Den genkendelige angst

I 2005 sprænger en serie terrorbomber i London. I de følgende dage bliver en kvinde fra Guernsey mere og mere urolig, fordi hun ikke har hørt fra sin datter efter bomberne, og hun ender med at tage til London for at lede efter hende. Der støder hun på en afrikansk mand, der er kommet for at lede efter sin søn, og det viser sig, at deres børn nok har kendt hinanden.

"London River" er en sympatisk film om mennesker, der mødes på tværs af kulturer i en krisesituation. Den er skrevet og instrueret af franske Rachid Bouchareb, der selv er af indvandrerbaggrund, og hans simple pointe er, at folk føler den samme angst og sorg og andre voldsomme følelser, lige meget hvilken hudfarve de har, og hvilken religion de tror på. Det får han effektivt, men næsten også overdrevet skåret ud i pap i mødet mellem de to hovedpersoner, hvor den hvide kvinde fra det lille øsamfund selvfølgelig er meget nervøs ved det multietniske London. Og hvor der i øvrigt også er nogle fine underliggende pointer om konsekvenserne af terrorfrygten - når det fx bliver mistænkeligt i sig selv, at man har taget et aftenskolekursus i arabisk.

Det er en film, der er så velmenende, at den også bliver ret forudsigelig. Men heldigvis har den også to virkelig velspillede hovedroller. Brenda Blethyn er endnu en gang den arketypiske smånervøse britiske husmor - en rolle, hun kan til fingerspidserne og gør både sympatisk og lidt sørgelig. Og maliske Sotigui Kouyaté er en fantastisk kontrast som den sorte mand med stenansigt, der gør sit bedste for at bevare værdigheden i en verden, som også er fremmed for ham. Deres samspil fungerer fantastisk godt, og det er først og fremmest det, som gør "London River" seværdig og vedkommende på sin egen stille måde.