Folkekomedie i spraglet tøj
2.0
Tysk-tyrkiske Fatih Akin har i de seneste år etableret sig som ét af de største navne i tysk film med "Mod muren" og "På himlens kant", der begge var skarpe dramaer om indvandrermiljøer og -identitet. Med "Soul Kitchen" bevæger han sig over i komedie, men stadig med udgangspunkt i det multikulturelle miljø i Akins hjemby Hamburg.
Hovedpersonen er en græsk-tysker, der ejer en relativt succesfuld restaurant, men gerne vil følge med sin kæreste, da hun bliver udstationeret i Kina. Problemerne tårner sig bare op: Hans bror vil have hjælp til at blive prøveløsladt, den nye kok er smågal og skræmmer gæsterne væk, og nogle skumle finansmænd forsøger at presse ham til at sælge restauranten billigt.
"Soul Kitchen" er lidt som at se en Erik Clausen-film på tysk. Den foregår i et antiautoritært storbymiljø, hvor heltene er småkriminelle og bohemer, og hvor hovedpersonen naturligvis skal indse, at hans passion ligger i restauranten og ikke hos den trælse, krævende kæreste i Kina. Det giver en ganske charmerende grundtone, men ellers er filmen faktisk mere feelgood end komedie, og derfor er den også temmelig forudsigelig.
Der er selvfølgelig en sympatisk underliggende pointe i, at det multikulturelle miljø i "Soul Kitchen" tages som noget helt givet, så der fx ikke er nogen, der hæver et øjenbryn, over at en tysk-tyrker og en græsk-tysker forelsker sig. Men bortset fra det er filmen kun småhyggelig og småsjov - en jævn folkekomedie iført spraglet tøj.
Hovedpersonen er en græsk-tysker, der ejer en relativt succesfuld restaurant, men gerne vil følge med sin kæreste, da hun bliver udstationeret i Kina. Problemerne tårner sig bare op: Hans bror vil have hjælp til at blive prøveløsladt, den nye kok er smågal og skræmmer gæsterne væk, og nogle skumle finansmænd forsøger at presse ham til at sælge restauranten billigt.
"Soul Kitchen" er lidt som at se en Erik Clausen-film på tysk. Den foregår i et antiautoritært storbymiljø, hvor heltene er småkriminelle og bohemer, og hvor hovedpersonen naturligvis skal indse, at hans passion ligger i restauranten og ikke hos den trælse, krævende kæreste i Kina. Det giver en ganske charmerende grundtone, men ellers er filmen faktisk mere feelgood end komedie, og derfor er den også temmelig forudsigelig.
Der er selvfølgelig en sympatisk underliggende pointe i, at det multikulturelle miljø i "Soul Kitchen" tages som noget helt givet, så der fx ikke er nogen, der hæver et øjenbryn, over at en tysk-tyrker og en græsk-tysker forelsker sig. Men bortset fra det er filmen kun småhyggelig og småsjov - en jævn folkekomedie iført spraglet tøj.
26/06-2010
