Filmnørden anmelder: Iron Man 2
3.0
Teorien om ”den svære to’er” er lidt af en kliché, men kun fordi den gang på gang er blevet bevist i praksis. Det ér og bliver svært, at følge en succes op med endnu en succes, og jo strammere regler og rammer du arbejder indenfor, jo sværere bliver det. Tag eksempelvis superhelte-genren (for det er efterhånden blevet en genre for sig). Her er forventningerne til historien og rammerne i en efterfølger ofte blevet mejslet i sten af den første film, så hvad gør en smart filmproducer? Skal han gi’ det folk vil ha’ og risikere at de savner overraskelser eller skal han gå mod forventningerne og risikere, at de føler sig snydt for det de egentlig ville ha’? Idéelt set handler det om at gå en fin balancegang mellem de to muligheder, for i sidste ende at gi’ publikum det hele.
Inden vi går videre, skal vi dog lige runde handlingen. Tony Stark har afsløret for verden at han er Iron Man og har, som han så fint udtrykker det, privatiseret verdensfreden, for jorden er for første gang i årevis fri for krig, men den dum-smarte våbenudvikler og konkurrent til Tony Stark, Justin Hammer, vil ha’ ham ned med nakken og oparbejder et ustabilt samarbejde med den russisk kødhest / psykopat / geni-tekniker Ivan Vanko, hvis far aldrig har fået den anerkendelse han fortjente, efter flere års samarbejde med Tony Starks far, Howard Stark, hvilket tvinger Tony til at fokusere al sin energi på at bekæmpe dem begge, i samarbejde med sin gode ven Rhodey, der muligvis/muligvis ikke går bag om ryggen på Tony, mens Pepper Potts overtager hele Stark Industries og prøver at greje hvem den nye assistent Natalie Rushman egentlig er, hvilket Tony finder ud af da Nick Fury dukker op og fortæller om SHIELD, mens Tony kæmper for at holde den sygdom nede, som hans elektro-hjerte uværgerligt spreder i hans krop...
Og her har du filmens største problem: historien! I et desperat forsøg på at overraske fans, har instruktør John Favreau valgt at bombardere tilskueren med plot. Han ender med at ha’ så mange gryder i kog, at man ikke kan holde styr på dem alle sammen og det hele koger over i én stor forvirrende plot-suppe. Visse plotelementer kunne ha’ været meget federe, hvis de bare var blevet uddybet lidt mere eller havde fået bedre plads. Eksempelvis virker introduktionen af Nick Fury (spillet af Samuel L. Jackson) fuldstændig ligegyldig for selve historien, ligesom Scarlett Johansson også har en værdiløs (omend underholdende) rolle. Alt i alt trænger historien virkelig til en opstrammer og Favreau skulle ha’ dræbt nogle flere darlings undervejs.
Utroligt nok mangler Iron Man 2 også en ordentlig skurk. Ja, ja, Mickey Rourke passer godt som den bad-ass, overtatoverede Ivan Vanko, men for det første er han alt for sympatisk og for det andet er hans elektriske piske et af de mest fesne våben – ever! Sam Rockwell som Tonys konkurrent Justin Hammer er den anden potentielle skurk, men han er jo en businessman, med en rygrad som en gennekogt spaghetti. Klart, han er våbenekspert og forretningskynisk, men han virker på intet tidspunkt som en trussel. Nej, den største trussel ender med at være Tony Starks egen svaghed og egoisme, men dette virker mere som et narrativt tilfælde, end en planlagt kurs for historien.
Sidst men ikke mindst virker filmen fastlåst i sit eget univers. Hvad gjorde skurken i 1’eren? Han lavede en endnu større jern-dragt end Iron Man. Derfor er det lidt skuffende når historien bare bliver ved med at kaste jern-dragter efter os i 2’eren, indtil den faktisk giver op, og bare kaster dræber-robotter efter os og vupti – så er vi pludselig i Terminator-land. Kedeligt!
Men hvad sidder vi så tilbage med, af gode ting?
- Robert Downey Jr. er utroligt nok stadig værd at se på, selvom han er med i alle film i verden og han cruiser gennem den rodede historie, med en knivskarp charme og humor, der stjæler al fokus i samtlige scener – nøjagtigt som den skal.
- Action-scenerne er esktremt velproducerede (omend der simpelthen er for få af dem, fordi den snørklede, fler-strengede historie konstant skal formidles).
- Scarlett Johansson er cool og lækker i sit stramme læder-outfit, mens hun akrobatisk tæsker sikkerhedsvagter, men resterne af hendes evner som skuespiller ligger stadig og raller på et hotel i Tokyo.
- Du får lov at se Iron Man stang stiv, mens han pisser i sin dragt.
Og så er vi altså også ved at være i bund, for egentlig er der ikke særligt meget at skrive hjem om. Ja, den er teknisk og visuelt flot. Ja, den er en glimrende fredag-aften-med-cola-og-popcorn-film. Ja, Iron Man/Tony Stark er stadig møg cool. Alligevel føles Iron Man 2 som et tilfælde af ”for mange kokke”... eller i hvert fald, for mange ingredienser. Det er en stor, larmende, underholdende film, som i kampens hede ville ha' fået fire stjerne, men som jeg om få år vil fortryde at ha’ givet mere end tre stjerner. Så det gør jeg ikke og teorien om "den svære 2'er" lever videre i bedste velgående.
Filmnørdens karakter: 3/6 stjerner
For meget af det samme
http://www.filmnoerden.com/
Inden vi går videre, skal vi dog lige runde handlingen. Tony Stark har afsløret for verden at han er Iron Man og har, som han så fint udtrykker det, privatiseret verdensfreden, for jorden er for første gang i årevis fri for krig, men den dum-smarte våbenudvikler og konkurrent til Tony Stark, Justin Hammer, vil ha’ ham ned med nakken og oparbejder et ustabilt samarbejde med den russisk kødhest / psykopat / geni-tekniker Ivan Vanko, hvis far aldrig har fået den anerkendelse han fortjente, efter flere års samarbejde med Tony Starks far, Howard Stark, hvilket tvinger Tony til at fokusere al sin energi på at bekæmpe dem begge, i samarbejde med sin gode ven Rhodey, der muligvis/muligvis ikke går bag om ryggen på Tony, mens Pepper Potts overtager hele Stark Industries og prøver at greje hvem den nye assistent Natalie Rushman egentlig er, hvilket Tony finder ud af da Nick Fury dukker op og fortæller om SHIELD, mens Tony kæmper for at holde den sygdom nede, som hans elektro-hjerte uværgerligt spreder i hans krop...
Og her har du filmens største problem: historien! I et desperat forsøg på at overraske fans, har instruktør John Favreau valgt at bombardere tilskueren med plot. Han ender med at ha’ så mange gryder i kog, at man ikke kan holde styr på dem alle sammen og det hele koger over i én stor forvirrende plot-suppe. Visse plotelementer kunne ha’ været meget federe, hvis de bare var blevet uddybet lidt mere eller havde fået bedre plads. Eksempelvis virker introduktionen af Nick Fury (spillet af Samuel L. Jackson) fuldstændig ligegyldig for selve historien, ligesom Scarlett Johansson også har en værdiløs (omend underholdende) rolle. Alt i alt trænger historien virkelig til en opstrammer og Favreau skulle ha’ dræbt nogle flere darlings undervejs.
Utroligt nok mangler Iron Man 2 også en ordentlig skurk. Ja, ja, Mickey Rourke passer godt som den bad-ass, overtatoverede Ivan Vanko, men for det første er han alt for sympatisk og for det andet er hans elektriske piske et af de mest fesne våben – ever! Sam Rockwell som Tonys konkurrent Justin Hammer er den anden potentielle skurk, men han er jo en businessman, med en rygrad som en gennekogt spaghetti. Klart, han er våbenekspert og forretningskynisk, men han virker på intet tidspunkt som en trussel. Nej, den største trussel ender med at være Tony Starks egen svaghed og egoisme, men dette virker mere som et narrativt tilfælde, end en planlagt kurs for historien.
Sidst men ikke mindst virker filmen fastlåst i sit eget univers. Hvad gjorde skurken i 1’eren? Han lavede en endnu større jern-dragt end Iron Man. Derfor er det lidt skuffende når historien bare bliver ved med at kaste jern-dragter efter os i 2’eren, indtil den faktisk giver op, og bare kaster dræber-robotter efter os og vupti – så er vi pludselig i Terminator-land. Kedeligt!
Men hvad sidder vi så tilbage med, af gode ting?
- Robert Downey Jr. er utroligt nok stadig værd at se på, selvom han er med i alle film i verden og han cruiser gennem den rodede historie, med en knivskarp charme og humor, der stjæler al fokus i samtlige scener – nøjagtigt som den skal.
- Action-scenerne er esktremt velproducerede (omend der simpelthen er for få af dem, fordi den snørklede, fler-strengede historie konstant skal formidles).
- Scarlett Johansson er cool og lækker i sit stramme læder-outfit, mens hun akrobatisk tæsker sikkerhedsvagter, men resterne af hendes evner som skuespiller ligger stadig og raller på et hotel i Tokyo.
- Du får lov at se Iron Man stang stiv, mens han pisser i sin dragt.
Og så er vi altså også ved at være i bund, for egentlig er der ikke særligt meget at skrive hjem om. Ja, den er teknisk og visuelt flot. Ja, den er en glimrende fredag-aften-med-cola-og-popcorn-film. Ja, Iron Man/Tony Stark er stadig møg cool. Alligevel føles Iron Man 2 som et tilfælde af ”for mange kokke”... eller i hvert fald, for mange ingredienser. Det er en stor, larmende, underholdende film, som i kampens hede ville ha' fået fire stjerne, men som jeg om få år vil fortryde at ha’ givet mere end tre stjerner. Så det gør jeg ikke og teorien om "den svære 2'er" lever videre i bedste velgående.
Filmnørdens karakter: 3/6 stjerner
For meget af det samme
http://www.filmnoerden.com/
29/04-2010
