Hård socialrealisme sender Vinterberg tilbage på sporet
4.0
Thomas Vinterberg har lagt alle de store armbevægelser og overflødige virkemidler på hylden i sin filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman om to brødre på samfundets underside. De er vokset op mod en dybt fordrukken mor og har båret en frygtelig arv med sig ind i voksenlivet, da deres veje igen krydses i forbindelse med moderens begravelse.
"Submarino" handler om usympatiske mennesker. Den ene bror er en voldsmand, der ikke kan kontrollere sit temperament. Den anden er på heroin og villig til at gøre næsten hvad som helst for at skaffe penge. Alligevel formår filmen at vække sympati for dem begge, fordi man også ser deres positive sider - forsøget på at gøre noget rigtigt, hjælpe sine venner, passe på sin lille søn. Samtidig med at man sidder med den her fornemmelse af, at det kun kan gå galt. At den sociale arv igen og igen vil indhente dem.
Det er filmens stærke pointe, skåret ud i pap, men stadig med gennemslagskraft: At der skal meget til at bryde de nedadgående spiraler, som kvæler de her menneskers chance for et ordentligt liv. Fortalt gennem en kløgtigt tidsforskudt historie om de to brødre, som svarer til romanens fortælling fra hver deres synspunkt.
Vinterberg leverer især visuelt en overbevisende realistisk fornemmelse af Nordvest og narkomanernes Vesterbro med mange tragiske skæbner involveret. Til gengæld synes jeg ikke, at skuespillet rammer helt plet. Jakob Cedergren har masser af udstråling og spiller teknisk præcist som den voldelige bror, men han er altså ikke helt troværdig, virker næsten for intelligent til rollen. Resten af skuespillerne er mestendels mindre kendte navne, som svinger ret meget - særligt i børnerollerne, hvor instruktionen synes utilstrækkelig.
"Submarino" er dog uden tvivl Thomas Vinterbergs hidtil bedste film i dette årtusind. Det siger desværre ikke så meget, men for første gang siden "Festen" syntes jeg, jeg så en Vinterberg-film, som klart og tydeligt vidste, hvad den ville. Og som absolut har noget på hjerte, også selv om den som helhed er noget ujævnt udført.
"Submarino" handler om usympatiske mennesker. Den ene bror er en voldsmand, der ikke kan kontrollere sit temperament. Den anden er på heroin og villig til at gøre næsten hvad som helst for at skaffe penge. Alligevel formår filmen at vække sympati for dem begge, fordi man også ser deres positive sider - forsøget på at gøre noget rigtigt, hjælpe sine venner, passe på sin lille søn. Samtidig med at man sidder med den her fornemmelse af, at det kun kan gå galt. At den sociale arv igen og igen vil indhente dem.
Det er filmens stærke pointe, skåret ud i pap, men stadig med gennemslagskraft: At der skal meget til at bryde de nedadgående spiraler, som kvæler de her menneskers chance for et ordentligt liv. Fortalt gennem en kløgtigt tidsforskudt historie om de to brødre, som svarer til romanens fortælling fra hver deres synspunkt.
Vinterberg leverer især visuelt en overbevisende realistisk fornemmelse af Nordvest og narkomanernes Vesterbro med mange tragiske skæbner involveret. Til gengæld synes jeg ikke, at skuespillet rammer helt plet. Jakob Cedergren har masser af udstråling og spiller teknisk præcist som den voldelige bror, men han er altså ikke helt troværdig, virker næsten for intelligent til rollen. Resten af skuespillerne er mestendels mindre kendte navne, som svinger ret meget - særligt i børnerollerne, hvor instruktionen synes utilstrækkelig.
"Submarino" er dog uden tvivl Thomas Vinterbergs hidtil bedste film i dette årtusind. Det siger desværre ikke så meget, men for første gang siden "Festen" syntes jeg, jeg så en Vinterberg-film, som klart og tydeligt vidste, hvad den ville. Og som absolut har noget på hjerte, også selv om den som helhed er noget ujævnt udført.
07/05-2010
