Sjælløs som et computerspil
1.0
Et klassisk computerspil omsat til film. Prøvet mange gange før, som regel med ringe film som resultat (største undtagelse er i min bog den tredje "Resident Evil"-film). Og sådan gik det også denne gang, for "Prince of Persia" er godt nok en visuelt nydelig omgang sværd-og-sandaler-actioneventyr, men pæne billeder hjælper ikke meget, når indholdet er sjælløst og charmeforladt.
Filmen er baseret på det femte spil i Prince of Persia-serien, hvor helten sammen med sine storebrødre står i spidsen for den persiske hær, der erobrer en hellig by. Det viser sig dog, at de blev narret til at angribe byen, fordi skurken vil have fat i en magisk daggert og udnytte dens evne til at skrue tiden tilbage. Daggerten kan bare også udløse verdens undergang, så helten må sammen med prinsessen af den hellige by kæmpe for at få orden på sagerne igen.
Det er egentlig et o.k. eventyrplot, hvor tidsrejse-elementet bliver udmærket udnyttet, og hvor den arabisk-persiske fantasy-setting giver en anden stemning, end man får i historier baseret på vestlige myter. Problemet er bare, at filmen afvikler det lige så mekanisk som et computerspil. Allerede i den allerførste scene kan man regne ud, hvem den luskede overskurk er, og derfra flyder handlingen kun hakkende, fyldt med huller og spring, som konsekvent bliver overvundet, ved at én af hovedpersonerne stiller sig op og forklarer, hvad der nu skal ske.
Actionscenerne er heller ikke superimponerende - mange fungerer rimeligt, men mod slutningen går der alt for meget computeranimation i den, i takt med at det minder mere og mere om Indiana Jones' dårligste øjeblikke. Men værst af alt er faktisk det uengagerede skuespil, især fra Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Når han nu forsøger at genopfinde sig selv som actionhelt, kunne han vel forsøge at se ud, som om han ikke kedede sig. Der er trods alt lidt mere gnist fra Gemma Arterton i den kvindelige hovedrolle, men "Prince of Persia" overbeviser ikke om, at hun er mere end et pænt dukkeansigt, ligesom Ben Kingsley kan føje den til listen over kiksede biroller, han tog for pengenes skyld. Eneste lyspunkt blandt de medvirkende er faktisk Alfred Molinas lystigt overspillede rolle som bandithøvding.
Producer Jerry Bruckheimer havde ellers tilsyneladende truffet et godt valg ved at sætte den engelske veteran Mike Newell i instruktørstolen - han har masser af relevant erfaring fra udmærkede kostumedramaer og eventyrfilm som "Harry Potter and the Goblet of Fire". Men Newells instruktion virker også som mekanisk bestillingsarbejde, så han synes ikke at have gjort noget for at hæve det her over en buldrende, bragende og fuldstændig ligegyldig Bruckheimer-produktion.
Filmen er baseret på det femte spil i Prince of Persia-serien, hvor helten sammen med sine storebrødre står i spidsen for den persiske hær, der erobrer en hellig by. Det viser sig dog, at de blev narret til at angribe byen, fordi skurken vil have fat i en magisk daggert og udnytte dens evne til at skrue tiden tilbage. Daggerten kan bare også udløse verdens undergang, så helten må sammen med prinsessen af den hellige by kæmpe for at få orden på sagerne igen.
Det er egentlig et o.k. eventyrplot, hvor tidsrejse-elementet bliver udmærket udnyttet, og hvor den arabisk-persiske fantasy-setting giver en anden stemning, end man får i historier baseret på vestlige myter. Problemet er bare, at filmen afvikler det lige så mekanisk som et computerspil. Allerede i den allerførste scene kan man regne ud, hvem den luskede overskurk er, og derfra flyder handlingen kun hakkende, fyldt med huller og spring, som konsekvent bliver overvundet, ved at én af hovedpersonerne stiller sig op og forklarer, hvad der nu skal ske.
Actionscenerne er heller ikke superimponerende - mange fungerer rimeligt, men mod slutningen går der alt for meget computeranimation i den, i takt med at det minder mere og mere om Indiana Jones' dårligste øjeblikke. Men værst af alt er faktisk det uengagerede skuespil, især fra Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Når han nu forsøger at genopfinde sig selv som actionhelt, kunne han vel forsøge at se ud, som om han ikke kedede sig. Der er trods alt lidt mere gnist fra Gemma Arterton i den kvindelige hovedrolle, men "Prince of Persia" overbeviser ikke om, at hun er mere end et pænt dukkeansigt, ligesom Ben Kingsley kan føje den til listen over kiksede biroller, han tog for pengenes skyld. Eneste lyspunkt blandt de medvirkende er faktisk Alfred Molinas lystigt overspillede rolle som bandithøvding.
Producer Jerry Bruckheimer havde ellers tilsyneladende truffet et godt valg ved at sætte den engelske veteran Mike Newell i instruktørstolen - han har masser af relevant erfaring fra udmærkede kostumedramaer og eventyrfilm som "Harry Potter and the Goblet of Fire". Men Newells instruktion virker også som mekanisk bestillingsarbejde, så han synes ikke at have gjort noget for at hæve det her over en buldrende, bragende og fuldstændig ligegyldig Bruckheimer-produktion.
24/05-2010
