Sex og en ørkenvandring
1.0
Så holdt den ikke længere ... Alle, der interesserer sig en smule for "Sex and the City", har nok allerede fået serveret pointen i diverse anmeldelser og kommentarer, men lad mig bare gentage: Den nye film er en decideret pinlig fortsættelse af det, der engang var en banebrydende tv-serie.
Den begynder ikke helt så skidt, men dog lidt overraskende. Hvor tv-serien som bekendt var moderne, hurtigt klippet og hurtigere i replikken, markerer forfatter-instruktør Michael Patrick King straks med det indledende bøssebryllup, at han vil have film nr. to ned i tempo og forsøge at ramme komediestilen fra Hollywoods guldalder. Det lykkes så ikke rigtig, men filmen er da i den første times tid jævnt småhyggelig, lidt som at se en daytime soap, hvor man bare stener i et velkendt univers, mens hjernen er slået fra.
King forsøger også at vise lidt tænder med emner og værdier, der ikke er ærkeamerikanske. Som ægteskab mellem bøsser og ægtepar, der organiserer deres samliv på utraditionelle måder. Ingen af delene bliver dog ført igennem med nogen form for bid, og i stedet kan man så stene til de fire nu midaldrende veninders problemer. Charlotte kæmper for at være en god mor for to anstrengende børn (med en fuldtids nanny som hjælp). Miranda har fået en ny chef, der ikke kan lide hende. Samantha er kommet i overgangsalderen og på hormonkur. Og Carrie kan ikke forstå, at hendes mand hellere vil have hjemmeaftener med sofa og film end spæne i byen sammen med hende hver aften. Ganske ligegyldigt, men dog ikke tåkrummende.
Det bliver "Sex and the City 2" til gengæld efter ca. halvanden time, hvor de fire forlader The City og tager til Abu Dhabi. Eller rettere Marokko, som agerer dublet for Emiraterne, fordi filmholdet ikke måtte få lov til at filme dér. Men altså, af sted til Arabien, hvor de først svælger i overdreven luksus. Og så går det helt, helt galt, da filmen begynder at bore i arabisk kultur med en ligestillingsvinkel. Hvilket isoleret set ikke er uinteressant, men "Sex and the City 2" fremstiller bare sine heltinder som en flok idiotiske gimper, der helt uden pli tromler hen over kultur og skikke i det land, de besøger. Det er her, filmen bliver decideret pinlig - ikke mindst da de til sidst bliver reddet af lokale kvinder, der i perfekt søsterskab viser sig at have Louis Vuitton-modetøj under niqab'erne.
En hel times spilletid tilbringer filmen guddødemig i Abu Dhabi, og dens portræt af Arabien er jo nok lige så velresearchet som navnet på den danske arkitekt, de møder dernede: Rikard Spirt. Jeg ved ikke, hvad Michael Patrick King har tænkt på, men der mister han fuldstændig ånden fra den succes, han selv var med til at skabe. Flot assisteret af især Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall, der begge spiller virkelig ringe mellem de mange product placements. Faktisk går det ikke rigtig godt for nogen af hovedpersonerne - frem for fire skarpe personligheder virker de pludselig alle sammen som varianter af hysteriske Carrie. Ligesom Carries vittige voiceover i øvrigt er reduceret til en stemme, der kun fortæller, hvad der sker på lærredet.
Pinlig, katastrofal, ligegyldig, unødvendig - vælg selv passende tillægsord til "Sex and the City 2". Af hele holdet omkring serien og filmen er der faktisk kun to, som stadig kan holde hovedet nogenlunde højt. Nemlig Chris Noth, der nærmest er bedre end nogensinde før som Big, nu i stærkt Clark Gable-inspireret version. Og så Patricia Field, der som fast kostumier/stylist har ydet et væsentligt bidrag til seriens succes. Her gør hun igen sit job godt med alle de utroligt mange sæt tøj, de fire hovedpersoner når at have på.
Det bliver spændende at se, om de er griske nok til at lave den treer, der længe har gået rygter om. Og om lidt over et halvt år bliver det også spændende at se, om de her fire symboler på det nye årtusinds powerkvinder har balls til selv at komme og hente deres Razzies, ligesom Sandra Bullock gjorde det.
Den begynder ikke helt så skidt, men dog lidt overraskende. Hvor tv-serien som bekendt var moderne, hurtigt klippet og hurtigere i replikken, markerer forfatter-instruktør Michael Patrick King straks med det indledende bøssebryllup, at han vil have film nr. to ned i tempo og forsøge at ramme komediestilen fra Hollywoods guldalder. Det lykkes så ikke rigtig, men filmen er da i den første times tid jævnt småhyggelig, lidt som at se en daytime soap, hvor man bare stener i et velkendt univers, mens hjernen er slået fra.
King forsøger også at vise lidt tænder med emner og værdier, der ikke er ærkeamerikanske. Som ægteskab mellem bøsser og ægtepar, der organiserer deres samliv på utraditionelle måder. Ingen af delene bliver dog ført igennem med nogen form for bid, og i stedet kan man så stene til de fire nu midaldrende veninders problemer. Charlotte kæmper for at være en god mor for to anstrengende børn (med en fuldtids nanny som hjælp). Miranda har fået en ny chef, der ikke kan lide hende. Samantha er kommet i overgangsalderen og på hormonkur. Og Carrie kan ikke forstå, at hendes mand hellere vil have hjemmeaftener med sofa og film end spæne i byen sammen med hende hver aften. Ganske ligegyldigt, men dog ikke tåkrummende.
Det bliver "Sex and the City 2" til gengæld efter ca. halvanden time, hvor de fire forlader The City og tager til Abu Dhabi. Eller rettere Marokko, som agerer dublet for Emiraterne, fordi filmholdet ikke måtte få lov til at filme dér. Men altså, af sted til Arabien, hvor de først svælger i overdreven luksus. Og så går det helt, helt galt, da filmen begynder at bore i arabisk kultur med en ligestillingsvinkel. Hvilket isoleret set ikke er uinteressant, men "Sex and the City 2" fremstiller bare sine heltinder som en flok idiotiske gimper, der helt uden pli tromler hen over kultur og skikke i det land, de besøger. Det er her, filmen bliver decideret pinlig - ikke mindst da de til sidst bliver reddet af lokale kvinder, der i perfekt søsterskab viser sig at have Louis Vuitton-modetøj under niqab'erne.
En hel times spilletid tilbringer filmen guddødemig i Abu Dhabi, og dens portræt af Arabien er jo nok lige så velresearchet som navnet på den danske arkitekt, de møder dernede: Rikard Spirt. Jeg ved ikke, hvad Michael Patrick King har tænkt på, men der mister han fuldstændig ånden fra den succes, han selv var med til at skabe. Flot assisteret af især Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall, der begge spiller virkelig ringe mellem de mange product placements. Faktisk går det ikke rigtig godt for nogen af hovedpersonerne - frem for fire skarpe personligheder virker de pludselig alle sammen som varianter af hysteriske Carrie. Ligesom Carries vittige voiceover i øvrigt er reduceret til en stemme, der kun fortæller, hvad der sker på lærredet.
Pinlig, katastrofal, ligegyldig, unødvendig - vælg selv passende tillægsord til "Sex and the City 2". Af hele holdet omkring serien og filmen er der faktisk kun to, som stadig kan holde hovedet nogenlunde højt. Nemlig Chris Noth, der nærmest er bedre end nogensinde før som Big, nu i stærkt Clark Gable-inspireret version. Og så Patricia Field, der som fast kostumier/stylist har ydet et væsentligt bidrag til seriens succes. Her gør hun igen sit job godt med alle de utroligt mange sæt tøj, de fire hovedpersoner når at have på.
Det bliver spændende at se, om de er griske nok til at lave den treer, der længe har gået rygter om. Og om lidt over et halvt år bliver det også spændende at se, om de her fire symboler på det nye årtusinds powerkvinder har balls til selv at komme og hente deres Razzies, ligesom Sandra Bullock gjorde det.
16/06-2010
