Fra Fantasia til New York

3.0
Disney rider - lidt sent - med på bølgen af magiske film med "The Sorcerer's Apprentice", som er inspireret af den klassiske Mickey Mouse-episode af samme navn fra "Fantasia". Historien er dog selvfølgelig både udvidet og opdateret, så den nu handler om en ung, nørdet fysikstuderende fra New York, som bliver opsøgt af en oldgammel troldmand, der fortæller, at en profeti har forudsagt, at den unge helt skal redde verden fra at blive ødelagt af Morgana le Fay. Og så må den modvillige helt i gang med at lære magi af troldmanden, der selv har studeret under Merlin, og som ikke er specielt tilfreds med, at hans nye lærling har mere travlt med at forsøge at score en sød blondine.

"The Sorcerer's Apprentice" bliver på den måde en blanding af eventyrfilm og ungdomskomedie, og det miks er ikke altid lige heldigt. Starten er lang og tung, fordi man lige skal have etableret den her mumbo-jumbo-magi-baggrund med Merlin og Morgana og gamle profetier. Som ærligt talt ikke er særligt elegant udtænkt og ikke yder de mytiske figurer nogen retfærdighed. Desuden er der et pænt stort spring i stemning fra verdens undergang til Jay Baruchels personlige kvaler i den småkiksede hovedrolle. Det er jo en rolle, han har spillet flere gange før, så måske er jeg også bare ved at være træt af den gentagelse.

Men samtidig er "The Sorcerer's Apprentice" så også en film, der er vældig opsat på at underholde og faktisk gør det fint meget af tiden. Jon Turteltaub er langtfra nogen stor instruktør, men han kan finde ud af at holde gryden i kog i solidt tempo, og de magiske kampscener er mere imponerende end størstedelen af dem, vi indtil nu har set i Harry Potter-filmene. Også med sjov brug af New York-locations. Nicolas Cage og Alfred Molina fungerer derudover fint som henholdsvis god og ond troldmand, der har duelleret på tværs af århundreder. Og endelig har filmen en god del velfungerende humor, ikke mindst i de mange in-jokes med referencer til alt fra Mickey Mouse over Star Wars til Magic: The Gathering.

Så alt i alt var "The Sorcerer's Apprentice" en ganske glimrende gang letbenet underholdning. Tre store stjerner.
Troldmandens Lærling