Retro-Predator

3.0
Startscenen er fantastisk. En mand vågner op i frit fald. Mens han febrilsk forsøger at få sin faldskærm til at folde sig ud, registrerer man, at han er tungt bevæbnet og iført fatigues.

Ideen i "Predators" er nemlig et twist af den oprindelige "Predator". I stedet for prøve sig af på Jorden har den stolte race af jæger-aliens nu fundet på at indsamle byttet og slippe dem fri på en anden planet, der tilsyneladende er ét stort jagtreservat for predators. Og her lander så otte mennesker, der hver især er dødsensfarlige - elitesoldater, mafia-lejemordere og seriemordere.

Jeg kan godt lide præmissen, der er en fin udvikling af hele ideen om predators. Og filmen fungerer da også glimrende i den første halvdel, hvor de otte forvirrede mennesker hurtigt bliver etableret som typer, mens de indleder et ikke helt gnidningsfrit samarbejde og går på opdagelse i de nye omgivelser. Som i øvrigt også peger tilbage mod etteren, ved at det hele foregår i en jungle. Den udnytter instruktør Nimród Antal dygtigt til at bygge spænding op, efterhånden som de begynder at ane, hvad de er oppe imod.

Desværre holder "Predators" ikke helt samme standard i anden halvdel, hvor actionscenerne godt nok stadig er udmærket udført, men bare bliver lidt klichéprægede. Det samme er filmens replikker nærmest fra første minut, og det trækker selvsagt også ned. Selv om det nu i øvrigt fungerer fint med de her meget forskellige 'helte', anført af Adrien Brody og Alice Braga. Jeg var især overrasket over, at Brody kunne være en så overbevisende kynisk elitesoldat - det er ret langt fra de typer, han plejer at spille.

Jeg sad altså med en fornemmelse af uudnyttet potentiale, men "Predators" er en o.k. gang actionunderholdning. Og den bedste film, der er lavet med predators, siden Arnold Schwarzenegger mødte den første i 1987. Tæt på de fire stjerner, men den må nøjes med tre store.
Predators