Pink Flamingos
1.0
Lad det være sagt med det samme: Ja, denne film er hverdagskost eller særlig rar at komme igennem. Men for undertegnedes vedkommende også rasende uinteressant.
Det er mere end tydeligt, at insruktøren på ingen måde har haft nogen anden mission, end at forarge sit publikum mest muligt, uden at lægge en egentlig godbid under overfladen til den hærdede seer. Jovist kan filmens ses som en satire over den vestlige verdens befolknings stadig større trang til at overgå både sig selv og hinanden. Men dette bliver aldrig interessant, fordi fokus konstant er rettet mod visuel råddenskab og idéen om, at få sit publikum til at brække sig. Det hele forstummer i frastødende adfærd inkluderet vold, kannibalisme, incest, voldtægt, dyremishandling, mord og menneskehandel.
Det ér rent faktisk muligt, at lave en helt igennem kvalmende film og samtidig berige sit publikum. Cannibal Holocaust er et glimrende eksempel på en film, hvor man fornemmer, at provokationen er bakket op af en tyktflydende satire og moralsk lærdom, som Pink Flamingo's i den grad kunne have nydt godt af.
Intet er godt. "Skuespillet" er gennemført elendigt, kameraet er så latterligt håndteret, at selv videoerne i Ren Kagemand fremstår som solidt håndværk og ikke mindst John Waters instruktion er, for at holde sproget i filmens ånd, lige til at lukke op og skide i. J.W. ville helt sikkert være henrykt over denne kritik.
Jeg gik til filmen med en forventning om, at blive udsat for en begavet mands svar på verdens værste film. Problemet er bare, at jeg på ingen måde finder provokationen intelligent. Det er muligt, at jeg har misforstået hele filmens idé, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg ikke var underholdt på noget tidspunkt. Filmen er med andre ord mere ufrivilligt end frivilligt kvalmende, i hvert fald i mine øjne.
Det er mere end tydeligt, at insruktøren på ingen måde har haft nogen anden mission, end at forarge sit publikum mest muligt, uden at lægge en egentlig godbid under overfladen til den hærdede seer. Jovist kan filmens ses som en satire over den vestlige verdens befolknings stadig større trang til at overgå både sig selv og hinanden. Men dette bliver aldrig interessant, fordi fokus konstant er rettet mod visuel råddenskab og idéen om, at få sit publikum til at brække sig. Det hele forstummer i frastødende adfærd inkluderet vold, kannibalisme, incest, voldtægt, dyremishandling, mord og menneskehandel.
Det ér rent faktisk muligt, at lave en helt igennem kvalmende film og samtidig berige sit publikum. Cannibal Holocaust er et glimrende eksempel på en film, hvor man fornemmer, at provokationen er bakket op af en tyktflydende satire og moralsk lærdom, som Pink Flamingo's i den grad kunne have nydt godt af.
Intet er godt. "Skuespillet" er gennemført elendigt, kameraet er så latterligt håndteret, at selv videoerne i Ren Kagemand fremstår som solidt håndværk og ikke mindst John Waters instruktion er, for at holde sproget i filmens ånd, lige til at lukke op og skide i. J.W. ville helt sikkert være henrykt over denne kritik.
Jeg gik til filmen med en forventning om, at blive udsat for en begavet mands svar på verdens værste film. Problemet er bare, at jeg på ingen måde finder provokationen intelligent. Det er muligt, at jeg har misforstået hele filmens idé, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg ikke var underholdt på noget tidspunkt. Filmen er med andre ord mere ufrivilligt end frivilligt kvalmende, i hvert fald i mine øjne.
16/05-2010
