Now, where was I? (Part X)
6.0
SPOILERS
På et tidspunkt hvor den tematiske auteur-instruktør synes at være en uddøende race, er der altid grund til at standse op og bruge tid på den engelske instruktør Christopher Nolans film. Ikke kun fordi de altid er en ferm og varmhjertet auteurs stilsikre værker, men fordi han formår noget så unikt i den moderne filmhistorie som at skabe så vidt forskellige og alligevel helt ens film som Prestige, Memento, Batman Begins og nu Inception. Jeg vil vove den påstand, at hans universer, hvori den samme historie udspiller sig gang på gang, er mere forskellige og originale end hos de fleste anerkendte auteurs gennem filmhistorien. Nolan strækker hver gang det mandlige sind som en superelastisk og filosofisk harmonika, nogle gange på den ene led, andre gange på den anden led, men altid i nye, originale dimensioner, og altid med den samme stringente og hårdt holdte tematik:
Mandens tab af kærlighed i form af den døde kvinde, hans mulige skyld og forsøget på at slukke sin hjemsøgte, eksistentielle sjæl-i-flammer med en mere eller mindre tvivlsom blanding af vand, vin, benzin og eskapistisk duftevand. Man synes aldrig det rigtig lykkes for Nolans hovedperson at frigøre sig fra tabet, smerte og skylden. Altid ender han i en dimension, som hverken han selv eller publikum faktisk ved hvad er og nogensinde anede fandtes, fanget i sit eget spind, en plaget, udbrændt sjæl i en flaske ildvand med et barn eller to i horisonten. Og hver gang balancerer mistanken om et morderisk sind elegant på grænsen til livets ugidelighed og vanens dødsspiral for hovedpersonen, der evigt stræber efter nye kick indtil han snart igen mister interessen. Kvinderne er derimod altid ofre for mandens luner og kujoneri. Men kvinderne er også heltene, der improviserer og modigt forsøger de rigtigt kvantefysiske leaps, som mændene i deres kramagtige frygt ikke magter at tage.
Inception er således på mange måder den meget svære film, som man i starten af dette årtusinde kun turde drømme om, at nogen ville lave, nemlig en slags actionpsykologisk blanding af Doom og Freud. Det er selvfølgelig legebarnet Nolan, der er på spil, men det er også mindbender'en og mindwarper'en Nolan med sin velkendte galgenhumoristiske og skøre tilgangsvinkel til livet. Som i Prestige, kan man i Inception spekulere sig grøn i sit alienhoved over, hvordan lagene mon hænger sammen, for Nolan har gjort det igen. Han har skabt et værk, der hypnotisk som den lille totem, der aldrig vælter, trækker os ned i en sursød ursuppe i vort sikkert evigt forgæves forsøg på at gætte, i hvilken syg dimension Dumkopf'en havnede til sidst.
Det betyder dog meget lidt for det samlede visuelle og narrative indtryk af filmen, hvis værdi ligger et ganske andet sted, nemlig i Nolans evne til at illustrere det mandlige sinds mange kringelgange, der i Inception til overflod fyldes med den mandlige drøm over alle drømme, forelskelsen. Den ene følelse, som manden stadig ikke kan acCEPTere må afbrydes ved et simpelt indgreb - INterCEPTION - af virkeligheden. Derfor hans DECEPTION. En exCEPTIONel film.
Hvor var det nu jeg var?
På et tidspunkt hvor den tematiske auteur-instruktør synes at være en uddøende race, er der altid grund til at standse op og bruge tid på den engelske instruktør Christopher Nolans film. Ikke kun fordi de altid er en ferm og varmhjertet auteurs stilsikre værker, men fordi han formår noget så unikt i den moderne filmhistorie som at skabe så vidt forskellige og alligevel helt ens film som Prestige, Memento, Batman Begins og nu Inception. Jeg vil vove den påstand, at hans universer, hvori den samme historie udspiller sig gang på gang, er mere forskellige og originale end hos de fleste anerkendte auteurs gennem filmhistorien. Nolan strækker hver gang det mandlige sind som en superelastisk og filosofisk harmonika, nogle gange på den ene led, andre gange på den anden led, men altid i nye, originale dimensioner, og altid med den samme stringente og hårdt holdte tematik:
Mandens tab af kærlighed i form af den døde kvinde, hans mulige skyld og forsøget på at slukke sin hjemsøgte, eksistentielle sjæl-i-flammer med en mere eller mindre tvivlsom blanding af vand, vin, benzin og eskapistisk duftevand. Man synes aldrig det rigtig lykkes for Nolans hovedperson at frigøre sig fra tabet, smerte og skylden. Altid ender han i en dimension, som hverken han selv eller publikum faktisk ved hvad er og nogensinde anede fandtes, fanget i sit eget spind, en plaget, udbrændt sjæl i en flaske ildvand med et barn eller to i horisonten. Og hver gang balancerer mistanken om et morderisk sind elegant på grænsen til livets ugidelighed og vanens dødsspiral for hovedpersonen, der evigt stræber efter nye kick indtil han snart igen mister interessen. Kvinderne er derimod altid ofre for mandens luner og kujoneri. Men kvinderne er også heltene, der improviserer og modigt forsøger de rigtigt kvantefysiske leaps, som mændene i deres kramagtige frygt ikke magter at tage.
Inception er således på mange måder den meget svære film, som man i starten af dette årtusinde kun turde drømme om, at nogen ville lave, nemlig en slags actionpsykologisk blanding af Doom og Freud. Det er selvfølgelig legebarnet Nolan, der er på spil, men det er også mindbender'en og mindwarper'en Nolan med sin velkendte galgenhumoristiske og skøre tilgangsvinkel til livet. Som i Prestige, kan man i Inception spekulere sig grøn i sit alienhoved over, hvordan lagene mon hænger sammen, for Nolan har gjort det igen. Han har skabt et værk, der hypnotisk som den lille totem, der aldrig vælter, trækker os ned i en sursød ursuppe i vort sikkert evigt forgæves forsøg på at gætte, i hvilken syg dimension Dumkopf'en havnede til sidst.
Det betyder dog meget lidt for det samlede visuelle og narrative indtryk af filmen, hvis værdi ligger et ganske andet sted, nemlig i Nolans evne til at illustrere det mandlige sinds mange kringelgange, der i Inception til overflod fyldes med den mandlige drøm over alle drømme, forelskelsen. Den ene følelse, som manden stadig ikke kan acCEPTere må afbrydes ved et simpelt indgreb - INterCEPTION - af virkeligheden. Derfor hans DECEPTION. En exCEPTIONel film.
Hvor var det nu jeg var?
31/07-2010
