Krig i barske nærbilleder
4.0
Øjeblikkets mest omtalte krigsfilm er en dansk dokumentar, men jeg er glad for, at jeg også lige nåede at få set denne glimrende israelske film, der er baseret på forfatter-instruktør Samuel Maoz' egne oplevelser i Libanonkrigen i 1982.
"Libanon" følger en kampvognsbesætning i krigens første dage, hvor de sammen med en deling faldskærmsjægere bliver sat til at tjekke, om der er Hezbollah-soldater tilbage i forskellige grænsebyer efter de israelske luftangreb. Filmens originale greb er så, at hele historien bliver fortalt fra kampvognens førerhus. Alle dialogscener foregår derinde eller via radio, og begivenhederne udenfor bliver set gennem kampvognens sigtemidler. Fuldstændig som Maoz selv må have oplevet det som skytte i kampvognen.
Det giver "Libanon" en helt særlig klaustrofobisk fornemmelse, at alting på den måde foregår inde i en lukket, skramlende, beskidt metalkasse. Soldaternes nervøsitet og forvirring kommer helt tæt på, og man får effektivt skildret, hvor lidt de menige soldater ved om, hvad der foregår - både i området omkring dem og i krigen som helhed.
Inde fra kampvognen ser de voldsomme scener af død og ødelæggelse, og ud over det humanistiske syn på soldater som mennesker udmærker "Libanon" sig også ved at være stærkt kritisk overfor Israels angrebskrig. Den skildres nemlig som en beskidt affære med brug af fosforgranater mod tilfældige civile og en uhellig alliance med de kristne libanesiske falangister.
Filmens konsekvente stil bliver så næsten også for meget - jeg var i hvert fald tæt på at blive træt af nærbilleder af svedende, nervøse mænd, og skuespillet får også en snert af kliché nogle steder. Men "Libanon" er en rigtig spændende film, der med sin aggressive in-your-face-stil skildrer krigen helt tæt på, fortalt af en mand, der har haft god tid til at reflektere over, hvordan det påvirkede ham og hans soldaterkammerater at sidde med fingeren på aftrækkeren inde i en kampvogn.
"Libanon" følger en kampvognsbesætning i krigens første dage, hvor de sammen med en deling faldskærmsjægere bliver sat til at tjekke, om der er Hezbollah-soldater tilbage i forskellige grænsebyer efter de israelske luftangreb. Filmens originale greb er så, at hele historien bliver fortalt fra kampvognens førerhus. Alle dialogscener foregår derinde eller via radio, og begivenhederne udenfor bliver set gennem kampvognens sigtemidler. Fuldstændig som Maoz selv må have oplevet det som skytte i kampvognen.
Det giver "Libanon" en helt særlig klaustrofobisk fornemmelse, at alting på den måde foregår inde i en lukket, skramlende, beskidt metalkasse. Soldaternes nervøsitet og forvirring kommer helt tæt på, og man får effektivt skildret, hvor lidt de menige soldater ved om, hvad der foregår - både i området omkring dem og i krigen som helhed.
Inde fra kampvognen ser de voldsomme scener af død og ødelæggelse, og ud over det humanistiske syn på soldater som mennesker udmærker "Libanon" sig også ved at være stærkt kritisk overfor Israels angrebskrig. Den skildres nemlig som en beskidt affære med brug af fosforgranater mod tilfældige civile og en uhellig alliance med de kristne libanesiske falangister.
Filmens konsekvente stil bliver så næsten også for meget - jeg var i hvert fald tæt på at blive træt af nærbilleder af svedende, nervøse mænd, og skuespillet får også en snert af kliché nogle steder. Men "Libanon" er en rigtig spændende film, der med sin aggressive in-your-face-stil skildrer krigen helt tæt på, fortalt af en mand, der har haft god tid til at reflektere over, hvordan det påvirkede ham og hans soldaterkammerater at sidde med fingeren på aftrækkeren inde i en kampvogn.
30/05-2010
