Charmerende og velspillet, men tandløs

4.0
Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet. Efter al den positive foromtale af Lone Scherfigs Oscar-nominerede film havde jeg forventet mere end en lettere bagstræberisk og relativt tandløs coming-of-age-historie. Handlingen i "An Education" er nemlig ikke synderligt interessant, for den følger aldeles velkendte mønstre og overrasker absolut ikke. Måske kun ved at være så gammeldags i sin skildring af pigen, der lærer, at det er bedst at være dydig og flittig og ikke tro på eventyret.

Omvendt har filmen dog nogle positive sider, som trods alt hævede den til 100 ganske fine biografminutter for mig. Først og fremmest er den ualmindeligt velspillet. Carey Mulligan har fortjent fået et større gennembrud på hovedrollen, som hun spiller med entusiasme og sødme som en slags blanding af Audrey Hepburn og Keira Knightley (også selv om man nogle gange kan se, at hun er noget ældre end sin rolle). Og Peter Sarsgaards fine præsentation som hendes glatte fantast af en elsker er nærmest blevet overset - han er også rigtig overbevisende. Ved siden af dem er der så en perlerække af gode skuespillere i præcist spillede biroller - Dominic Cooper, Rosamund Pike, Olivia Williams, Emma Thompson, Sally Hawkins. De er alle sammen gode. Det er Alfred Molina også som hovedpersonens far, men han lider under at skulle bære al den britiske konservatisme og fremmedangst på sine skuldre og bliver derfor alt for karikeret.

Filmens anden stærke side er det gode periodeportræt. Den fungerer visuelt og stemningsmæssigt rigtig godt, i fyldige farver, som et billede af England i starten af 60'erne. Det støtter så også op om historiens interessante undertoner om kvinderoller i en anden tid og generel engelsk snævertsynethed. Men netop der er det jo så, at det også går lidt galt for filmen - for de temaer bliver ikke bredt ud til at have nogen form for bid.
An Education