Filmnørden anmelder: The Blind Side
3.0
Film: The Blind Side
Medvirkende: Sandra Bullock, Tim McGraw, Quinton Aaron
Instruktion: John Lee Hancock (The Rookie, The Alamo)
Premiere: 6. maj 2010
Værdien af en Oscar har vi tærsket langhalm på i vores podcast gentagne gange. En Oscar er en stor ting. De fleste siger en Oscar er den største pris man kan vinde some filmskuespiller. Men værdien af en Oscar svinger for hver gang den bliver uddelt. Hvis den går til en skuespiller der for alvor har fortjent den, for en præstation der ligger kilometer over resten af de nominerede, er den mere værd, næste gang den deles ud. Det modsatte gælder, hvis den går til en skuespiller der på ingen måde fortjener den. Spørgsmålet er derfor, er Oscar'en for Bedste Kvindelige Skuespiller blevet mere eller mindre værd, efter den i år gik til Sandra Bullock for hendes præstation som Leigh Anne Tuohy i The Blind Side?
Historien er sand nok. Den enormt store, sorte, traumatiserede dreng Michael Oher (aka. Big Mike) er godt på vej til at falde gennem gulvsprækkerne på samfundet, da Leigh Anne som så ofte før, får en idé. Hun overtaler sin svine-rige familie til at ta' ham indenfor deres murer og passe på ham, mens han kæmper sig gennem sin skoletid og ikke mindst, den dertilhørende football-træning. For Big Mike er nemlig en gudsbenådiget football-spiller. Big Mike lærer at leve et nogenlunde normalt liv, mens Tuohy-familien lærer hvor priviligerede de egentlig er og det hele ender med, at Big Mike bliver til Michael Oher - en af de bedst betalte football-spillere i verden. Dette er ikke at afsløre slutningen, for det er en sand (og i USA) ret kendt historie. Spørgsmålet er altså ikke om han klarer den, men hvordan.
Denne historie er både elskværdig og spækket med problemer. Du har både budskabet om, at gi' den fattige, undertrykte, sorte mand en chance og han kan blive en stjerne, men så har du også budskabet om, at den fattige, undertrykte, sorte mand kun kan blive en stjerne, hvis den rige, magtfulde, hvide mand tillader det. Filmens endegyldige budskab hopper altså frem og tilbage mellem disse to synspunkter. I sidste ende viser denne film, at det amerikanske samfund er grotesk uretfærdigt og at den amerikanske drøm er og bliver netop det - en drøm. Den kan kun gå i opfyldelse, hvis man får hjælp og jo længere nede i samfundet man er, jo mere hjælp skal man ha'. Du kan IKKE selv, hvilket ellers er budskabet amerikanere har fået ind med modermælken. The Blind Side udbreder altså især for amerikanere et ufatteligt grimt og kynisk budskab, der bliver pakket ind i masser af hjertevarme og familiehygge.
Hvis du har set eller husker The Pursuit Of Happyness, så er dette den diametralt modsatte film og den ender derfor, trods masser af hjertevarme, med at gi' dig en underlig smag i munden. Filmens hjertevarme er nemlig dybt forførende. Man føler sig virkelig i godt selskab med familien Tuohy og især Leigh Anne er en standhaftig kvinde, som man virkelig gerne vil være ven med og netop dette gør det svært at acceptere (endsige bevidst opfatte) filmens grundlæggende kyniske budskab og det er et problem. Det er derfor, at filmen aldrig bliver decideret rørende, selvom den virker til at lægge op til en tudetur.
Har man lyst, er der altså masser at snakke om efter filmen, for om end ikke andet, lægger den fint op til diskussion. Udover filmens sociale budskab, gi'r den også indblik i hvordan normale mennesker bliver til fodboldstjerner, men det er unægteligt mindre interessant. Billederne er Bo Bedre-pæne, musikken er passende og ufarlig og skuespillet er overbevisende og jordnært, uden at være prangende. Så mangler vi bare at besvare det altoverskyggende spørgsmål: er Oscaren for Bedste Kvindelige hovedrolle blevet mere eller mindre værd, efter den i år gik til Sandra Bullock?
Skal vi gå logisk til værks, må vi se på opgavens sværhedsgrad. Altså, hvor stor en udfordring er netop denne rolle for netop denne skuespillerinde? Og efter min mening er det ikke en særlig stor udfordring for Sandra Bullock, at spille en svine-rig, hvid, storbabset familiemor med ben i næsen. Med andre ord er der altså også meget stramme grænser for, hvad hun egentlig kan gøre med denne role, for ikke nok med at den er baseret på en virkelig person, den er også enormt ensporet. Umiddelbart virker det mere som om, at det er karakteren Leigh Anne der har fået en Oscar for hendes medmenneskelige bedrift, men når det er sagt, så spiller Sandra Bullock glimrende. Hun løser opgaven så godt hun kan og set sammen med de resterende nominerede (Helen Mirren "The Last Station", Carey Mulligan "An Education", Gabourey Sidibe "Precious" og Meryl Streep, "Julie & Julia") er det ikke en skandale, at hun scorede en Oscar og den er hverken blevet mere eller mindre værd.
Alt i alt er The Blind Side dog en sær blandet fornøjelse. Den er utroligt hyggelig og man føler sig hjemme i filmens rolige tempo og milde tone, men den gemmer på et grimt budskab om det amerikanske samfund, der efterfølgende kan gi' en dårlig smag i munden.
Filmnørdens karakter: 3/6 stjerner
Hyggelig, men problemfyldt
http://www.filmnoerden.com/
Medvirkende: Sandra Bullock, Tim McGraw, Quinton Aaron
Instruktion: John Lee Hancock (The Rookie, The Alamo)
Premiere: 6. maj 2010
Værdien af en Oscar har vi tærsket langhalm på i vores podcast gentagne gange. En Oscar er en stor ting. De fleste siger en Oscar er den største pris man kan vinde some filmskuespiller. Men værdien af en Oscar svinger for hver gang den bliver uddelt. Hvis den går til en skuespiller der for alvor har fortjent den, for en præstation der ligger kilometer over resten af de nominerede, er den mere værd, næste gang den deles ud. Det modsatte gælder, hvis den går til en skuespiller der på ingen måde fortjener den. Spørgsmålet er derfor, er Oscar'en for Bedste Kvindelige Skuespiller blevet mere eller mindre værd, efter den i år gik til Sandra Bullock for hendes præstation som Leigh Anne Tuohy i The Blind Side?
Historien er sand nok. Den enormt store, sorte, traumatiserede dreng Michael Oher (aka. Big Mike) er godt på vej til at falde gennem gulvsprækkerne på samfundet, da Leigh Anne som så ofte før, får en idé. Hun overtaler sin svine-rige familie til at ta' ham indenfor deres murer og passe på ham, mens han kæmper sig gennem sin skoletid og ikke mindst, den dertilhørende football-træning. For Big Mike er nemlig en gudsbenådiget football-spiller. Big Mike lærer at leve et nogenlunde normalt liv, mens Tuohy-familien lærer hvor priviligerede de egentlig er og det hele ender med, at Big Mike bliver til Michael Oher - en af de bedst betalte football-spillere i verden. Dette er ikke at afsløre slutningen, for det er en sand (og i USA) ret kendt historie. Spørgsmålet er altså ikke om han klarer den, men hvordan.
Denne historie er både elskværdig og spækket med problemer. Du har både budskabet om, at gi' den fattige, undertrykte, sorte mand en chance og han kan blive en stjerne, men så har du også budskabet om, at den fattige, undertrykte, sorte mand kun kan blive en stjerne, hvis den rige, magtfulde, hvide mand tillader det. Filmens endegyldige budskab hopper altså frem og tilbage mellem disse to synspunkter. I sidste ende viser denne film, at det amerikanske samfund er grotesk uretfærdigt og at den amerikanske drøm er og bliver netop det - en drøm. Den kan kun gå i opfyldelse, hvis man får hjælp og jo længere nede i samfundet man er, jo mere hjælp skal man ha'. Du kan IKKE selv, hvilket ellers er budskabet amerikanere har fået ind med modermælken. The Blind Side udbreder altså især for amerikanere et ufatteligt grimt og kynisk budskab, der bliver pakket ind i masser af hjertevarme og familiehygge.
Hvis du har set eller husker The Pursuit Of Happyness, så er dette den diametralt modsatte film og den ender derfor, trods masser af hjertevarme, med at gi' dig en underlig smag i munden. Filmens hjertevarme er nemlig dybt forførende. Man føler sig virkelig i godt selskab med familien Tuohy og især Leigh Anne er en standhaftig kvinde, som man virkelig gerne vil være ven med og netop dette gør det svært at acceptere (endsige bevidst opfatte) filmens grundlæggende kyniske budskab og det er et problem. Det er derfor, at filmen aldrig bliver decideret rørende, selvom den virker til at lægge op til en tudetur.
Har man lyst, er der altså masser at snakke om efter filmen, for om end ikke andet, lægger den fint op til diskussion. Udover filmens sociale budskab, gi'r den også indblik i hvordan normale mennesker bliver til fodboldstjerner, men det er unægteligt mindre interessant. Billederne er Bo Bedre-pæne, musikken er passende og ufarlig og skuespillet er overbevisende og jordnært, uden at være prangende. Så mangler vi bare at besvare det altoverskyggende spørgsmål: er Oscaren for Bedste Kvindelige hovedrolle blevet mere eller mindre værd, efter den i år gik til Sandra Bullock?
Skal vi gå logisk til værks, må vi se på opgavens sværhedsgrad. Altså, hvor stor en udfordring er netop denne rolle for netop denne skuespillerinde? Og efter min mening er det ikke en særlig stor udfordring for Sandra Bullock, at spille en svine-rig, hvid, storbabset familiemor med ben i næsen. Med andre ord er der altså også meget stramme grænser for, hvad hun egentlig kan gøre med denne role, for ikke nok med at den er baseret på en virkelig person, den er også enormt ensporet. Umiddelbart virker det mere som om, at det er karakteren Leigh Anne der har fået en Oscar for hendes medmenneskelige bedrift, men når det er sagt, så spiller Sandra Bullock glimrende. Hun løser opgaven så godt hun kan og set sammen med de resterende nominerede (Helen Mirren "The Last Station", Carey Mulligan "An Education", Gabourey Sidibe "Precious" og Meryl Streep, "Julie & Julia") er det ikke en skandale, at hun scorede en Oscar og den er hverken blevet mere eller mindre værd.
Alt i alt er The Blind Side dog en sær blandet fornøjelse. Den er utroligt hyggelig og man føler sig hjemme i filmens rolige tempo og milde tone, men den gemmer på et grimt budskab om det amerikanske samfund, der efterfølgende kan gi' en dårlig smag i munden.
Filmnørdens karakter: 3/6 stjerner
Hyggelig, men problemfyldt
http://www.filmnoerden.com/
06/05-2010
