At gøre hvad normerne anviser

Her er en film der viser hjertelighed overfor jødedommen og det jødiske samfunds normer, men på samme tid giver en satirisk behandling af religion. Skæbnen rammer vores hovedperson og hans familie med det ene benspænd efter det andet. Hans personlighed og de jødiske normer forhindrer ham i at gøre oprør. Han accepterer sin skæbne men søger stadig en mening i det gennem jødedommen. Han gør ikke oprør og desværre forsøger han ikke selv at tage de nødvendige initiativer, der kan forbedre hans liv. Initiativerne overlader han måske til Gud (han virker ikke religiøs?!). Han er blottet for passion og humor og nøjes med at følge reglerne og undgå at træde ved siden. Hans livsforløb overlades til det religionssystem som han og familien er vævet ind i.

Man kan se filmen som en religionsproblematisering fordi den muntrer sig over religionens overtro og normer - men samtidig kritiserer den også de anarkiske børn. Måske er det snarere en generel kritik af passivitet og en delvis kritik af den slags religion, der forhindrer folk i at tage skæbnen i egen hånd og træffe fornuftige beslutninger.