Jacket on, jacket off
3.0
Den originale "The Karate Kid" var én af 80'ernes bedste ungdomsfilm. Den blev fulgt af en slatten toer, en lidt bedre treer og en rædselsfuld firer, før nogen besluttede sig for at begrave serien - altså indtil nu, hvor det er blevet tid til at gentage etteren. I en helt trofast genindspilning, der primært adskiller sig fra den gamle film ved at foregå i Kina og handle om kung-fu frem for karate.
Så det handler stadig om en knægt, der flytter et nyt sted hen sammen med sin mor, bliver interesseret i en sød pige, som følge deraf får den lokale flok bøller på nakken og heldigvis møder en klog kung-fu-mester, der hjælper ham med at træne sig op til at møde bøllerne ved en stor turnering. Dog med den forskel, at hvor den oprindelige film handlede om high school-elever, er historien her skrevet ned i alder, så hovedpersonen er 12. Preteens er åbenbart et bedre marked nu? Men det forhindrer så ikke filmen i at køre på de velkendte linjer om at lære at styre sit temperament, respektere andre, vinde selvtillid, konfrontere mobberne og så videre.
Og det virker altså stadig ganske glimrende. "The Karate Kid" nedstammer i lige linje fra "Rocky" - John G. Avildsen instruerede både den første Rocky- og den første Karate Kid-film - og opbygningen er fuldstændig den samme her: Noget at kæmpe for, hård træning frem mod målet og et medrivende klimaks. Rocky-formlen er fortsat effektiv, her styret af den norske instruktør Harald Zwart, som dog også er tæt på at gå for meget i turistbilleder-fra-Kina-stil i filmens længere montager.
"The Karate Kid" er virkelig en formelfilm, men ud over den fundamentalt effektive opbygning nyder den godt af to velvalgte hovedroller. Jackie Chan er et rigtig godt valg til at følge i legendariske Mr. Miyagis sko, og han leverer én af de mest afdæmpede præstationer, jeg har set fra ham, med en underliggende sårbarhed, som er helt anderledes end hans normale klovnerolle (men dog naturligvis med en enkelt scene, hvor han virkelig ruller sig ud med sin velkendte drunken style kung-fu). Og Chan virker til at have supergod kemi med 12-årige Jaden Smith, der bærer imponerende meget af filmen med en ubesværet charme og selvtillid, som han tydeligvis har arvet fra far Will (der i øvrigt har produceret filmen sammen med mor Jada). Med den baggrund og opbakning er det ikke svært at forestille sig Jaden Smith som en kommende megastjerne.
Den nye "The Karate Kid" er en børnefilm frem for ungdomsfilm, men inden for sin forudsigelige ramme fungerer den glimrende. En sympatisk film med både jacket on, jacket off og et finalestunt, der er vildere end Daniel-sans tranespark.
Så det handler stadig om en knægt, der flytter et nyt sted hen sammen med sin mor, bliver interesseret i en sød pige, som følge deraf får den lokale flok bøller på nakken og heldigvis møder en klog kung-fu-mester, der hjælper ham med at træne sig op til at møde bøllerne ved en stor turnering. Dog med den forskel, at hvor den oprindelige film handlede om high school-elever, er historien her skrevet ned i alder, så hovedpersonen er 12. Preteens er åbenbart et bedre marked nu? Men det forhindrer så ikke filmen i at køre på de velkendte linjer om at lære at styre sit temperament, respektere andre, vinde selvtillid, konfrontere mobberne og så videre.
Og det virker altså stadig ganske glimrende. "The Karate Kid" nedstammer i lige linje fra "Rocky" - John G. Avildsen instruerede både den første Rocky- og den første Karate Kid-film - og opbygningen er fuldstændig den samme her: Noget at kæmpe for, hård træning frem mod målet og et medrivende klimaks. Rocky-formlen er fortsat effektiv, her styret af den norske instruktør Harald Zwart, som dog også er tæt på at gå for meget i turistbilleder-fra-Kina-stil i filmens længere montager.
"The Karate Kid" er virkelig en formelfilm, men ud over den fundamentalt effektive opbygning nyder den godt af to velvalgte hovedroller. Jackie Chan er et rigtig godt valg til at følge i legendariske Mr. Miyagis sko, og han leverer én af de mest afdæmpede præstationer, jeg har set fra ham, med en underliggende sårbarhed, som er helt anderledes end hans normale klovnerolle (men dog naturligvis med en enkelt scene, hvor han virkelig ruller sig ud med sin velkendte drunken style kung-fu). Og Chan virker til at have supergod kemi med 12-årige Jaden Smith, der bærer imponerende meget af filmen med en ubesværet charme og selvtillid, som han tydeligvis har arvet fra far Will (der i øvrigt har produceret filmen sammen med mor Jada). Med den baggrund og opbakning er det ikke svært at forestille sig Jaden Smith som en kommende megastjerne.
Den nye "The Karate Kid" er en børnefilm frem for ungdomsfilm, men inden for sin forudsigelige ramme fungerer den glimrende. En sympatisk film med både jacket on, jacket off og et finalestunt, der er vildere end Daniel-sans tranespark.
03/08-2010
