Fra min anmeldelse i Weekendavisen, Venedig sept. 2009:

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.

> Læs resten af Brian Iskovs anmeldelse af "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" på BRIES BLOG-O-RAMA:

http://brianiskov.blogspot.com/2010/04/cph-pix-versus-askeskyen.html