The Thrill of the Macabre
6.0
SPOILERS
Guy Ritchie viser med sin bedste film til dato omsider, at han er blevet en fuldvoksen drengerøv af bedste skuffe. Nu mestrer han subtextens svære kunst, at lave en actionfilm med indbygget pointe. Mens alle anmeldere fra Politiken til Scope stirrer sig blinde på detektivhistorien, giver Ritchie os et humoristisk, megaelegant, visuelt toptunet drama om hvor svært det er at finde svaret på livet største spørgsmål, kærligheden til kvinden, selvom det ligger lige for fødderne af os. Og lige en kommentar til dem, der synes at filmen tegner et forkert portræt af Sherlock Holmes: Ritchie har som den første ramt præcis den karakteristik af Holmes, som Doyle i sin tid tænkte på. Det er alle de andre filmatiseringer, der rammer galt.
Holmes ER en lurvet døgenigt af en narkoman, der med sine klogeåge ræsonnementer patetisk prøver at spinde guld på sin triste og uanvendelige bedrevidenhed. Det er åbenbart først i 2010, at den vinkel kan hitte igen. En evne til at ræsonnere, som Ritchie hele tiden elegant overdriver til det maniske og gør til ren kitsch som skør kontrast til filmens tema, Holmes' manglende evne til at forstå (og elske) kvinden. Og dette tema pakker Ritchie smukt ind i sfinxens gåde, som er actionhistoriens omdrejningspunkt og nøglen til optrævlingen af Blackwoods plan. Og den tavse sfinx, der alle dage har symboliseret den mystiske kvinde, vi mænd ikke forstår, er samtidig den subtextede gåde, som Holmes aldrig kan løse eller måske aldrig ønsker at løse. Måske vil han savne det makabre, måske er han tiltrukket af Watson eller måske har han mistet sin loving feeling efter de mange forsumpede, klogeåge år. Filmen excellerer i gode fortolkningsmuligheder. Blot et eksempel blandt mange: Fingerringen, som Holmes konstant kan udtænke løsninger udfra, men som han aldrig selv kan tænke at placere på kvindens finger. Det kan Watson derimod.
Watson vil ud af skidtet, og det lykkes for ham at finde den svære, elementære vej til kærligheden. Holmes derimod fandt aldrig Irenes bløde punkt, hvad enten det var hendes klitoris eller den mandlige kløgt (som også Holmes besidder), hun tænkte på. For Holmes kommer det ud på et. Filmen lever også her i kraft af de små detaljer. Nøglescenen er da Holmes redder Irenes liv i slagtehuset, i sig selv en scene, der viser Ritchies nyvundne evner som instruktør. Irene kysser, men Holmes viger tilbage, angst for klicheens magt. Han tør ikke satse på kærligheden, og hvo intet vover, intet vinder, som bekendt. Vi er tilbage til De Palmas Mission Impossible, Malteserfalken eller Jackie Brown. Manden, der fascineres af det farlige, men ikke tør, ikke stoler på egne evner og frygter manipulationen. Og i Holmes' tilfælde er det jo dobbelt åndssvagt, når alternativet er det makabre liv, som han uimodståeligt drages imod.
En dejlig film, hvor Ritchie viser at han kan være original og samtidig trække på det bedste i filmmediet. Der er Poeagtig makaber poesi i at Blackwood dør ved hængning, hans eget trick. Det er et flot sammenkædet miljø af magi, tryllekunster, fascisme, overtro og videnskab, som gennemsyrer historien. Der er fede replikker og fotografi og cgi i top. Den amerikanske varulv Downey har indtaget London. Hans Holmes lever kun for gåden, for spillet og nægter at etablere sig. Eller er det Ritchies egen historie vi er vidne til: Hans forgæves søgen efter Madonnas bløde punkt?
Guy Ritchie viser med sin bedste film til dato omsider, at han er blevet en fuldvoksen drengerøv af bedste skuffe. Nu mestrer han subtextens svære kunst, at lave en actionfilm med indbygget pointe. Mens alle anmeldere fra Politiken til Scope stirrer sig blinde på detektivhistorien, giver Ritchie os et humoristisk, megaelegant, visuelt toptunet drama om hvor svært det er at finde svaret på livet største spørgsmål, kærligheden til kvinden, selvom det ligger lige for fødderne af os. Og lige en kommentar til dem, der synes at filmen tegner et forkert portræt af Sherlock Holmes: Ritchie har som den første ramt præcis den karakteristik af Holmes, som Doyle i sin tid tænkte på. Det er alle de andre filmatiseringer, der rammer galt.
Holmes ER en lurvet døgenigt af en narkoman, der med sine klogeåge ræsonnementer patetisk prøver at spinde guld på sin triste og uanvendelige bedrevidenhed. Det er åbenbart først i 2010, at den vinkel kan hitte igen. En evne til at ræsonnere, som Ritchie hele tiden elegant overdriver til det maniske og gør til ren kitsch som skør kontrast til filmens tema, Holmes' manglende evne til at forstå (og elske) kvinden. Og dette tema pakker Ritchie smukt ind i sfinxens gåde, som er actionhistoriens omdrejningspunkt og nøglen til optrævlingen af Blackwoods plan. Og den tavse sfinx, der alle dage har symboliseret den mystiske kvinde, vi mænd ikke forstår, er samtidig den subtextede gåde, som Holmes aldrig kan løse eller måske aldrig ønsker at løse. Måske vil han savne det makabre, måske er han tiltrukket af Watson eller måske har han mistet sin loving feeling efter de mange forsumpede, klogeåge år. Filmen excellerer i gode fortolkningsmuligheder. Blot et eksempel blandt mange: Fingerringen, som Holmes konstant kan udtænke løsninger udfra, men som han aldrig selv kan tænke at placere på kvindens finger. Det kan Watson derimod.
Watson vil ud af skidtet, og det lykkes for ham at finde den svære, elementære vej til kærligheden. Holmes derimod fandt aldrig Irenes bløde punkt, hvad enten det var hendes klitoris eller den mandlige kløgt (som også Holmes besidder), hun tænkte på. For Holmes kommer det ud på et. Filmen lever også her i kraft af de små detaljer. Nøglescenen er da Holmes redder Irenes liv i slagtehuset, i sig selv en scene, der viser Ritchies nyvundne evner som instruktør. Irene kysser, men Holmes viger tilbage, angst for klicheens magt. Han tør ikke satse på kærligheden, og hvo intet vover, intet vinder, som bekendt. Vi er tilbage til De Palmas Mission Impossible, Malteserfalken eller Jackie Brown. Manden, der fascineres af det farlige, men ikke tør, ikke stoler på egne evner og frygter manipulationen. Og i Holmes' tilfælde er det jo dobbelt åndssvagt, når alternativet er det makabre liv, som han uimodståeligt drages imod.
En dejlig film, hvor Ritchie viser at han kan være original og samtidig trække på det bedste i filmmediet. Der er Poeagtig makaber poesi i at Blackwood dør ved hængning, hans eget trick. Det er et flot sammenkædet miljø af magi, tryllekunster, fascisme, overtro og videnskab, som gennemsyrer historien. Der er fede replikker og fotografi og cgi i top. Den amerikanske varulv Downey har indtaget London. Hans Holmes lever kun for gåden, for spillet og nægter at etablere sig. Eller er det Ritchies egen historie vi er vidne til: Hans forgæves søgen efter Madonnas bløde punkt?
14/06-2010
