Verdens Sidste Have
6.0
SPOILERS
Er man til dobbelttydige film om den skøre idealists gale kamp mod virkeligheden for en smuk sag, er sci-fi filmen Silent Running en uhyggelig og trist filmisk nydelse af de helt store. Bruce Dern kæmper, i et rumskib, en lidt for stolt kamp mod sine tre med-astronauter for at redde verdens sidste haver, der er sendt ud i rummet. På Jorden kan intet længere gro. Alle mennesker er ens og ingen drømmer længere. Bortset fra Derns utilpassede Freeman, der giver en flot symbolsk parodi på Skaberen og Manden Med Leen på en og samme tid. Det er en film om ensomhed. Og det er en film, der fint viser, at den ensomme idealist dybest set søger kontakt med fællesskabet, men er ude af stand til at opnå den.
Michael Cimino har co-skrevet manuskriptet, og Freemans mentale deroute har da også mange lighedspunkter med Christopher Walkens past redemption-karakter fra Deer Hunter. Navnlig da redningsholdet omsider dukker op til ingen verdens nytte. De mange og lange scener med Dern og robotterne, kaldet dronerne, er filmhistorie. De er superuhyggelige som spejlbilleder af Freemans spøgelsesagtige og tavse sindssyge.
Filmen er ikke en hippie-agtig hydelst til miljøet, men en gravskrift over en mand, der var parat til at overskride alle grænser for at bevare miljøet. At slå ihjel for at bevare liv, er filmens skøre ironi, men også en tese, som filmen tager afstand fra. Det er bemærkelsesværdigt, at Freeman, der starter med at hylde naturen, i sin megaspaltede deroute ender med at behandle dronerne som mennesker og blive afhængig af kontakten til dem. Samtidig gentager han neurotisk og skyldplaget billeder og handlinger med relation de tre med-astronauter, han slog ihjel for at bevare haverne.
Det hele er en stor konstruktion med en filmisk pointe, der til tider er både mere nærværende end 2001: A Space Odyssey og mere vedkommende end Deer Hunter. For den viser at det personlige projekt til hver en tid står over politiske fordringer. At virkeligheden er større end ideen.
Er man til dobbelttydige film om den skøre idealists gale kamp mod virkeligheden for en smuk sag, er sci-fi filmen Silent Running en uhyggelig og trist filmisk nydelse af de helt store. Bruce Dern kæmper, i et rumskib, en lidt for stolt kamp mod sine tre med-astronauter for at redde verdens sidste haver, der er sendt ud i rummet. På Jorden kan intet længere gro. Alle mennesker er ens og ingen drømmer længere. Bortset fra Derns utilpassede Freeman, der giver en flot symbolsk parodi på Skaberen og Manden Med Leen på en og samme tid. Det er en film om ensomhed. Og det er en film, der fint viser, at den ensomme idealist dybest set søger kontakt med fællesskabet, men er ude af stand til at opnå den.
Michael Cimino har co-skrevet manuskriptet, og Freemans mentale deroute har da også mange lighedspunkter med Christopher Walkens past redemption-karakter fra Deer Hunter. Navnlig da redningsholdet omsider dukker op til ingen verdens nytte. De mange og lange scener med Dern og robotterne, kaldet dronerne, er filmhistorie. De er superuhyggelige som spejlbilleder af Freemans spøgelsesagtige og tavse sindssyge.
Filmen er ikke en hippie-agtig hydelst til miljøet, men en gravskrift over en mand, der var parat til at overskride alle grænser for at bevare miljøet. At slå ihjel for at bevare liv, er filmens skøre ironi, men også en tese, som filmen tager afstand fra. Det er bemærkelsesværdigt, at Freeman, der starter med at hylde naturen, i sin megaspaltede deroute ender med at behandle dronerne som mennesker og blive afhængig af kontakten til dem. Samtidig gentager han neurotisk og skyldplaget billeder og handlinger med relation de tre med-astronauter, han slog ihjel for at bevare haverne.
Det hele er en stor konstruktion med en filmisk pointe, der til tider er både mere nærværende end 2001: A Space Odyssey og mere vedkommende end Deer Hunter. For den viser at det personlige projekt til hver en tid står over politiske fordringer. At virkeligheden er større end ideen.
16/06-2010
