Clausen-Banden i Jylland
5.0
SPOILERS
Er man til Erik Clausens vinkel på livet & samfundet, er filmen et must. Og kan man kun lige acceptere hans politiske og samfundskritiske præmisser, kan man alligevel få sig et rigtig godt sommergrin ved alle de mange kejtede og sjove replikker og scener, som Clausen ryster ud af sit gøglerærme i løbet af denne film. Filmen indeholder hvad den skal af politisk ukorrekte pointer. Københavnerarrogance, opgør med en halv-korrupt fængelsinspektør og opgør med muslim- og race-forskrækkelsen, satiriske antydninger af, at en muhammedtegners bodyguard er attentatets mål fremfor tegneren selv, og Johns søgen efter en mening med religionen.
Men som altid hos Clausen er det den personlige historie, der heldigvis står stærkere end den politiske: Faderens svære erkendelse af eget svigt og hans velmente forsøg på at gøre et comeback i forhold til sin søn. Filmens pointe er vel, at det aldrig er for sent for en far at hjælpe sin søn videre i livet og ud af en krise. Næsten som held i uheld, er John, lidt tilfældigt, men alligevel dybest set villet, årsag til at sønnens konflikter løser sig. Der skal spilles roller, og der skal væres ærlig. Alting til sin tid, alt til et godt formål.
Clausens film er naturstridige i deres sjove kombination af filmisk ambition og lavkomik, kombineret med en dejlig amatøragtig tilgangsvinkel til meget af det lidt for seriøse filmstof. Han mester som få en sær poesi. Slutscenen fra Den Sidste Badedag er et eksempel. Johns dans og sang med det lille barnebarn et andet eksempel. Det er filmens store øjeblik - dér hvor man får tårer i øjnene, fordi John både viser at han kan og samtidig siger undskyld til sin egen søn med andet end tale. Scenen i lufthavnen, da hun til sidst kigger sig tilbage, er rip-off, men de store filmmestre, som inspirerer Clausen, gjorde det ikke bedre.
John bliver selv vasket, klippet og tørret af frisøren, men han er, godhjertet som han er, mere trist over at miste kvinden end pengene. Femme fatale-vinklen fra de mange 40'ere film noir mestrer Clausen. "I didn't get the money and I didn't get the woman", kan man næste høre ham citere fra Billy Wilders Double Indemnity, men John er lykkeligere naiv og ydmyget. Han er en beautiful loser, der kan leve med sit tab, for han vinder sig selv. Men det kan ingen rigtig se. Hans navn stryges af stamtræet, og det politiske navn (Obama) vinder over det personlige navn (John). For John er på vej væk fra halvøen.
Er man til Erik Clausens vinkel på livet & samfundet, er filmen et must. Og kan man kun lige acceptere hans politiske og samfundskritiske præmisser, kan man alligevel få sig et rigtig godt sommergrin ved alle de mange kejtede og sjove replikker og scener, som Clausen ryster ud af sit gøglerærme i løbet af denne film. Filmen indeholder hvad den skal af politisk ukorrekte pointer. Københavnerarrogance, opgør med en halv-korrupt fængelsinspektør og opgør med muslim- og race-forskrækkelsen, satiriske antydninger af, at en muhammedtegners bodyguard er attentatets mål fremfor tegneren selv, og Johns søgen efter en mening med religionen.
Men som altid hos Clausen er det den personlige historie, der heldigvis står stærkere end den politiske: Faderens svære erkendelse af eget svigt og hans velmente forsøg på at gøre et comeback i forhold til sin søn. Filmens pointe er vel, at det aldrig er for sent for en far at hjælpe sin søn videre i livet og ud af en krise. Næsten som held i uheld, er John, lidt tilfældigt, men alligevel dybest set villet, årsag til at sønnens konflikter løser sig. Der skal spilles roller, og der skal væres ærlig. Alting til sin tid, alt til et godt formål.
Clausens film er naturstridige i deres sjove kombination af filmisk ambition og lavkomik, kombineret med en dejlig amatøragtig tilgangsvinkel til meget af det lidt for seriøse filmstof. Han mester som få en sær poesi. Slutscenen fra Den Sidste Badedag er et eksempel. Johns dans og sang med det lille barnebarn et andet eksempel. Det er filmens store øjeblik - dér hvor man får tårer i øjnene, fordi John både viser at han kan og samtidig siger undskyld til sin egen søn med andet end tale. Scenen i lufthavnen, da hun til sidst kigger sig tilbage, er rip-off, men de store filmmestre, som inspirerer Clausen, gjorde det ikke bedre.
John bliver selv vasket, klippet og tørret af frisøren, men han er, godhjertet som han er, mere trist over at miste kvinden end pengene. Femme fatale-vinklen fra de mange 40'ere film noir mestrer Clausen. "I didn't get the money and I didn't get the woman", kan man næste høre ham citere fra Billy Wilders Double Indemnity, men John er lykkeligere naiv og ydmyget. Han er en beautiful loser, der kan leve med sit tab, for han vinder sig selv. Men det kan ingen rigtig se. Hans navn stryges af stamtræet, og det politiske navn (Obama) vinder over det personlige navn (John). For John er på vej væk fra halvøen.
07/07-2010
