Dejlig film om teater og kunstnerliv
5.0
Orson Welles' berømte Mercury Theatre er omdrejningspunktet i Richard Linklaters filmatisering af Robert Kaplows roman af samme navn. Hovedpersonen er en fiktiv high school-elev, der elsker teatret og i 1937 får sneget sig til en lille rolle i det allerførste Mercury-stykke, Welles' banebrydende Shakespeare-adaptation "Caesar".
"Me and Orson Welles" er en coming-of-age-historie, der samtidig giver et utroligt levende billede af teaterlivet. Hovedpersonen bliver hvirvlet ind i en fascinerende verden med skæve arbejdstider, hysteriske skuespillere og spændende kvinder - og den kommer han ikke fra uden knubs. Den del af historien fungerer glimrende, med Zac Efron som håbefuldt naiv teenager og Claire Danes i en god rolle som kvinden, han falder for.
Men det er filmens anden 'halvdel', som virkelig imponerer. Portrættet af Mercury-truppen og især Welles, som filmen gengiver som en selvglad, manipulerende, skørtejægende, men også enormt charmerende mand. Spillet fantastisk af Christian McKay. Det er et pulserende, levende portræt af en visionær mand og den gruppe mennesker, han havde samlet omkring sig på et væsentligt punkt i amerikansk teaterhistorie.
Welles var faktisk kun 22 år selv i 1937, og hans dristige iscenesættelse af "Julius Caesar" med skuespillerne i tidsaktuelle fascistuniformer blev et vigtigt trin i hans karriere. Filmen er så også fyldt med referencer til Welles' senere værker, ligesom flere af karaktererne var kommende filmstjerner.
Når alt hysteriet og intrigerne er overstået, og historien når til premiereaftenen, illustrerer filmen så også på overbevisende vis, hvorfor Welles var det vildeste wonderkid. Der bliver spillet Shakespeare for fuld skrue, så hårene rejser sig i nakken.
"Me and Orson Welles" er en meget dejlig film, som ikke lægger fingrene imellem i skildringen af teatermiljøets hysteri, men samtidig er båret af en meget stor kærlighed til teatret og de udøvende kunstarter generelt.
Set på CPH:PIX.
"Me and Orson Welles" er en coming-of-age-historie, der samtidig giver et utroligt levende billede af teaterlivet. Hovedpersonen bliver hvirvlet ind i en fascinerende verden med skæve arbejdstider, hysteriske skuespillere og spændende kvinder - og den kommer han ikke fra uden knubs. Den del af historien fungerer glimrende, med Zac Efron som håbefuldt naiv teenager og Claire Danes i en god rolle som kvinden, han falder for.
Men det er filmens anden 'halvdel', som virkelig imponerer. Portrættet af Mercury-truppen og især Welles, som filmen gengiver som en selvglad, manipulerende, skørtejægende, men også enormt charmerende mand. Spillet fantastisk af Christian McKay. Det er et pulserende, levende portræt af en visionær mand og den gruppe mennesker, han havde samlet omkring sig på et væsentligt punkt i amerikansk teaterhistorie.
Welles var faktisk kun 22 år selv i 1937, og hans dristige iscenesættelse af "Julius Caesar" med skuespillerne i tidsaktuelle fascistuniformer blev et vigtigt trin i hans karriere. Filmen er så også fyldt med referencer til Welles' senere værker, ligesom flere af karaktererne var kommende filmstjerner.
Når alt hysteriet og intrigerne er overstået, og historien når til premiereaftenen, illustrerer filmen så også på overbevisende vis, hvorfor Welles var det vildeste wonderkid. Der bliver spillet Shakespeare for fuld skrue, så hårene rejser sig i nakken.
"Me and Orson Welles" er en meget dejlig film, som ikke lægger fingrene imellem i skildringen af teatermiljøets hysteri, men samtidig er båret af en meget stor kærlighed til teatret og de udøvende kunstarter generelt.
Set på CPH:PIX.
27/04-2010
