Mere melodrama end krimi

Ved årets Oscar-uddeling gik prisen for bedste udenlandske film til dette fine argentinske krimi-melodrama. Hovedpersonen er en nypensioneret anklager, der vil bruge sit otium til at skrive en bog om en gammel sag om et brutalt kvindemord, der stadig nager ham. Han opsøger derfor sin gamle chef, som fortsat er statsadvokat, og begynder at optrevle de løse ender fra dengang.

Handlingen i "Øjnenes hemmelighed" er i virkeligheden todelt. På den ene side er der mordsagen og dens løse ender, som viser sig at handle om Argentinas mørke år med militærdiktatur og dødspatruljer - spørgsmålet er ikke så meget, hvad der skete i fortiden, men mere hvad der siden er blevet af sagens hovedaktører. Og på den anden side er der forholdet mellem hovedpersonen og hans chef og den kærlighed, han aldrig turde erklære for hende. De to niveauer bindes tematisk sammen af mordofferets kæreste, der aldrig har glemt sin elskede, og på den måde bliver "Øjnenes hemmelighed" først og fremmest til en historie om udødelig kærlighed.

Og den rulles så ud med stensikker hånd af forfatter-instruktør Juan José Campanella. "Øjnenes hemmelighed" er en film, der tager sig god tid og kommer langt omkring, men også samler alle sine ender på smukkeste vis, så man både får en usædvanlig kærlighedshistorie og et større udsnit af 25 års argentinsk historie. Det er også en smukt fotograferet film, hvor især Ricardo Darín og Soledad Villamil er mindeværdige i de to hovedroller.

Absolut en stærk og seværdig film på sin egen lavmælte måde. Men jeg ville dog klart have givet dens Oscar til Michael Hanekes "Det hvide bånd", der er et noget mere unikt og foruroligende blik på fortiden.