Dystopisk duet

I et ellers meget originalt kreeret univers, som i dén grad nagler sin tilskuer til et post-armageddon'sk tableau, bevæger Viggo-drengen sig udmærket ved siden af drengen. Set som et filosofisk opgør med naturtilstandens depressive dukkert træder filmens samlede narrativ imidlertid ikke nær så fuldbyrdet i karakter som den ellers fremragende roman af McCarthy (især konnoterer filmens slutning på denne baggrund mest i retning af f.eks. Det lille hus på prærien). Og det er en smule ærgerligt, når nu bagtæppet er så smukt.