God action minus god historie= en skuffelse

3.0
Efter James Camerons fremragende toér ”Terminator 2: Judgement Day”, skulle man tro efter filmens slutning at krigen mellem mennesker og maskiner var slut. Punktum!

Men nej! – Hollywood mente åbenbart at der var behov for en tredje Terminator-film (”Terminator 3 – Rise of the machines”), hvor Arnold igen-igen spillede med musklerne og talte sjovt, mens han prøvede at beskytte John Connor fra at blive ”terminated” af en Terminator-babe. Der var god action, men historien var noget sølle. I det hele taget var den film unødvendig.

Den samme kan siges om ”Terminator Salvation” (instrueret af McG – manden bag de latterlige Charlie Angels-film), der viser det post-dommedagsmiljø, som vi kun fik set i flashback-scener i de tre første film. En noget skuffende Christian Bale er i denne omgang John Connor, der er stadig udset som menneskehedens frelser i den grumme fremtid, der i filmen er nutid.

Filmens egentlige hovedperson er den mystiske Marcus Wright (en nogenlunde god Sam Worthington), der vågner op og bliver rystet over den dommedagsverden, han befinder sig i. Han møder selveste Kyle Reese (ham fra ”Terminator 1” og er Johns far) og sammen forsøger de at nå frem til Connor...

Selve historien er noget løs i det og man kommer aldrig tæt ind på figurerne – de fremstår allermest som en flok omvandrende skydeskiver for maskinerne. F.eks. bliver den bedårende Bryce Dallas Howard ikke brugt til noget nyttig som Connors kone Kate. Tilgengæld er unge Anton Yelchin et fund som den unge udgave af Kyle Reese.

Actionsekvenserne fejler intet – en forrygende flugtscene hvor motorcykeludgaver af terminatorer er efter Wright og Reese er fed. Effekterne af ILM er i topklasse – måske lige bortset en scene, der involverer en CGI-skabt Arnold!

Danny Elfmans musik drunker ind imellem i filmens bragende lydeffekter og fremstår hurtigt som noget miskmask. Men det er heller ikke det bedste, man har hørt fra Elfman. Man kunne med rette havde hyret Brad Fiedel – komponisten bag de to første film.

Man får smæk for skillingen med både hårdkogt action og farlige robotter, men med en skuffede historie med svage figurer, er Terminator Salvation en skuffelse.

Så ikke flere Terminator-film fremover, Hollywood!
Terminator Salvation