Blodig og poetisk udgave af Dracula
5.0
Efter snart 20 år, står Francis Ford Coppolas filmversion af Bram Stokers legendariske roman Dracula stadig som en filmoplevelse af den usædvanlige af slagsen.
Filmen starter med en mytisk fortælling om Dracula, som var den rumænske prins Vlad Tepes eller bedre kendt som Spidderen pga. hans uhyggelige kunnen med et spyd. I øvrigt var det den historiske person, Stoker byggede sin vampyr på. Efter at have vundet et voldsomt slag mod tyrkiske muslimer, for at forsvare kristendommen, vender Vlad tilbage hjem for at genforene med sin elskende Elisabeta.
Men i mellemtiden har hun begået selvmord i den tro at hendes prins døde under slaget pga. rygter spredt af tyrkerne. Vlad føler sig forrådt og vil hævne hendes død ved at vende sig mod Gud og bliver ondskaben selv.
Fire hundrede år senere rejser den unge ejendomsmægler Jonathan Harker til Transsylvanien for at afslutte en handel med Dracula, som har købt ejendomme i London, England. Det går det op for Harker at Dracula er en vampyr og bliver skræmt over dennes interesse for hans forlovende Mina. Dracula er nemlig overbevist over at Mina er en reinkarnation af Elisabeta. Draculas farlige brude holder derfor Harker fanget, mens han tager til London for at finde Mina. Det varer ikke længe før Londons gader bliver plaget af Draculas tilstedeværelse. Vampyrjægeren Van Helsing bliver tilkaldt for at tage sig af den blodtørstige greve…
Rent visuelt er Bram Stokers Dracula en fantastisk oplevelse. Filmet med farven rød som et gennemgående element hele vejen og effekterne er imponerende gjort på den gammeldags facon, som om filmen var lavet for mange år siden.
Scenografien og kostumerne er et enestående kapital for sig. Nogle af dem er direkte inspireret af Gustav Klimts malerier. Filmens uhyggelige, romantiske stemning bliver godt bakket op af Wojciech Kilars geniale musik.
Historien følger Stokers roman i de store træk, men tager visse friheder. For et eksempel bliver Dracula og Minas forhold fortolket som Skønheden og udyret. Det fik mange folk til at mene at man ligeså godt kunne kalde filmen for Francis Ford Coppolas Dracula. Men ikke desto mindre er historien meget gribende.
Til tider er filmen temmelig vovende med heftige sekvenser, der indeholder brutal vold og stærke, sensuelle undertoner og er måske ikke for de sarte sjæle. Men for andre, kan det være en fryd.
Som Dracula leverer britiske Gary Oldman en imponerende præstation. Han formår at virke som en uhyggelig skurk samtidig med at han er et trist offer. Winona Ryder er en nogenlunde hæderlig Mina, men hendes engelske accent kan imellem virke fladt.
Men værst er Keanu Reeves som Harker. Han virker træmandsagtig og hans engelske accent er en af de værste engelske accenter, undertegnede her har hørt på film længe.
Tilgengæld er Anthony Hopkins en herlig excentrisk Van Helsing og sangeren Tom Waits brillerer i en lille, men effektiv rolle som den gale Renfield, Draculas slave.
Samlet set er Bram Stokers Dracula stadigvæk efter undertegnedes mening en af de bedre film om Dracula, men er ikke nødvendigvis et mesterværk.
Filmen starter med en mytisk fortælling om Dracula, som var den rumænske prins Vlad Tepes eller bedre kendt som Spidderen pga. hans uhyggelige kunnen med et spyd. I øvrigt var det den historiske person, Stoker byggede sin vampyr på. Efter at have vundet et voldsomt slag mod tyrkiske muslimer, for at forsvare kristendommen, vender Vlad tilbage hjem for at genforene med sin elskende Elisabeta.
Men i mellemtiden har hun begået selvmord i den tro at hendes prins døde under slaget pga. rygter spredt af tyrkerne. Vlad føler sig forrådt og vil hævne hendes død ved at vende sig mod Gud og bliver ondskaben selv.
Fire hundrede år senere rejser den unge ejendomsmægler Jonathan Harker til Transsylvanien for at afslutte en handel med Dracula, som har købt ejendomme i London, England. Det går det op for Harker at Dracula er en vampyr og bliver skræmt over dennes interesse for hans forlovende Mina. Dracula er nemlig overbevist over at Mina er en reinkarnation af Elisabeta. Draculas farlige brude holder derfor Harker fanget, mens han tager til London for at finde Mina. Det varer ikke længe før Londons gader bliver plaget af Draculas tilstedeværelse. Vampyrjægeren Van Helsing bliver tilkaldt for at tage sig af den blodtørstige greve…
Rent visuelt er Bram Stokers Dracula en fantastisk oplevelse. Filmet med farven rød som et gennemgående element hele vejen og effekterne er imponerende gjort på den gammeldags facon, som om filmen var lavet for mange år siden.
Scenografien og kostumerne er et enestående kapital for sig. Nogle af dem er direkte inspireret af Gustav Klimts malerier. Filmens uhyggelige, romantiske stemning bliver godt bakket op af Wojciech Kilars geniale musik.
Historien følger Stokers roman i de store træk, men tager visse friheder. For et eksempel bliver Dracula og Minas forhold fortolket som Skønheden og udyret. Det fik mange folk til at mene at man ligeså godt kunne kalde filmen for Francis Ford Coppolas Dracula. Men ikke desto mindre er historien meget gribende.
Til tider er filmen temmelig vovende med heftige sekvenser, der indeholder brutal vold og stærke, sensuelle undertoner og er måske ikke for de sarte sjæle. Men for andre, kan det være en fryd.
Som Dracula leverer britiske Gary Oldman en imponerende præstation. Han formår at virke som en uhyggelig skurk samtidig med at han er et trist offer. Winona Ryder er en nogenlunde hæderlig Mina, men hendes engelske accent kan imellem virke fladt.
Men værst er Keanu Reeves som Harker. Han virker træmandsagtig og hans engelske accent er en af de værste engelske accenter, undertegnede her har hørt på film længe.
Tilgengæld er Anthony Hopkins en herlig excentrisk Van Helsing og sangeren Tom Waits brillerer i en lille, men effektiv rolle som den gale Renfield, Draculas slave.
Samlet set er Bram Stokers Dracula stadigvæk efter undertegnedes mening en af de bedre film om Dracula, men er ikke nødvendigvis et mesterværk.
21/04-2010
