Robin uden sjæl og Sherwood
2.0
Ridley Scott og Russell Crowe jager en ny "Gladiator" med denne alternative version af Robin Hood-myten, som da også er en teknisk flot storfilm, men til gengæld fejler fælt på næsten alle andre punkter.
Rygterne vil vide, at Scott oprindelig arbejdede med et manuskript, hvor sheriffen af Nottingham var historiens helt, men forkastede det og i flere omgange fik skrevet filmen om, senest af rutinerede Brian Helgeland. Resultatet er en slags alternativ forhistorie til Robin Hood, hvor han er en veteran-bueskytte i Richard Løvehjertes hær. Efter Richards død under belejringen af et fransk slot bliver Robin ved tilfældighedernes spil blandet ind i storpolitikken, så han forklædt som ridder fragter den engelske krone hjem til London og senere får en nøglerolle i striden mellem den nye kong John og de engelske baroner, som er trætte af at finansiere kongemagtens krige.
På den måde får Scott iscenesat Robin Hood som en slags frihedshelt, der ikke stjæler fra de rige og giver til de fattige, men i stedet kæmper for den personlige frihed. Og det har faktisk en relation til de historiske fakta. Jeg har altid syntes, det var lidt synd for prins/kong Johns eftermæle, at han så konsekvent bliver fremstillet som en grådig, selvoptaget skurk i alverdens fortællinger, mens man aldrig får omtalt hans rettelige plads i verdenshistorien. Fordi han var så svag en konge, pressede den engelske adel nemlig John til at underskrive Magna Carta - et juridisk charter, som for første gang indskrænkede kongens hidtil enevældige magt, så nogle af hans afgørelser kunne prøves ved retten. Magna Carta var dermed et væsentligt tidligt skridt i retning af den form for forfatningsstyre og de individuelle rettigheder, som vi i Vesten i dag betragter som en selvfølge. Også selv om kong John straks valgte at ignorere dokumentet, hvilket formentlig er den primære årsag til, at han har fået et så grimt eftermæle.
Den detalje har Scotts "Robin Hood" fint med, selv om filmen anlægger en romantisk-amerikansk vinkel på sagen - for charteret gjaldt naturligvis ikke alle, kun de øverste samfundslag. Derudover er filmen så ikke voldsomt historisk korrekt - fx er den franske invasion til sidst opfundet til lejligheden.
Fra den historienørdede synsvinkel er der altså fine detaljer i Helgelands manuskript, men derudover synes jeg, det bærer klart præg af, at filmprojektet er startet ét sted, men endt et helt andet. Handlingen er fyldt med uforklarede huller og lemfældige hovsa-overgange, og da Marian til sidst kommer til undsætning med kavaleriet, bliver det direkte fjollet. Samtidig har filmen et generelt problem med, at den på den ene side vil behandle alvorlige emner som principper om personlig frihed - og på den anden side er der stadig en rest af Robin Hoods lystige svende, som virker helt skæv i forhold til. I det hele taget formåede denne version af "Robin Hood" bare aldrig at rive mig med.
Det skyldes også, at både Russell Crowe og Cate Blanchett synes at køre totalt på rutinen, uden gnist for hverken filmen eller hinanden som Robin og Marian. Deres store romance virker forhastet og utroværdig. Mark Strongs forræderiske skurk er heller ikke noget særligt, og Robins følgesvende er ret flade. Filmens bedste roller ligger klart hos de gamle riddere, som Danny Huston, William Hurt og Max von Sydow portrætterer. Især Huston er fin som Løvehjerte - han måtte gerne have været med i mere af filmen.
Alt i alt er Ridley Scotts "Robin Hood" noget værre mismask, en rodet og ucharmerende gang storfilm uden sjæl. Jo, den er teknisk vellavet, som altid hos Ridley Scott, men selv teknikken er kun på pænt storfilmsniveau uden egentlige overraskelser. Det virker næsten, som om det primære formål med filmen har været at more sig med at skrive den kendte historie og de kendte karakterer om i en helt anderledes, men dog let genkendelig version. Men hvis du gerne vil se en alternativ Robin Hood, vil jeg i stedet anbefale at finde en dvd med Richard Lesters fremragende "Robin and Marian" fra 1976. Denne her er noget juks.
Rygterne vil vide, at Scott oprindelig arbejdede med et manuskript, hvor sheriffen af Nottingham var historiens helt, men forkastede det og i flere omgange fik skrevet filmen om, senest af rutinerede Brian Helgeland. Resultatet er en slags alternativ forhistorie til Robin Hood, hvor han er en veteran-bueskytte i Richard Løvehjertes hær. Efter Richards død under belejringen af et fransk slot bliver Robin ved tilfældighedernes spil blandet ind i storpolitikken, så han forklædt som ridder fragter den engelske krone hjem til London og senere får en nøglerolle i striden mellem den nye kong John og de engelske baroner, som er trætte af at finansiere kongemagtens krige.
På den måde får Scott iscenesat Robin Hood som en slags frihedshelt, der ikke stjæler fra de rige og giver til de fattige, men i stedet kæmper for den personlige frihed. Og det har faktisk en relation til de historiske fakta. Jeg har altid syntes, det var lidt synd for prins/kong Johns eftermæle, at han så konsekvent bliver fremstillet som en grådig, selvoptaget skurk i alverdens fortællinger, mens man aldrig får omtalt hans rettelige plads i verdenshistorien. Fordi han var så svag en konge, pressede den engelske adel nemlig John til at underskrive Magna Carta - et juridisk charter, som for første gang indskrænkede kongens hidtil enevældige magt, så nogle af hans afgørelser kunne prøves ved retten. Magna Carta var dermed et væsentligt tidligt skridt i retning af den form for forfatningsstyre og de individuelle rettigheder, som vi i Vesten i dag betragter som en selvfølge. Også selv om kong John straks valgte at ignorere dokumentet, hvilket formentlig er den primære årsag til, at han har fået et så grimt eftermæle.
Den detalje har Scotts "Robin Hood" fint med, selv om filmen anlægger en romantisk-amerikansk vinkel på sagen - for charteret gjaldt naturligvis ikke alle, kun de øverste samfundslag. Derudover er filmen så ikke voldsomt historisk korrekt - fx er den franske invasion til sidst opfundet til lejligheden.
Fra den historienørdede synsvinkel er der altså fine detaljer i Helgelands manuskript, men derudover synes jeg, det bærer klart præg af, at filmprojektet er startet ét sted, men endt et helt andet. Handlingen er fyldt med uforklarede huller og lemfældige hovsa-overgange, og da Marian til sidst kommer til undsætning med kavaleriet, bliver det direkte fjollet. Samtidig har filmen et generelt problem med, at den på den ene side vil behandle alvorlige emner som principper om personlig frihed - og på den anden side er der stadig en rest af Robin Hoods lystige svende, som virker helt skæv i forhold til. I det hele taget formåede denne version af "Robin Hood" bare aldrig at rive mig med.
Det skyldes også, at både Russell Crowe og Cate Blanchett synes at køre totalt på rutinen, uden gnist for hverken filmen eller hinanden som Robin og Marian. Deres store romance virker forhastet og utroværdig. Mark Strongs forræderiske skurk er heller ikke noget særligt, og Robins følgesvende er ret flade. Filmens bedste roller ligger klart hos de gamle riddere, som Danny Huston, William Hurt og Max von Sydow portrætterer. Især Huston er fin som Løvehjerte - han måtte gerne have været med i mere af filmen.
Alt i alt er Ridley Scotts "Robin Hood" noget værre mismask, en rodet og ucharmerende gang storfilm uden sjæl. Jo, den er teknisk vellavet, som altid hos Ridley Scott, men selv teknikken er kun på pænt storfilmsniveau uden egentlige overraskelser. Det virker næsten, som om det primære formål med filmen har været at more sig med at skrive den kendte historie og de kendte karakterer om i en helt anderledes, men dog let genkendelig version. Men hvis du gerne vil se en alternativ Robin Hood, vil jeg i stedet anbefale at finde en dvd med Richard Lesters fremragende "Robin and Marian" fra 1976. Denne her er noget juks.
15/05-2010
