Danskere i krig: Udvalgte højdepunkter

I nyere tid er det vist kun Christoffer Guldbrandsen, der herhjemme har skabt så meget opmærksomhed med en dansk dokumentarfilm. Og det er fair nok, for "Armadillo" kommer tættere på de danske soldaters oplevelser i Afghanistan, end noget medie tidligere har været. Måske.

Måske, fordi det her også er et stykke redigeret virkelighed. Instruktør Janus Metz og fotograf Lars Skree har fulgt et hold soldater helt tæt på, ude på Forward Operating Base Armadillo, hvor de er mindre end en kilometer fra Taleban-styrkerne. Når altså talebanerne gider at vise sig. Ét af de stærkeste indtryk, jeg fik fra filmen, var nemlig, hvor fucked-up den form for guerillakrig er, og hvor håbløst det virker at kunne få afsluttet den med én eller anden form for sejr. Fordi de vestlige soldater ikke har nogen chance for at kende ven fra fjende, og fordi lokalbefolkningen nærmest ikke har noget valg, når talebanerne beordrer dem til at 'samarbejde'.

Filmens andet markante tema er det, som Metz & co. med dygtig PR har haft held til at sætte på mediernes dagsorden: Nemlig hvordan krigen påvirker de danske soldater. Hvordan de er spændte på at komme i kamp, og hvordan de håndterer det bagefter. Inklusive optagelser fra forreste frontlinje og barske billeder af døde fjender. På det punkt gav filmen mig dog ikke rigtig noget nyt, men jeg har så også talt indgående med danskere, der havde været i kamp i både det tidligere Jugoslavien og Afghanistan. Og det psykologiske billede er derudover meget lig det, man får af soldaterne i fiktionsfilm som "Jarhead", "Redacted" eller "The Hurt Locker".

Det er dog bestemt både interessant og relevant, og på det punkt er det efter min mening ærgerligt, at filmselskabets PR fik sat en tvist om ord øverst på dagsordenen. For det er ærligt talt aldeles ligegyldigt, om én enkelt soldat siger 'likvidere' eller bruger et andet ord. Eller forestiller folk sig, at danske soldater ikke dræber fjender med fuldt overlæg, når man sender dem i krig?

Hvis nogen svarer nej til det spørgsmål, trænger de virkelig til at se "Armadillo" ...

Det er en relevant film. En vigtig film. Men også en forbandet manipulerende film. Jeg synes, det er helt vildt, at Lars Skree har løbet lige i hælene på soldaterne på en mark i Afghanistan, mens de var i ildkamp. Det giver mig bare større respekt for filmholdets mod end for deres kompetence. Metz, Skree og klipper Per K. Kirkegaard har nemlig skruet "Armadillo" sammen med maksimal chokeffekt for øje - og det svækker i mine øjne filmens troværdighed. Den er fotograferet i en stil og farveholdning, der mange steder ligner en spillefilm. Kampene får maksimalt tryk på og fylder formentlig uforholdsmæssigt meget af filmens spilletid. Den er så aggressivt klippet, at det bl.a. ikke er klart, hvornår soldaterne bliver interviewet til kameraet, og hvornår kameraet blot er fluen på væggen. Og så er der ikke mindst brugt en ekstremt manipulerende underlægningsmusik, der hele tiden insisterer på, at det her, det er bare pissedramatisk og møgfarligt. Musikken irriterede mig helt fra starten.

Jeg er ikke i tvivl om, at "Armadillo" på mange punkter giver et realistisk og nærgående billede af danske soldater i krig. Jeg synes som nævnt ikke, at man kan argumentere imod, at det er en vigtig og relevant film. Men netop derfor er det synd, at den med midler hentet fra fiktionens verden har fået en så aggressiv form, at jeg kommer i tvivl om, hvor dækkende dens billede af soldaterne og krigen nu også er?