En efterdønning
3.0
I 1998 fik forfatter-instruktør Todd Solondz sit helt store gennembrud med "Happiness", der placerede ham blandt de allerstørste navne i amerikansk indiefilm. 12 år efter har Solondz nu lavet en selvstændig fortsættelse til den tragisk-sorthumoristiske historie om tre søstres problemer med kærlighed, sexliv, familie og en generelt skummel og pervers verden.
Nogle af personerne har godt nok fået andre relationer til hinanden, og nogle har endda skiftet hudfarve, men "Life During Wartime" handler stadig om de tre søstre. Den ene er netop ved at få både familieliv og kærlighed på fode igen, da hendes pædofilidømte eksmand kommer ud af fængslet. Den anden arbejder med at rehabilitere forbrydere, men kæmper med sin egen skyldfølelse over, at en skuffet bejler begik selvmord. Og den tredje har afbrudt kontakten til familien på grund af det, der skete i fortiden.
Hvor "Happiness" handlede om moral og de skumle ting, der lurer bag facaden, handler "Life During Wartime" om de langsigtede konsekvenser af overgrebene. Og om tilgivelse - filmen kredser meget om den amerikanske vending 'forgive and forget' og den religiøst funderede norm om at tilgive. Men det er ikke tilgivelse på feelgood-måden, for Solondz er stadig stærkt pessimistisk på menneskehedens vegne. Hans personer forsøger måske nok at tilgive, men de hænger fast i fortiden og anvender den enten til selvmedlidenhed eller selvdestruktion. Den endelige pointe synes at være, at det simpelt hen ikke er muligt at tilgive alvorlige overgreb. Men måske glemme?
"Life During Wartime" er bare ikke nogen særlig skarpt skåret film. Det er ikke svært at se, hvor den vil henad, så underligt nok er den ret forudsigelig, samtidig med at scener og handling flagrer ganske meget rundt. Rent visuelt er den flot lavet med en fin kontrast fra de pæne hjem i perfekte pastelfarver til de dybt skumle hændelser, som lurer i baggrunden. Men når tema og handling aldrig tager et fast greb om filmen, og den sorte humor ikke rigtig bider igennem, hjælper det ikke engang, at folk som Shirley Henderson og Allison Janney er overbevisende i deres typisk aparte roller.
Todd Solondz er en filmmager, der altid laver interessante ting. Og man må sige, at der er en temmelig klar linje i de ætsende angreb på den amerikanske kernefamilie, som går igen i samtlige hans film. Men med "Life During Wartime" sad jeg igen tilbage med en ikke helt fuldendt oplevelse, så Solondz har efter min mening stadig kun lavet én rigtig god film. Det var naturligvis "Happiness".
Nogle af personerne har godt nok fået andre relationer til hinanden, og nogle har endda skiftet hudfarve, men "Life During Wartime" handler stadig om de tre søstre. Den ene er netop ved at få både familieliv og kærlighed på fode igen, da hendes pædofilidømte eksmand kommer ud af fængslet. Den anden arbejder med at rehabilitere forbrydere, men kæmper med sin egen skyldfølelse over, at en skuffet bejler begik selvmord. Og den tredje har afbrudt kontakten til familien på grund af det, der skete i fortiden.
Hvor "Happiness" handlede om moral og de skumle ting, der lurer bag facaden, handler "Life During Wartime" om de langsigtede konsekvenser af overgrebene. Og om tilgivelse - filmen kredser meget om den amerikanske vending 'forgive and forget' og den religiøst funderede norm om at tilgive. Men det er ikke tilgivelse på feelgood-måden, for Solondz er stadig stærkt pessimistisk på menneskehedens vegne. Hans personer forsøger måske nok at tilgive, men de hænger fast i fortiden og anvender den enten til selvmedlidenhed eller selvdestruktion. Den endelige pointe synes at være, at det simpelt hen ikke er muligt at tilgive alvorlige overgreb. Men måske glemme?
"Life During Wartime" er bare ikke nogen særlig skarpt skåret film. Det er ikke svært at se, hvor den vil henad, så underligt nok er den ret forudsigelig, samtidig med at scener og handling flagrer ganske meget rundt. Rent visuelt er den flot lavet med en fin kontrast fra de pæne hjem i perfekte pastelfarver til de dybt skumle hændelser, som lurer i baggrunden. Men når tema og handling aldrig tager et fast greb om filmen, og den sorte humor ikke rigtig bider igennem, hjælper det ikke engang, at folk som Shirley Henderson og Allison Janney er overbevisende i deres typisk aparte roller.
Todd Solondz er en filmmager, der altid laver interessante ting. Og man må sige, at der er en temmelig klar linje i de ætsende angreb på den amerikanske kernefamilie, som går igen i samtlige hans film. Men med "Life During Wartime" sad jeg igen tilbage med en ikke helt fuldendt oplevelse, så Solondz har efter min mening stadig kun lavet én rigtig god film. Det var naturligvis "Happiness".
13/08-2010
