No More Mr. Nice Guy

Da jeg trådte ud i den silende regn og det sårede sollys, slog filmen ned i mig, Ikke imens den blev vist, for da var jeg alt for optaget til at tænke en eneste tanke.

Filmen formår både at chokere, underholde og skabe debat, hvilket jeg ikke mindes, at nogen anden dansk film endnu har præsteret. Den fortæller os hverken, at det er godt eller skidt, at vores nation er i krig, men beretter kun om det vores danske soldater oplever i felten og viser en side af verdens lykeligste land, som kun ganske få af os reelt kender til. Og dét er stærke sager. Ikke umiddelbart visuelt, men mentalt. Derved ikke sagt, at dette ikke er en visuel oplevelse af de helt store, for det er det bestemt, men den viser, modsat diverse indslag i nyhedsudsendelser og krigsfilm, mennesker som vi kan identificere os med, midt i en krigszone fyldt med våben og usikkerhed, men også et ubrydeligt sammenhold og det rush krigen giver dem. Og derfor er denne film så stærk. Og ikke mindst af international klasse, hvilket som bekendt også endte med anerkendelse ved dette års Cannes Film Festival.

Hvad der også gør denne film så unik, er de to skaberes mod og viljestyrke. Det fornemmes, at disse virkelig har været opsatte på, at lave denne film og visualisere et stykke dansk historie, uden at dykke ned i en politisk grøft, men derimod lade det være op til sit publikum at vurdere, om det er rigtigt eller forkert, at deltage i krigen. Dét er vigtig og unik filmkunst. Derfor opfordres alle, der elskede Oscarvinderen The Hurt Locker, til at se denne film, da den klart er på samme spændingsniveau, blot med det twist, at vi her ikke har at gøre med en kontrolleret filmproduktion, men derimod får præsenteret verden som den endnu engang er, råt, for usødet.