slags, som primært ønsker at kommunikere via stemning og symbolik. Sådan noget, som en David Lynch kunne have fundet på i sine særeste øjeblikke.
Plottet er på overfladen til at overse: En enøjet vikingekriger kæmper sig fri efter mange års fangenskab, møder en gruppe kristne vikinger og tager med på deres korstog, som forvilder sig til Amerika og ender katastrofalt. Men filmen er altså heller ikke plotdrevet, snarere en slags meditation over mødet mellem kultur og natur. Et klassisk emne, som forfatter-instruktør Nicolas Winding Refn ikke bibringer meget nyt, men til gengæld skærer kompromisløst ud: Den nykristne vikingehøvdings forfængelige drøm om et nyt Jerusalem er dødsdømt fra starten, hvilket den synske Enøje naturligvis ved, og han leder blot sine følgesvende frem til den forudsagte brutale død. I sammenhængen er der jo så også en ret åbenlys symbolik i, at hovedpersonen er enøjet og synsk, og det understreger kun den hedenske naturtros sejr over de kristne.
Winding Refn formidler sin pointe via lange indstillinger i flotte billedkompositioner, tydeligt markerede drømmesyner og malerisk brutale dødsscener akkompagneret af Peter Peters rå guitarriffs. Jeg faldt hurtigt ind i filmens rytme og meditative stil og syntes, der var mange fine detaljer - ikke mindst den sære bersærkergangssekvens, som markerer, at vanviddet er sat ind for alvor. Men indrømmet, det er ikke alt, der fungerer lige godt, og man skal virkelig ville filmen for at få noget ud af den. Også selv om Mads Mikkelsen er imponerende som Enøje - det er altså godt klaret at være så tilstedeværende med en rolle helt uden replikker.
For mig bekræfter "Valhalla Rising", at Nicolas Winding Refn hører hjemme i gruppen af virkelig kompromisløse filmkunstnere. Jeg skrev Lynch længere oppe, men det er ikke nogen helt god sammenligning, for Lynch er mere helstøbt. Winding Refn minder i sin rå stil snarere om en Alex Cox eller en Abel Ferrara - folk, der følger deres helt egne personlige vision, mens de konstant må kæmpe for at skrabe penge sammen til det næste projekt. Resultatet er film, som sjældent er helt vellykkede, men til gengæld næsten altid er fascinerende og interessante. Det gælder også for det syretrip, som hedder "Valhalla Rising".
Nej, "Valhalla Rising" er tværtimod hardcore kunstfilm af den slags, som primært ønsker at kommunikere via stemning og symbolik. Sådan noget, som en David Lynch kunne have fundet på i sine særeste øjeblikke.
Plottet er på overfladen til at overse: En enøjet vikingekriger kæmper sig fri efter mange års fangenskab, møder en gruppe kristne vikinger og tager med på deres korstog, som forvilder sig til Amerika og ender katastrofalt. Men filmen er altså heller ikke plotdrevet, snarere en slags meditation over mødet mellem kultur og natur. Et klassisk emne, som forfatter-instruktør Nicolas Winding Refn ikke bibringer meget nyt, men til gengæld skærer kompromisløst ud: Den nykristne vikingehøvdings forfængelige drøm om et nyt Jerusalem er dødsdømt fra starten, hvilket den synske Enøje naturligvis ved, og han leder blot sine følgesvende frem til den forudsagte brutale død. I sammenhængen er der jo så også en ret åbenlys symbolik i, at hovedpersonen er enøjet og synsk, og det understreger kun den hedenske naturtros sejr over de kristne.
Winding Refn formidler sin pointe via lange indstillinger i flotte billedkompositioner, tydeligt markerede drømmesyner og malerisk brutale dødsscener akkompagneret af Peter Peters rå guitarriffs. Jeg faldt hurtigt ind i filmens rytme og meditative stil og syntes, der var mange fine detaljer - ikke mindst den sære bersærkergangssekvens, som markerer, at vanviddet er sat ind for alvor. Men indrømmet, det er ikke alt, der fungerer lige godt, og man skal virkelig ville filmen for at få noget ud af den. Også selv om Mads Mikkelsen er imponerende som Enøje - det er altså godt klaret at være så tilstedeværende med en rolle helt uden replikker.
For mig bekræfter "Valhalla Rising", at Nicolas Winding Refn hører hjemme i gruppen af virkelig kompromisløse filmkunstnere. Jeg skrev Lynch længere oppe, men det er ikke nogen helt god sammenligning, for Lynch er mere helstøbt. Winding Refn minder i sin rå stil snarere om en Alex Cox eller en Abel Ferrara - folk, der følger deres helt egne personlige vision, mens de konstant må kæmpe for at skrabe penge sammen til det næste projekt. Resultatet er film, som sjældent er helt vellykkede, men til gengæld næsten altid er fascinerende og interessante. Det gælder også for det syretrip, som hedder "Valhalla Rising".
13/04-2010
