Legetøjet rider igen

4.0
Jeg har ikke set de to første "Toy Story"-film, men synes, treeren er sød og charmerende, uden at den dog når helt op at ringe. Det er ret tydeligt, at det er en treer, og at den bare kører videre i et veletableret spor.

Det ses fx ved, at handlingen er så forudsigelig - hvor mange andre Pixar-film har virkelig overraskende twists, ligger det fine ved "Toy Story 3" i alle detaljerne. Den er meget let at hoppe på som førstegangsseer.

Jeg var imponeret over, at filmen tør være så relativt mørk og dyster og have en skurk med psykopat-psykologi. Plus deciderede horror-momenter i nogle ret creepy scener med filmens onde legetøj. Selv om det onde selvfølgelig bliver hurtigt affærdiget med et grin, kan jeg godt lide, at den bryder den når-det-er-for-børn-skal-det-være-helt-ufarligt-logik, som ellers dominerer amerikanske animationsfilm.

Fin film, som dog måske også synes lidt unødvendig. Der virker ikke til at være meget nyt at komme efter i forhold til de to første film.
Toy Story 3 (org. version)