"Mother, you had me, but I never had you"
4.0
Biopic om John Lennon - eller rettere om tre af Lennons teenageår og hans vanskelige forhold til sin mor. ”Nowhere Boy” begynder i 1955, hvor Lennon er 14 og møder sin mor for første gang i årevis. Han voksede nemlig op hos en tante og onkel, fordi moderen ikke kunne klare at have et barn. Men nu begynder mor og søn at opbygge et forhold igen, og hun støtter ikke mindst hans drøm om at blive musiker.
Basalt set er det her et socialrealistisk drama om en dysfunktionel engelsk arbejderfamilie - men altså bare lige med den krølle, at én af hovedpersonerne som voksen bliver én af verdenshistoriens største musikere. Lennon er på dette tidspunkt en uregerlig knægt, der aggressivt tager imod enhver udfordring, ikke mindst fra autoriteter. Det er sådan set spændende nok at se den fase af hans liv, inklusive de første skridt mod The Beatles. Men klart stærkest står konflikten mellem hans manisk livsglade mor og den stramme tante, der bestemt ikke er glad for, at hendes plejebarn orienterer sig mod et lige så vildt liv som moderen.
Desværre synes jeg så også, at filmen kommer til at køre lidt i tomgang, for så vanvittigt interessante er familiekonflikterne altså heller ikke. Det virker, som om instruktør Sam Taylor-Wood har forsøgt at presse lidt for mange smådetaljer om Lennon ind. Men hun får dog samlet trådene rigtig flot til sidst, så det absolut giver mening at høre Lennons ”Mother” under efterteksterne. Og i betragtning af, at det er fotokunstneren Taylor-Woods første film, er den rigtig solid. I øvrigt også med en virkelig troværdig visualisering af 50’ernes Liverpool.
Men den lander altså på det lidt jævne, også fordi Aaron Johnson ikke brænder fuldstændig igennem i hovedrollen, selv om han spiller udmærket. Det er måske en umulig opgave at sætte nogen på, men jeg havde lidt svært ved at se udviklingen fra hans portræt af Lennon til det ikon, vi alle sammen kender i dag. Så er der langt mere gods i Kristin Scott Thomas, der har filmens suverænt bedste rolle som tanten. Hendes køligt præcise spillestil passer simpelt hen perfekt der. Desuden er der også fine roller til især Anne-Marie Duff som Lennons mor og Thomas Brodie Sangster som den unge McCartney.
”Nowhere Boy” er en solid biopic, men heller ikke mere end det. Fire små stjerner.
Basalt set er det her et socialrealistisk drama om en dysfunktionel engelsk arbejderfamilie - men altså bare lige med den krølle, at én af hovedpersonerne som voksen bliver én af verdenshistoriens største musikere. Lennon er på dette tidspunkt en uregerlig knægt, der aggressivt tager imod enhver udfordring, ikke mindst fra autoriteter. Det er sådan set spændende nok at se den fase af hans liv, inklusive de første skridt mod The Beatles. Men klart stærkest står konflikten mellem hans manisk livsglade mor og den stramme tante, der bestemt ikke er glad for, at hendes plejebarn orienterer sig mod et lige så vildt liv som moderen.
Desværre synes jeg så også, at filmen kommer til at køre lidt i tomgang, for så vanvittigt interessante er familiekonflikterne altså heller ikke. Det virker, som om instruktør Sam Taylor-Wood har forsøgt at presse lidt for mange smådetaljer om Lennon ind. Men hun får dog samlet trådene rigtig flot til sidst, så det absolut giver mening at høre Lennons ”Mother” under efterteksterne. Og i betragtning af, at det er fotokunstneren Taylor-Woods første film, er den rigtig solid. I øvrigt også med en virkelig troværdig visualisering af 50’ernes Liverpool.
Men den lander altså på det lidt jævne, også fordi Aaron Johnson ikke brænder fuldstændig igennem i hovedrollen, selv om han spiller udmærket. Det er måske en umulig opgave at sætte nogen på, men jeg havde lidt svært ved at se udviklingen fra hans portræt af Lennon til det ikon, vi alle sammen kender i dag. Så er der langt mere gods i Kristin Scott Thomas, der har filmens suverænt bedste rolle som tanten. Hendes køligt præcise spillestil passer simpelt hen perfekt der. Desuden er der også fine roller til især Anne-Marie Duff som Lennons mor og Thomas Brodie Sangster som den unge McCartney.
”Nowhere Boy” er en solid biopic, men heller ikke mere end det. Fire små stjerner.
16/07-2010
