LOL
2.0
Denne gang overgår Nolan sig selv, afgjort. Han har skabt en film med så uendeligt mange muligheder, med så mange chancer for at skabe poesi, at skabe stemning. Og ikke på ét tidspunkt er der tale om kunst! Ikke på et tidspunkt skaber Nolan poesi. Jeg ved ikke om denne mand er totalt talentløs eller om det handler om noget andet: om en ufattelig mådeholdenhed! Hvis Christopher Nolan er et bare den mindste smule kreativt menneske (og det er han tydeligvis) så må processen under hvilken denne film er blevet til have været yderst pinefuld. Kan man kontrollere sig selv så meget og så grundigt? Ja - hvis man tjener kassen bagefter. Nolan bider tænderne sammen og vælger kunsten fra gang på gang i en film, der kunne have været EDVARD MUNCH - THE MOVIE.
Ingen surrealisme, ingen sex, ingen manglende kohærens, ingen mærkelige dagsrester, ingen absurditet, ingen sporadisk skiftende omstændigheder, ingen skævheder eller usammenhængende samtaler. Intet der bare insinuerer at vi har at gøre med UNDERBEVIDSTHEDEN, med dybderne i det menneskelige sind. Ingen rigtige drømme eller minder – ingen intuitiv kommunikation af følelser gennem billeder og stemninger (filmmediets force nr. 1). Alt er sprog i Nolans film. Ikke engang kærligheden er til at føle.
Et øjebliks stilhed, et minuts poesi eller noget fralæggelse af ansvar til publikum. Men nej – vi ender i Call of Duty 6 ala vinterkrig og tingene går meget hurtigt og der er onde (eller var de gode?) japanere. Højest (allerhøjest) har vi med Nolan at gøre med en filminstruktør, som tangerer Wachowski-brødrene og Matrix, ikke en ny Kubrick. Kubrick mente en masse (nogen gange), det gør Nolan ikke. Det kan fokusgrupperne ikke lide og hver gang Inception ligger op til noget syre begår den selvmord med tilbagevirkende kraft. Nolans film imploderer gang på gang, går i sig selv igen og bliver lige meget. Udover at være totalt stemningsforladt er Inception (ligesom Memento) også fyldt med ”second-rate aesthetics” som en amerikansk anmelder kaldte det. Filmen er grim fordi den skal være grim, det er godt at være grim. Ægte æstetik er distraherende. Og skuespillerne er dårligt instruerede, de samme livløse menneskeportrætter som altid, kernefamilien, fader-søn-klichéen rullet ud med en imponerende anti-originalitet og anti-emotion.
PS: plejer man ikke at vågne når man bliver bevidst om at man drømmer?
Ingen surrealisme, ingen sex, ingen manglende kohærens, ingen mærkelige dagsrester, ingen absurditet, ingen sporadisk skiftende omstændigheder, ingen skævheder eller usammenhængende samtaler. Intet der bare insinuerer at vi har at gøre med UNDERBEVIDSTHEDEN, med dybderne i det menneskelige sind. Ingen rigtige drømme eller minder – ingen intuitiv kommunikation af følelser gennem billeder og stemninger (filmmediets force nr. 1). Alt er sprog i Nolans film. Ikke engang kærligheden er til at føle.
Et øjebliks stilhed, et minuts poesi eller noget fralæggelse af ansvar til publikum. Men nej – vi ender i Call of Duty 6 ala vinterkrig og tingene går meget hurtigt og der er onde (eller var de gode?) japanere. Højest (allerhøjest) har vi med Nolan at gøre med en filminstruktør, som tangerer Wachowski-brødrene og Matrix, ikke en ny Kubrick. Kubrick mente en masse (nogen gange), det gør Nolan ikke. Det kan fokusgrupperne ikke lide og hver gang Inception ligger op til noget syre begår den selvmord med tilbagevirkende kraft. Nolans film imploderer gang på gang, går i sig selv igen og bliver lige meget. Udover at være totalt stemningsforladt er Inception (ligesom Memento) også fyldt med ”second-rate aesthetics” som en amerikansk anmelder kaldte det. Filmen er grim fordi den skal være grim, det er godt at være grim. Ægte æstetik er distraherende. Og skuespillerne er dårligt instruerede, de samme livløse menneskeportrætter som altid, kernefamilien, fader-søn-klichéen rullet ud med en imponerende anti-originalitet og anti-emotion.
PS: plejer man ikke at vågne når man bliver bevidst om at man drømmer?
31/07-2010
